Avantgardistisk afstikker # 2

Genre-mix er ikke nogen ny ting. At det sjældent fungerer optimalt, og at der skal mere end almindeligt meget talent til, er heller ikke ligefrem en kioskbasker. I den konstante søgen efter den ”kant”, der skille netop ens eget band ud fra mængden, er der igennem tiden opstået mere eller mindre heldige musiske hybrider, som enten har banet vejen for nye genrer, eller som har givet musisk kulturelle puritanere lyst til at rive alle kropshår ud, i ren desperation over, hvor forfærdeligt resultatet er blevet.

Som erfaren ”crate digger” og habil pladenørd har man efterhånden hørt det meste før. Det meste. For selvfølgelig findes der kunstnere derude, der er krøllede nok i hovedet til at komponere musik, der er så obskurt, at man ikke kan gøre andet end at læne sig tilbage, slå ud med armene og overgive sig til den genialitet, der tydeligt ligger til grund for evnen til at kunne sætte så forskelligartede musiske komponenter sammen - at få det til at fungere og oven i købet at fungere godt.

Nå, men nok forspil. Denne gang handler det om endnu en plade der nåede undertegnedes liste over årets udgivelser, nemlig Bruce Lamont: Feral Songs For The Epic Decline. Her er