Postens apokalypse

Jeg skal på posthuset. Jeg går hen ad gaden, rundt om et hjørne og standser foran en kiosk. Der sidder et gult postklistermærke i vinduet. Jeg træder ind ad døren, går forbi hylderne med chokoladebarer, chips, lightergaspatroner, tørret frugt og poser med kikærter, der ser underligt grå ud i lyset fra lysstofrørene. Nede i hjørnet står en rød skranke, klemt inde mellem de glitrende snackposer. Bag skranken står en mand i sort polotrøje og klipklapper. Han hilser høfligt, da han tager imod mine breve. Han tæller dem og regner beløbet ud på en lommeregner, der ligner den, min far engang hev op af skuffen derhjemme, da han skulle vise mig det vidunder, hans storebror, min onkel, havde med hjem fra Japan i begyndelsen af firserne. Solcelledrevet, brun. Manden bag skranken smiler igen høfligt og fortæller mig beløbet, og jeg hiver mit dankort frem. Han ryster på hovedet. Desværre, her tager de ikke imod dankort. Han peger ned i den anden ende af butikken, hvor der står to ældre mænd og sludrer bag et kassebånd. Derhenne har de en automat. Manden i poloen griber en kuglepen og skriver beløbet, jeg skylder, ned på en papirlap og rækker den til mig. Jeg takker og går hen til kassebåndet