Avantgardistisk afstikker #4
»Listen. The greatest feeling I ever had in my life – with my clothes on – was when I first heard Diz and Bird in St. Louis, Missouri, back in 1944«.
Med disse ord indledes Miles Dewey Davis III's autobiografi, med den simple titel Miles. For de uindviede er Diz og Bird henholdsvis Dizzie Gillespie og Charlie Parker, der hver især var med til at sætte et uudsletteligt aftryk på genren. Den på det tidspunkt 18-årige Davis kunne på daværende tidspunkt ikke vide, at han selv skulle komme til, ikke kun at spille med de to stjernemusikere, men også at sætte et endnu større aftryk på genren end dem begge to tilsammen.
De færreste, selv de der ikke interesserer sig for jazz samt de, der afskriver hele genren som noget usammenhængende, kvasi-intellektuelt ego-onani, kan undsige sig at være stødt på Miles Davis navn i en eller anden sammenhæng. D.17 august 1959 udgav Davis det, der ikke kun skulle blive hans eget bedst sælgende album, men det mest sælgende jazz album i historien, nemlig perlen Kind of Blue. Med vanlig sans for at udvide rammerne for sin musik kom Kind of Blue til at indvarsle det, der senere ville blive kendt som modal ja
