Det retningsløse er det vidunderlige

Centralt i romanen står fortælleren, barnet og Busser, mors kæreste, kvinden der har betalt for de små haletudser som fortælleren og dennes tvilling er vokset ud af. Haletudsen står som den eneste maskuline indblanding i processen og således er scenen sat. At forstå verden i en lesbisk familie. At være barn mellem en feministisk Busser og en modererende mor.

»Mor siger, at der er noget, der hedder på kort sigt, og noget, der hedder på lang sigt, og Busser siger, at der er en tid til at tage til Rusland og en tid til at tage til Mallorca.«

Sådan veksler narrationen mellem det fornuftige og humoristiske repræsenteret i de to forældrefigurer, der kæmper med at forklare verden til deres to børn. Mor og Busser præsenteres gennem barnets øje og ikke mindst mund, det er den fortalende mund, hvis uerfarne blik kun kan berette verden gennem, hvad Busser fortæller.

Fortællingerne flyder lykkeligt uden start og uden rigtig slutning. De berører forskellen mellem det voksne og barnlige, hvor perspektivet er trukket ud af 70’ernes politiske børneromaner. Romanen er en hyggelig kontrast til Glaffeys forrige roman, men bitterheden og spydigheden lurer stadig dæm