’Det sidste ord’ udfylder et vigtigt hul i dansk journalistik

Jeg må til at starte med indrømme, at jeg ikke har set de tidligere programmer i Bertelsens interviewserie på TV2, Det sidste ord. Da programmet i 2020 fik premiere med interviewet med Bent Fabricius-Bjerre, mærkede jeg en vis, ja, hvad ved jeg, indre afstandtagen til formatet. Jeg syntes dengang, der var noget morbidt og opportunistisk over på denne måde at invitere folk ind til at holde deres egen gravtale. Nu, hvor jeg rent faktisk har set det, kan jeg konstatere, at det nok egentlig er en ret gavmild gestus, der samtidig – ved hjælp af gensynets glæde og aktualitetens tiltrækningskraft – giver mulighed for en type af samtale, der ellers sjældent er plads til i primetime.

For samtalen mellem Mikael Bertelsen og Jytte Abildstrøm er på mange måder en sludder for en sladder, der fra tid til anden bliver afbrudt, når den stikkende erkendelse indfinder sig hos hende eller ham: at det, der siges, på en meget bogstavelig måde, er det sidste ord, som denne person får sagt i det offentlige rum. Vi hører om Abildstrøms barndom, forældre, børn, tid i Studenterrevyen og virke som leder for Riddersalen. Det er på mange måder åbenlyst, at Abildstrøm ikke som sådan kerer sig