»Screwed« i første og anden person
Man læser Daniel Denciks Anden person ental med en iskold knude af afmagt og frustration i brystet. Mere og mere forvandler den sig til en stor klump i halsen. For når hovedpersonen Alexander endnu engang modtager en kortfattet mail fra kommunen, der - som et telegram - informerer ham om, at han ikke må se sine børn, sukker man sammenbidt. Mens klumpen sætter sig, når Alexander - på randen af savn og selvmord – får brevene til sine børn uåbnet retur.
Alexander står midt i et mareridt af svensk bureaukrati og svensk politisk (over)korrekthed efter falske anklager om overgreb på sine seksårige tvillinger. En kafkask proces, der trækker ud, og efterlader Alexander fortabt i ordets allerværste forstand. Det er frustrerende, men gør mest af alt ondt, fordi Dencik skriver med så stor patos om sin sorg, sit savn og søvnløshed, uden at det nogensinde skvulper over. Måske fordi tekstens patos dulmes i det hav af valium, som Alexander prøver at drukne sig selv i. Han bliver blot tilskuer til den absurde ulykke, der er hans liv. Kniven vrides yderligere, når man ved, at Alexanders historie er tæt på en én-til-én version af Denciks eget liv.
Den justitsdræbte f
