’Det sidste ord’ udfylder et vigtigt hul i dansk journalistik
Jeg må til at starte med indrømme, at jeg ikke har set de tidligere programmer i Bertelsens interviewserie på TV2, Det sidste ord. Da programmet i 2020 fik premiere med interviewet med Bent Fabricius-Bjerre, mærkede jeg en vis, ja, hvad ved jeg, indre afstandtagen til formatet. Jeg syntes dengang, der var noget morbidt og opportunistisk over på denne måde at invitere folk ind til at holde deres egen gravtale. Nu, hvor jeg rent faktisk har set det, kan jeg konstatere, at det nok egentlig er en ret gavmild gestus, der samtidig – ved hjælp af gensynets glæde og aktualitetens tiltrækningskraft – giver mulighed for en type af samtale, der ellers sjældent er plads til i primetime.
For samtalen mellem Mikael Bertelsen og Jytte Abildstrøm er på mange måder en sludder for en sladder, der fra tid til anden bliver afbrudt, når den stikkende erkendelse indfinder sig hos hende eller ham: at det, der siges, på en meget bogstavelig måde, er det sidste ord, som denne person får sagt i det offentlige rum. Vi hører om Abildstrøms barndom, forældre, børn, tid i Studenterrevyen og virke som leder for Riddersalen. Det er på mange måder åbenlyst, at Abildstrøm ikke som sådan kerer sig for den her lidt CV-agtige præsentation af sig selv, og af den livsholdning, der løbende lader sig fremskrive interviewet igennem. For det er ikke de produktioner, hun har været involveret i, eller de mange folkekære mennesker, hun har arbejdet sammen med, der er relevant her, skal det forstås. Nej, livet handler om at »gøre noget godt for hinanden«.
Der gøres ikke noget pinagtigt forsøg på at samle det hele i en glat fortælling med et spiseligt og tilpas kontroversielt budskab, eller på at komme under huden i lige præcis dén smertelige fortælling.
Det er dejligt, at programmets lidt Her er dit liv-agtige præmis møder en lidt genstridig interviewperson, der hjertens gerne vil fortælle om sit liv, ment i en holistisk forstand, men ikke er så interesseret i at tale om det, som alle alligevel ved om hende: at hun har et stort virke som teatermenneske bag sig. Som en person, der selv bakser med relationen mellem at tjene penge og lave kunst er det for eksempel for mig ekstremt befriende at høre, hvad hun selv tænker om relationen mellem de to størrelser, når hun fortæller om skuespillere, der går død i at spille roller, der ikke forløser noget i dem, for at tjene penge.
Eller når hun fortæller om dengang hun blev tresproglig korrespondent, fordi det virkede frugtesløst at lave kunst for at tjene penge. Lige så befriende er det, at der bliver givet så meget tid til at tale om det, som hun i situationen finder allervigtigst: klimaet, naturen, miljøet – eller »jord, ild, luft og vand«, som hun selv siger. På mange måder er den fortælling den egentlige røde tråd i interviewet, der starter, da hun giver sig til at fortælle om farens arbejde som kornmægler og kulminerer til sidst, hvor hun forestiller sig verden om 40.000 år og siger, at hun forhåbentlig ser »nogle små individer, der tumler rundt. Og har det godt […] Som lever i en verden, der er mere ydmyg og nøjsom.«
Der er selvfølgelig en vældig patos på færde i citater som det ovenstående, for det er jo – i kraft af samtalens perspektiv på både død og den fjerne fremtid – alvorlige sager, og en sådan patos kan fra tid til anden stå i vejen for noget mere håndgribeligt og egentligt udsagn. Det er heldigvis ikke tilfældet her. Det er helt åbenlyst, at det, som Abildstrøm vil efterlade os med, er en bæredygtighedstanke, der overskrider skellene mellem natur, miljø, kunst og liv, og at en sådan tanke også i interviewsituationen netop overskrider konventionelle formater, og det er nok derfor, at netop dette format er så velfungerende. Det eksisterer i kraft af et vakuum. Både i den forstand, at den interviewede ikke længere er her, når det sendes, men også i kraft af, at programmets indre, meningsfulde kerne, skal fyldes ud af den interviewede.
På mange måder repræsenterer programmet en form for antitese til mange af de personlige interviews, som offentlige personer tit bliver udsat for. For her snakkes der om løst og fast i det på mange måder umulige forsøg på at opsummere et menneskeliv i ét interview. Der gøres ikke noget pinagtigt forsøg på at samle det hele i en glat fortælling med et spiseligt og tilpas kontroversielt budskab, eller på at komme under huden i lige præcis dén smertelige fortælling.
Jeg forestiller mig, at mange af de offentlige personer, der har været aktive i flere årtier, godt kan føle sig tynget af den fortælling, der klistrer til dem, og som dukker op, hver gang de igen skal udtale sig om noget. Og selvom jeg personligt mener, at det er ærgerligt, at man, i en tid præget af politisk splittelse og kiv, kun får et timelangt primetime-interview med en person, der hovedsageligt har beskæftiget sig med børne- og dukketeater, når denne er død, håber jeg oprigtigt, at programmet også får vist, hvad der er at vinde ved at give folk en mere oprigtig mulighed for at sprænge den fortælling ved at tage ordet på egne præmisser.
