Et impulskøb i velfærdssystemets stormagasin
Så kører uddannelsesdebatten. Eller måske rettere: SU-debatten. Med ministertour, lovforslag, og hele pivtøjet. Den har endda rundet det punkt, hvor skarpsindige journalister dykker ned i undervisningsministerens egen økonomi: For hvor meget af Statens Uddannelsesstøtte tilluskede han sig mon selv da han dovnede den på Aarhus Universitet?
Ingen tvivl om, at en økonomisk støtte for at tage en videregående uddannelse er en luksus, der synes så dybt indlejret i vores forståelse af uddannelse, at det kan være svært at sætte oprigtigt pris på. For uddannelse er da noget man får penge for, ikke? Men samtidigt er der heller ingen tvivl om, at det er dumt ud over alle grænser at skrabe sine penge sammen ved at skære her.
Måske mangler vi at tage fat på en mere grundlæggende problematik i debatten, der stikker lidt dybere end økonomi og bonusser – eller netop ligger til grund derfor. Nemlig måden hvorpå der politisk tales om de videregående uddannelser og det at tage en videregående uddannelse. Som noget, der hurtigst muligt skal gennemføres og klares. Det er lige meget hvilken uddannelse I tager, bare I tager en, forstår man. Og som led i den tankegang, er der gennem de sids