Selv den ældste James Bond film bliver aktuel
Den russiske sociolog og forfatter Aleksandr Zinovjev tegner i sin bog Homo Sovieticus fra 1982 et sarkastisk billede af den type østeuropæer, der er rundet af den sovjetiske ideologi. Samme temaer er på spil i ukrainsk-russiske Andrei Kurkovs gennembrudsroman Døden og en pingvin. I korte træk handler romanen om en nekrologforfatter, der adopterer en pingvin fra et zoo i Kiev, der må lukke. I virkeligheden er den unge nekrologforfatter en ung mislykket forfatter, men da han bliver tilbudt gode penge som nekrologskribent, sætter han forfattervirksomheden på permanent standby. Klemmen er bare, at de folk, hvis nekrolog han skriver, har det med at krappere dagene efter, at han har skrevet nekrologerne. Alt imens tøffer pingvinen rundt i forfatterens lejlighed, spiser frosne rejer og føler sig mere og mere deprimeret.
En underfundig bittersød satire, der kan læses som et billede på det postsovjetiske samfunds absurde normalitet, mens pingvinen er repræsentant for en postsovjetisk ungdom, der i 1990’erne ikke vidste, hvad de skulle stille op med sig selv efter østblokkens fald. Det skabte altså en slags postsovjetisk nostalgi. Sådan beskrev Andrei Kurkov roma
