Om lørdagen redder grusbanden åen

På en lør­dag i ok­to­ber er der par­ke­ret en stri­be bi­ler på en plø­je­mark lidt udenfor den nord­sjæl­lands­ke by Slan­ge­rup. I bag­grun­den kan man høre mo­tor­stø­jen fra rute 207, bed­re ken­dt som Hø­rup skov­vej, der for­bin­der en af Dan­marks ældste byer med Fre­de­rikssund. 

­Langs mar­ken lø­ber Græ­se å og kryd­ser un­der ve­jen. Det er ikke til at ud­skil­le åens lyde fra bi­ler­nes dæk. Åen lø­ber gennem et både kul­ti­ve­ret og in­dus­tri­ali­se­re­t land­skab, et land­skab som åen selv er ble­vet om­for­met i. Først af vand­møl­ler­ne i mid­del­al­de­ren, siden­hen af gra­ve­ma­ski­ner­ne i det 20 år­hun­dre­de.

Det er derfor rækken af biler holder her. Det er de frivillige med deres biler, der er mødt op denne lørdag formiddag for at deltage i et genopretningsprojekt af Græse å, som er ledet af Den sjællandske grusbande. Sådan én findes, og bandelederen hedder Rune Hylby.

Den sjællandske grusbande er blevet til under det fælleskommunale initiativ Fishing Zealand, hvor ni kommuner er gået sammen om at sikre et bæredygtigt fiskeri, og at vandløbene får en god økologisk tilstand.

Lo­kal­di­plo­ma­ti

Vi står i en halvcirkel med Rune Hylby i midten. Han er i ført waders, en hættetrøje, og han har det, der i gamle dage hed et bikerskæg. Han er furet i ansigtet, tæt bygget, og hvis han ikke talte syngende midtsjællandsk, så kunne han godt være en amerikansk countrysanger. Rune Hylby klapper højt og får vores opmærksomhed på præcis den måde, som folk, der er vant til at motivere andre, kan. Nogle pifter, Rune Hylby klapper. Man ved, at man skal lytte.

Rune Hylby fortæller os om dagens program. Den sjællandske grusbande skal restaurere 300 meter af Græse å. En restaurering, der grundlæggende går ud på at kaste grus og store sten i åen. Noget, man kun kan få lov til, hvis man har lodsejernes og kommunens tilladelse.

Det er en diplomatisk øvelse, som Rune Hylby udøver på lokalplan. Han forener en række miljøentusiasters ønske om et bedre vandmiljø med et komplekst kommunalt bureaukrati og lodsejere, der typisk skal overbevises om, hvorfor de skal tillade en række glade amatører at kaste sten i de vandløb, som løber gennem deres jord. Lodsejerne har nemlig ansvar for, at vandet kan løbe frit gennem vandløbene, så de ikke oversvømmer grundene nedstrøms. Derfor er den lokale lodsejer her selvfølgelig også i dag: Ingeniør, fritidslandmand og tidligere Venstrepolitiker Ejvind Mortensen.

Rune Hylbys arbejde er et eksempel på, hvor svært og meningsfuldt det kan være at gøre noget lige midt i biodiversitetskriserne.

Grus­ban­dens pan­da

Men inden jeg er taget afsted til vandløbsrestaureringen langs en sjællandsk hovedvej, har jeg ringet til én, der ved hvorfor det er nødvendigt at kaste sten i vandet. Det virker nemlig hverken indlysende eller oplagt.

Peter Andreas Christensen er miljøantroplog, og han er ekspert i landskabshistorie og vandmiljø. Han fortæller, hvorfor grus, sten og hårdt arbejde er nødvendigt for at redde vores pressede vandløb: »I løbet af en lang kulturhistorisk kamp, der kulminerede i det 20. århundrede, da vi med gravemaskiner udrettede 90 procent af vandløbene, og vi lagde en million kilometer drænrør, fjernede vi grobunden for liv i de danske vandløb: gruset.«

Peter Andreas Christensen fortæller, at vores åer består af en række komplicerede habitater med vekslende bund. Nogle steder er den hård med eksponeret grus, andre steder er den blød og mudret. Livet i åen er et indviklet samspil mellem land og vand, hvor strømforhold afgøres af fald i landet og sten og træ i åen, som tilsammen giver den fart og turbulens, der sikrer, at der er ilt for livet i vandet: »Det er den kompleksitet, som vi med gravemaskiner tog ud af åerne. De fik ryddet op i åerne, så strømmen forsvandt, og bunden blev mudret. I stedet blev åerne til et industrielt modul, sammen med det intensive landbrug. Det er derfor, at åen mangler den helt centrale grus, hvor mange vigtige vandplanter og dermed insekter kan leve, der kan denne grundlag for fiskene.«

