»Det er originalt med en original«

»Ja, engang vandt man jo en pladekontrakt,« kom jeg til at udbryde til min mand, da vi så det første afsnit af den seneste sæson af X Factor, og jeg har aldrig, i mine 33 år, følt mig så gammel, som da jeg sagde det. Og det er der jo nok en forklaring på. For meget vand er løbet under broen, siden programmet havde premiere på DR1 i det herrens år 2008. Dommerne er blevet skiftet ud ad flere omgange, det samme gælder værten, ligesom programmet selvfølgelig også har skiftet kanal. Der er også lavet små ændringer i selve formatet, men det er virkelig ikke det store. Det, der til gengæld er virkelig mærkbart, når man ser årets sæson, er, hvor meget verden har ændret sig.
Det føles næsten latterligt at skulle beskrive formatet, men hvis du sidder derude og virkelig aldrig har set programmet, foregår det nogenlunde sådan her: Det er en sangkonkurrence, hvor alle kan melde sig til, enten på egen hånd eller i grupper. Folk møder op, synger for tre dommere og bliver herefter vurderet af dem. De bedste af dem går så videre i et sindrigt udvælgelsesforløb, der gennem tiden har ændret sig en hel del, antageligvis for at skabe en vis spænding i forløbet op til det, som det hel