Man skal åbenbart bare møde op

Kong Frederik har holdt sin første nytårstale. Herfra skal lyde et tillykke med debuten fra én Frederik til en anden! Efter denne navnebroderlige formalitet skal der lyde en undren fra denne Frederik, der ikke er konge, men har en langt mere nedrig titel, nemlig ph.d. i retorik:

Hvorfor var danske mediers kommentatorer og eksperter så ellevilde med denne tale?

Hos DR læser man, at kongens »selvironi og personlighed skinnede igennem«, hos Berlingske at han »kom flot fra start«. På tværs af de mere intellektuelle avisfløje var der også ros til eleven: I den selverklærede modstandsavis Information blev talen beskrevet som »en fin, stilfærdig konstatering af, at nu er det ham, der er konge«, og Weekendavisen svingede sig op til at kalde talen for »et homerun« (vel et slags 12-tal?). Mest bemærkelsesværdigt får kongen et omklædningsrumskammeratligt fist bump af den barskeste censor, det traditionelt kongehuskritiske Ekstra Bladet: »Godt skuldret, Frede!«

Denne form for skamros har et navn: panegyrik, dvs. »ukritisk og overdrevent rosende beskrivelse eller omtale« ifølge Den Danske Ordbogs definition. I et berømt eksempel på panegyrikken overdynger statsmanden og forfatteren Plinius den Yngre kejser Trajan (der netop har udnævnt Plinius til konsul) med sine anprisninger:

»Og hør, sikke et bifald, sikke en glæde det vakte i senatet, da du gik kandidaterne i møde efterhånden som du havde nomineret dem, og omfavnede dem, helt nede i øjenhøjde som om du bare var en i flokken af gratulanter! (…) Når man ikke kan nå højere op ad rangstigen, kan man kun vokse på den ene måde, at man bevæger sig nedad, sikker i sin storhed.«

Da Plinius tale leveres, har kejseren ikke sagt noget, blot modtaget en velvillig forsamling, vinket lidt til dem. Alligevel trækkes spytslikkeriet i langdrag: »Du er selv vidne til den eufori der lyser i alles ansigt. (…) Kunne din ro og beherskelse overhovedet lægge nogen dæmper på den? Mon ikke vores begejstring blussede mere op, jo mere du forsøgte at standse den?«

Hvad Plinius’ panegyrik gør os opmærksomme på, er, at Overhovedet sjældent skal gøre ret meget for at forgudes, for hele pointen med deres status er forgudelse. Er de store i slaget, så udviser de deres adelige vælde. Er de underspillede… så udviser de deres adelige vælde!

Heldigvis aspirerer jeg ikke til ret meget i dette samfund (jeg kan ikke engang lande en skoldet postdoc-ansættelse). Og ATLAS har indvilliget i at tage en chance ved at gå imod medielandskabets ivrige konsuler og publicere en ærlig, fagligt funderet (omend polemisk) dom over kong Frederiks første nytårstale.

Her er den: Talen var dårlig.

I det følgende gennemgår jeg først nytårstalens indhold, dernæst kongens fremførsel, for til sidst at kaste et blik på indhold og fremførelse i kontekst. Standard retorisk kritik, bare med lidt færre fingre imellem (og uden at sætte selv den mindste tungespids på en balde).

Kongen er ikke en konfirmand, der for første gang skal tage ordet ved en forsamling. Han er en 56-årig mand af royal slægt med dertilhørende privilegier

Frederik indleder talen med simpelthen bare at beskrive, hvad vi normalvis forstår ved nytår: »Nytåret gør tidens gang tydelig. Når klokken slår 12, strejfer to år hinanden, og afslutning bliver til begyndelse.« Denne lige-ud-af-landevejen åbning på en nyhedstale kunne åbne enhver lejlighedstale inden for samme tema (måske taleskriver-teamet har konsulteret ChatGPT med promptet ”skriv en nytårstale”?). Som vi skal se, er det ligefremme og simple et gennemgående træk ved talen, der har et lixtal, der til tider minder om en Radikale Venstre-flyer, og det er givetvis tænkt som en afspejling af kong Frederiks såkaldte folkelighed, hans forkærlighed for popsange og motionsløb. Det er i sig selv ikke et dårligt stilistisk valg, men det udføres dårligt. Et eksempel finder vi i næste linje: »I aften tager vi afsked med det gamle år og hul på det nye.« Det er enkelt, ja, men det er også lidt en unødvendig gentagelse af det forudgående.

Men okay, der er trods alt en mening med galskaben, for indledningen udgør et set-up til et af netop denne tales hovedtemaer: at markere det skift, at det ikke længere er dronning Margrethe, men kong Frederik, der taler. Man kan se, hvad der er forsøgt med talehåndværket, nemlig at binde den berømte røde tråd gennem talen. Men det er ikke just elegant udført og ender ikke med at fortælle os meget mere end, at nu er der altså et skift.

