»Jeg er kunstner, og igennem kunsten fortæller jeg, hvad jeg tænker og ser«

Det er en travl Jenny Wilson, jeg får i telefonen. Hun er i gang med at pakke gear og beder mig venligt om at ringe tilbage om en halv time. Da jeg får hende i røret igen, sidder hun i en bil som, at dømme ud fra baggrundsstøjen, er godt fyldt op. Alligevel er hun meget koncentreret omkring vores samtale, ligesom hun svarer fyldestgørende på mine spørgsmål, der ikke alle er lige simple. Det er ikke kun hendes professionalisme gør mig nervøs. Hun skulle bare vide, hvor mange gange mine veninder og jeg har danset til Let My Shoes Lead Me Forward på repeat hjemme hos mig, og at jeg i sensommeren, under en sommerhusferie i Sverige, havde hendes tidligere albums samt de albums, hun lavede med First Floor Power, liggende i bilen, klar til at udgøre et perfekt svensk soundtrack til køreture på grus- og motorveje, gennem byer og skove.

Wilsons nye album er anderledes end de tidligere. Lyden er hårdere og tonen mere aggressiv. Sangene charmerer sig ikke ind på samme måde som de bitter-søde indie-popsange, Wilson ellers er kendt for.

»Ideen var at skabe et album, der handler om krop og samfund og som reflekterer over, de problemer, verden i øjeblikket er scene for. På