Print artikel

En ulækker idé

Værten Jonas Madsen »ligner og opfører sig som en energidrik« skriver Kasper Steensgaard Sørensen.
Anmeldelse
14.11.24
'Løvens Hule Junior' minder om fødslen af Lillebror i 'Riget'. Det er U-HYGGE-LIGT.

Noget af det mest modbydelige, jeg har set på dansk tv, var, da Judith fødte Lillebror i Lars Von Triers Riget. At se en kvinde presse en voksen mand ud gennem sin fødselskanal er gruopvækkende, men nærmer sig på ingen måde den kvalmende oplevelse, det er at se DRs nye familiesatsning Løvens hule junior. Programmet har samme form som dets moderformat Løvens hule, men i stedet for voksne er det her børn, der tager plads foran et panel af kendte iværksættere for at pitche deres forretningsideer. Og det er U-HYGGE-LIGT.

En efter en bliver børnene ledt ind foran panelet af løver af værten Jonas Madsen, der ligner og opfører sig som en energidrik, og en efter en går de opmuntrede derfra i håb om selv en dag at blive en stor iværksætter. I Riget fødte Judith en voksen mand. I Løvens hule junior føder DR en hær af børn, der ligner og opfører sig som Jesper Buch. Et mareridt, som Lars Von Trier kun kan drømme om at udtænke.

Og lad mig gøre det klart for de mere tilbagestående læsere, at min harme naturligvis ikke er rettet mod de søde og nuttede og nuttede og søde små børn, der deltager i programmet. Det er selve formatet, der får hårene til at rejse sig på mig. Jeg bebrejder heller ikke Lillebror at være blevet født. Lillebror er et produkt af den naive Judiths samleje med et spøgelse - med ondskaben - og på samme måde ender børnene i Løvens hule junior med at fremstå som et produkt af de naive tilrettelæggeres samleje med det store iværksætterspøgelse, personificeret af programmets løver.

Og hvem er de så, rovdyrene, som vurderer, om børnene er værdige til at modtage en pose penge og en såkaldt mentorordning? Panelet består hovedsageligt af en flok kendte influencere. Blandt dem finder vi Morten Münster og Lakserytteren, der begge er kendt for at lave indhold til børn på youtube, og som begge er anmeldt af Forbrugerrådet Tænk for overtrædelse af bestemmelserne om skjult reklame.

Så er der Julia Sofia, som bruger sin influencerplatform til at sælge makeup til børn. Anders Møller Hansen er også kendt influencer og står bag firmaet First grade, der sælger kinesisk produceret influencermerchandise til børn. Allesammen har de det tilfælles, at de har gjort det til deres levevej at reklamere for og kapitalisere på børn. Hvilket gør dem til det perfekte cast i et program, hvor de er iscenesat om løver og børn som deres byttedyr. 

I 2022 sendte DR dokumentarserien MGP: Børnefesten der gik amok, hvor en række tidligere deltagere i det populære børneprogram MGP fortalte, at de følte sig udnyttet af DR. Deres oplevelse var, at de blev behandlet som små voksne, der blev iscenesat som popstjerner, blev presset til at turnere landets storcentre tynde, og i flere tilfælde oplevede at blive seksualiseret.

Med denne indsigt i bagagen skulle man tro, at DR havde lært deres lektie og ville tænke sig en ekstra gang om, før de igen kastede børn ind i et voksenunivers. Men det er med udsigten til høje seertal, som det er med byture på Crazy Daizy - de får én til at glemme. Og i Løvens bule Junior ser vi præcis som i MGP, at børn leger og bliver belønnet for at lege små voksne.

De medvirkende børn i Løvens hule junior har tilsyneladende lært sig selv newspeak og kaster om sig med vendinger som »Kom med på den her rejse«, »Online tilstedeværelse« og »at tage vores brand til næste niveau«. Det synes løverne er MEGET imponerende. »Hvor er du sej!« udbryder de i kor og smiler, og så smiler børnene, og så har de det alle sammen rigtig dejligt, for hvor er det dejligt at se, at børn allerede fra elleveårsalderen har en plan for, hvordan de vil skalere deres virksomhed og øge omsætningen over de næste 5 år.

Fødslen af Lillebror i 'Riget' er en ulækker, grænseoverskridende og pervers idé. Det samme er 'Løvens hule junior'

Meen som vi alle ved, så er savannen nådesløs og løverne bider da også fra sig, når de begynder at pille børnenes forretningsmodeller fra hinanden. Eksempelvis præsenterer et af børnene sin lille forretning, hvor han rengør biler for folk. Det synes løverne er en rigtig god idé. Flere af dem bruger selv lignende tjenester og især Laksedrengen synes, at det ville være skønt, hvis der var én, der gad at rengøre hans Tesla.

MEN der er noget galt med prisen. Julia Sofia mener i hvert tilfælde, at 75 kr. er alt for lidt for at få sin bil rengjort. Barnet selv mener, at prisen er fair, fordi det, som han selv siger, kun tager en halv times tid. Man må dog forstå af Julia Sofias svar, at det ikke handler om, hvor lang tid han bruger på det, men hvor meget forbrugeren er villig til at betale for hans service, og at han derfor skal sætte prisen op til i hvert tilfælde det dobbelte.

OG der er også noget andet galt med den lille fyrs forretningsidé. Han drømmer om, at virksomheden vokser og vil gerne ansætte en ven, så de kan rengøre bilerne sammen og dermed hurtigere, plus at det ville være hyggeligt at gøre det sammen med en ven. FORKERT mener Julia Sofia og Laksegutten. Han burde i stedet gå efter at ansætte folk, der ikke bor i samme område som ham selv, så han kan sprede sin forretning over et større geografisk område og dermed udvide sin kundekreds. Kritikken kunne for mange børn være overrumplende, men ikke for den lille iværksætter. Han tager den køligt til efterretning, for han ved jo godt, at det er en del af rejsen, og at hans rengøringsforretning jo bare er ét ud af mange iværksættereventyr i hans liv. Som han selv siger, så »drømmer han om at blive iværksætter. Om at lave noget stort«.

Opdragelse af børn er i bund og grund ret simpelt. Børn bliver til det, vi giver dem anerkendelse for at være. I Løvens hule junior gives der anerkendelse for at jagte drømmen om at blive et rovdyr. 

Jeg indledte denne anmeldelse med at inddrage fødslen af Lillebror i Lars von triers Riget, og nu ville nok være et passende tidspunkt at vende tilbage til samme reference for her til slut at prøve at binde en fin lille sløjfe. Og her kommer den så. Sløjfen. Fødslen af Lillebror i Riget er en ulækker, grænseoverskridende, pervers idé. Det samme er Løvens hule junior.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.