Dagbog fra Roskilde

Jeg er afhængig af Roskilde. Det er et uimodståeligt fix af livemusik, jeg åbenbart aldrig bliver træt af. Nogle siger, at kærlighed er en rytme. Det er jeg enig i. Dertil kommer den imponerende oplevelse af rummelighed, logistisk overskud og overraskelser. Når jeg kommer ind på pladsen iført praktisk sko og tung rygsæk, og urinstanken er ubærlig, overvejer jeg, om jeg i år er blevet for gammel. Men hver eneste gang jeg tager toget hjem, er jeg helt stille og uendelig glad og tilfreds – og lidt mere hippieblød end 4 dage tidligere. Imponeret over, at 130.000 mennesker kan skabe noget sammen, fyldt op af toner og indtryk, komplet ristet af for lidt søvn og for mange procenter. Jeg er træt på den gode måde. Ikke på sportsmåden, forstås. Men på oplevelsesmåden – den bedste af slagsen.

Torsdag hørte jeg Django Django, som med garanti bliver en del af min playliste fremover. Derimod var The Shins blevet lidt trætte. Forsangeren, som er det eneste tilbageblevne medlem, så grå og desillusioneret ud. Og selvom det var bliss at genhøre hits, var det også lidt trist at opleve, at ubekymretheden og energien var væk. Så oplevede jeg kolde øl