Ud af elevrådet og ind i magtrummet

Allerede fra begyndelsen af første episode af Middag med magten etableres der en form for dobbeltkontrakt med seeren. Vi ser værten, Kristoffer Eriksen, træde ind på en københavnsk restaurant, hvorefter han har, hvad der vel bedst kan betegnes som en simuleret-naturlig samtale med restaurantens sommelier, Oscar Rask Lind.

»I aften får jeg besøg af …« begynder han, hvorefter han opridser nogle af de ting, han gerne vil tale med aftenens gæst om. Til sidst spørger han sommelieren, om der er noget, som han er nysgerrig på, til hvilket Lind svarer: »Ja, om han kan lide vinen.« Således er banen ellers kridtet op til programmet, hvor denne, ja, nærmest autofiktive kulisse danner rammen om de forskellige interviews, der ifølge Eriksens introspeak har til hensigt at undersøge, hvad der sker, »når vi fjerner os fra den hektiske nyhedsstrøm og taler i roligere rammer.«

Når jeg får den her trang til at trække ord som ”dobbeltkontrakt” og ”autofiktiv” ind i min beskrivelse af programmet, er det, fordi det føles, som om der i dets kerne er en uro, der består i, at både interviewer, gæst og seere er enige om, at det her med