Talen er generelt præget af overflødige tilføjelser og gentagelser, som vi ikke har brug for som publikum, som når kongen taler om/til ungdommen: »I vover at være både-og. Både sårbare og stærke. Både-og. På den ene side og på den anden side.« Herefter forcerer Frederik en overgang fra at tale om både-og som sårbarhed og styrke til et centristisk-politisk både-og, hvor vi skal lytte til alle synspunkter i denne »tid med stigende polarisering« (allerede en kliche i den moderne nytårstale både for regenter og statsministre). Er budskabet her, at vi kunne blive mindre »polariserede«, hvis vi alle var mere som de unge, både sårbare og stærke? Er det fordi, det også på en eller anden måde kræver ungdommens mod at »befinde os et sted midt imellem« i stedet for at være »for eller imod«? Det er svært at sige; umiddelbart virker det som om »både-og« bare bruges til at padle fra ét tema i talen til det næste gennem løs association mellem to slags »to sider«, der ellers ikke har meget med hinanden at gøre. 

Det er altså ikke fordi, der ikke er struktur i talen. Strukturen gør bare ikke særlig meget, ud over at være der. Tag igen kongens gennemgående overgangstema om »før var der dette, nu er der dette«. Grunden til, at Margrethes linje fra 1984-talen om danskernes »dumsmarte bemærkninger« om indvandrere og flygtninge er blevet en nytårstaleklassiker, er, at hun forsøgte at sige noget moralsk opdragende om en bestemt tid. Kong Frederik, derimod, siger bare noget om tid. Tiden går, fra før til nu. Nu er der en ny, der taler, hvor det før var den gamle. Sådan er nytår. Det skifter. Sådan er det gennem livet. Man går fra at gøre ting for første gang til at gøre dem for sidste gang: »Der er en første gang for alt og en sidste gang for lige så meget. De gange har det med at træde tydeligere frem end alle andre gange. De er begyndelser og slutninger i løbet af livet, og vi tillægger dem særlig betydning. Den første skoledag – og den sidste. Dem husker vi. Og fejrer vi.« Og så den trivielle sammenkobling: »Det gjorde vores familie også i sommer … «

På denne måde får kongen iscenesat tronskiftet som noget nyt ift. vores oplevelse af denne taleform de sidste 52 år, og vi får lidt info om, hvad der er sket for Frederik og familie i løbet af året, eftersom tiden jo går og ting sker. Men derudover er selve talens hovedmotiv temmelig selvindlysende. »Fra før til nu«. Og hvad så?

Talen roses i medierne for, at kongens personlighed »skinner igennem«. Hvor?

Meget bedre går det ikke i de obligatoriske current affairs-dele af talen. Passagen om klima og miljø fik nærmest kongen til at lyde som den naturkommunist, vi ved, at han absolut ikke er: »Naturens rigdomme er til låns. Ingen ejer himlen eller havet. Skovene eller dalene. Engene eller stjernerne.« Sammen med talens opbakning til fortsat militært samarbejde med vores allierede, er denne del blevet fremhævet som en øget politisk slagkraftighed, som ligger i tronskiftet. Men det er længe siden, det har været specielt politisk at sige, at klima- og miljøudfordringer findes, og at vi bør gøre noget ved dem. Her er, hvad kongen synes, vi skal gøre: »Vi skal forfølge hver en vej, der fører i den rigtige retning. Ikke én vej ad gangen, men ad alle veje på én gang.« Så vi skal gøre alle ting, som er gode at gøre. Meget slagkraftigt!

Referencen til Andreas Odbjergs I morgen er der også en dag er derudover ikke sønderligt velvalgt i en klima- og miljøkrisekontekst. Det, Frederik siger, er sådan set bare, at vi skal passe på fremtiden og ikke bare bruge alle vores ressourcer nu og her. I Odbjergs linje er morgendagen ikke fremtiden på samme måde, men er en hverdagslig morgendag leveret med omsorg: et »kom igen, ven, vi prøver igen«. Det virker som om talerskriverne har presset referencen ind, fordi den bare skulle med. Brorson-referencen forinden er mere velvalgt, men bliver desværre forpurret i leveringen (som jeg vender tilbage til for neden).

Talen roses i medierne for, at kongens personlighed »skinner igennem«. Hvor? At han siger, at han har en hverdag med Mary, deres fire børn og to hunde, siger ikke rigtig noget om, hvordan hverdagen er. En oplagt grund til dette er vel, at kongens hverdag selvfølgelig er radikalt anderledes end den almene danskers, i og med at han er, nå ja, konge af et land. Det ville derfor underminere den sammenstilling, talen laver mellem kongens liv og vores andres, hvis han gik for meget ind i dét. Det ville nok heller ikke se vildt godt ud side om side med talens passage om danskernes frivillighed, hvordan folk hjælper gratis til med Royal Run osv. Måske er det bare mig, men der er noget ved det blå blod og den ejendom, straffrihed, etc., som følger med, der rimer dårligt på »det er så godt, at I tager en tørn som frivillige derude, bliv ved med det!«

Måske synes du, at jeg er for pedantisk. Men det her er altså dén ene gang om året, kongehuset har en landsdækkende og udelt opmærksomhed på en tale. De har i princippet et helt år til at skrive den og til træne afholdelsen af en livetransmitteret nytårstale. Det leder videre til et andet mindre heldigt aspekt af nytårstalen, nemlig fremførslen.

Connecter kongen med dagligstuernes beboere? Flyder sproget? Har han karisma? 

En ting er det, der står på talepapirerne, som også Margrethe stædigt holdt sig til, på trods af den tillokkende mulighed for som statsministrene at benytte en teleprompter (og kun benytte papir som rekvisit). En anden er udsigelsen af ordene. Connecter kongen med dagligstuernes beboere? Flyder sproget? Har han karisma? 

Det har han ikke, hvilket ikke kommer bag på særlig mange, eftersom der i årtier har lydt en vedvarende kritik af Frederiks virke som retor. Men nu er han konge, og så hyldes hans talegaver, som var det en flot fremlæggelse i dansktimen, også selvom den blev leveret som havde kongen et geværløb stukket mellem skulderbladene under hele talens 14 minutter.

Prøv selv: Stop DRs udsendelse efter 14 minutter og 10 sekunder, læn dig helt tæt ind til din device, og kig Frederik i øjnene, mens han med knyttede hænder på skrivebordet siger: »Gud. Bevare. Danmark.«

Blikket stift og ansigtet i fremmedgjorte folder på den måde, kongehusstaben netop har forsøgt at undgå med talens fysiske rum, modtagelsesværelset på Frederik den 8. palæ på Amalienborg med dets vægmalerier, den voluminøse buket hvide blomster, døråbningen bag ham, der afslører ophængte print med de små prinser og prinsesser. Her lades meget tilbage at ønske fra Margrethes timing og intonation på netop denne ikoniske frase, for hos Frederik bliver pausen mellem ’bevare’ og ’Danmark’ mærkeligt lang ift. pausen mellem ’Gud’ og ’bevare’, og trykket på Danmark virker ærlig talt lidt som en kold hånd, der skubber publikum fra sig. Som om taleren gerne vil hurtigt væk fra os, hvad Frederik givetvis også ville, nervøsiteten og opgavens vægt taget i betragtning.

Dette er i øvrigt første gang, kongen lægger talepapiret fra sig og godt kan huske de næste ord. Kongen er klinet til sine papirer, og fremførslen bliver derefter: oplæst (dog alligevel med en del fejl). Uanset hvor meget maden allerede er tygget for ham i form af tekstens hyppige brug af punktummer, ser han ned i papiret efter hver sætning, hvilket giver indtryk af både usikkerhed og relativt dårlig forberedelse, situationen taget i betragtning. Af en eller anden grund kigger han småintenst direkte ind i kameraet, hver gang han vender et af sine papirer. Vil han demonstrere, at han ikke klamrer sig til dem, at han godt kan holde kontakten med os undervejs? I så fald er det mindst velvalgte tidspunkt at gøre dette, når du netop lægger dem fra dig, og derfor ikke skal læse op.

Kongen skal selvfølgelig udstråle en vis grad af formalitet. Derfor er papirer og en manuskripttæt levering af talen helt fint. Men igen, Frederik udfører det overraskende ringe. Overraskende, fordi konteksten for talen og talerens position burde tilbyde os noget bedre.

I den overvældende, og for denne skribent grundløse, ros til kongens tale, er der en understrøm af, hvor flot det er, at han kom igennem sin første nytårstale. Det virker nærmest som om det har været et succeskriterium, at Frederik ikke kom til at vælte ned fra stolen, gik komplet i sort eller spontant kom til at abdicere.

Men kongen er ikke en konfirmand, der for første gang skal tage ordet ved en forsamling. Han er en 56-årig mand af royal slægt med dertilhørende privilegier, som ingen af os andre kommer i nærheden af grundet vores ordinære blod. I denne egenskab har han et helt livs erfaring som offentlig taler samt adgang til de bedste taleskrivere og rådgivere, der kan opdrives for lomme-apanage. Så meget desto skarpere hviner diskanten, når Frederik først taler om danskernes hverdag som var den ens med de royales.  

Det, der som regel driver panegyrik, som den, vi ser hos mediernes talende hoveder, frem, er magthierarkier. I dette tilfælde mellem medieklassen, hvor man skaber sit navn med spidse og hurtige albuer, og kongehuset, hvor man er født på kransekagens overdådigt glaserede top. Det må næsten være sådan, vi må forstå kærligheden til Frederiks Nytårstale vol. 1: Hvorfor lægge sig ud med den nye magt fra start? Hvorfor ikke drive med følelsen af, at vi bakker op for at bakke op; følelsen af, at det i hvert fald ikke handler om, at der er en ny semi-symbolsk sherif i byen, men om denne sherifs særligt charmerende måde at bære sin hat på?

Plinius den Yngre vidste, at man skal starte på god fod med herskeren. For at gøre dette, kan man jo anskue positionen som personen, rollen som modtager for lykønskninger som retfærdiggørelsen for selvsamme lykønskninger:

»Jeg kan ikke finde et mere rammende udtryk end det: ”O du lyksalige!” som kom fra det samlede senat. Heri lagde vi al vores beundring for din sjæl, ikke for din magt og rigdom. Det er i sidste ende den sande lykke at anses for værdig til lykken.«