Det er her Den sjællandske grusbande kommer ind i billedet. Deres arbejde er at løfte den bund fri, som gravemaskinerne i sin tid dækkede: »For at få vandløbene forbundet med en sund bund, hvor der kan leve vandplanter og insekter, så er det nødvendigt med hurtigtstrømmende vand med hård bund. Det er grobunden for nøglearter, som vandranunkel, døgnfluer, men også gydebanke for havørrederne,« fortæller Peter Andreas Christensen og fortsætter: »Den sjællandske grusbande og andre genopretningsgrupper er typisk motiveret af at skabe gode forhold for ørrederne, fordi de er lystfiskere. Det er så at sige deres panda. Det er godt, at ørrederne kan få nogle frivillige ud i landskabet, men det de gør ud fra et vandløb synspunkt er, at de bygger et stryg, når de smider grus i åen. Et stryg er det lavvandede og hurtigtstrømmende område af åen, som vil opstå, hvis vores vandløb stadig havde sving. Ved udgangen af et sving, ville grus blive aflejret, og der ville naturligt opstå et habitat for planter, insekter og fisk.«

Grusbanden har ikke økonomisk kapacitet til at grave sving og tilbagelægge de tusindvis af kilometer udrettet å, der findes i Danmark: »Man kan sige, at de udfylder et vakuum, hvor kommunerne skulle forbedre det fælles vandmiljø for at leve op til EU's vandmiljøkrav. Indtil det sker, gør Den sjællandske grusbande et vigtigt stykke arbejde, med det de har til rådighed,« afslutter Peter Andreas Christen.

Starten

Og det, de har, er trillebøre, skovle, river og Rune Hylby, der taler med høj røst: »I dag skal vi først elfiske åen. Vi sætter strøm til vandet, så vi kan se, hvor mange fisk, der er til stede på de 300 meter.« Det lyder jo dramatisk, og Rune Hylby leverer det også med et gavtyveagtigt smil. Elfiskeri ser præcist så mærkeligt ud, som det lyder, men det er nødvendigt. Det fungerer således, at en generator leverer elektricitet til en stav, der sætter strøm i vandet. Strømmen lammer kortvarigt fiskene, som man kan samle op i et net. Man affikser typisk 50 meter af åen, og dermed kan man tælle for fiskebestandens tæthed. Det er et nødvendigt værktøj, når Rune Hylby skal overbevise kommunerne, lodsejere og andre interessenter om, at hans arbejde rent faktisk virker.

Så vi går ned til åen med Rune Hylby og hans to erfarne medhjælpere Jan Hornum og Henrik Mortensen i vandet. Jan Hornum ligner en intellektuel cowboy med busket overskæg, små runde uindfattede briller, og en cerut dinglende fra mundvigen. Henrik Jensen er over to meter høj. Det er en særlig trio, der går der i vandet med elstaven, hvis ledning Jan Hornum vikler ud af rødder, siv og sten, mens Henrik Jensen hurtigt og øvet samler små lammede ørreder op i nettet.

Hvad ville man tænke, hvis man kom forbi her og ikke vidste, hvad der skete? Og hvordan kommer man egentlig i gang med noget så specifikt som at genoprette små undselige vandløb rundt omkring på Sjælland og øerne?

Som mange andre startede Rune Hylbys interesse for vandmiljøet med lystfiskeri. Som dreng begyndte han at fiske og involvere sig i foreningsarbejde på Sjælland, hvor han hjalp til med at udsætte fisk for at understøtte de lokale bestande. Men det var først i 2016, at han tog initiativet til Den sjællandske grusbande. Det kunne ikke bare nytte noget at udklække fiskeyngel og sætte dem ud i åerne, hvis forholdene i dem ikke var gode nok. Rune Hylby ville gøre de forarmede sjællandske vandløb til levesteder for ørreder igen.

En æl­dre his­to­rie

I fortællingen om vandløbene og den biodiversitetskrise, som Danmark befinder sig i, hvor kun 30 procent af vandløbene lever op til EU's krav om god økologisk kvalitet, er det nemt at gøre landbruget til skurken. De bærer deres del af ansvaret, men det også nødvendigt at skrue tiden tilbage for at forstå det fulde billede. 

Det billede kan miljøantropolog Peter Andreas Christen hjælpe med:  »Gruset og den hårde bund i åerne er ikke kommet ud af ingenting. For 20.000 år siden var Danmark en stor smeltevandsslette for istidens gletsjere. Det var der grusset blev lagt ned på bunden af åerne. Danmark er et land uden særligt meget fald i landskabet, og derfor bliver der ikke tilført nye sten og grus, når vi først har fjernet dem. Det er vigtigt at kigge på dybe baselines og lange sekvenser, og ikke kun fokusere på nuværende faktorer som f.eks. kvælstof eller dårlig vandløbsvedligeholdelse Mange af vores problemer er startet tidligere end den nuværende diskussion af landbruget.«

Peter Andreas Christensen fortæller, at vi ofte tænker, at industrialiseringen og det moderne samfund opstod i byerne, men indenfor hans felt af landskabshistorie kigger man et helt andet sted hen. Nemlig på ådalene og middelalderen: »Det er interessant at kigge på indførslen af vandmøllen i et land som Danmark. Vandmøllen er en teknologi, der fik massive konsekvenser for de danske vandsystemer. Ved at udrette åerne og samle energien omkring møllehjulene fik man i senmiddelalderen skabt en økonomisk produktion, hvor åen for første gang i historien drev en maskine. Naturen begyndte at arbejde for mennesket, og her så man det første store menneskelige indgreb i vandløbene.«

Det er netop til­fæl­det for Græ­se å. I lø­bet af 1400-tal­let blev de førs­te vand­møl­ler an­lagt langs åen. Den his­to­rie kan sta­dig af­læ­ses med den be­va­re­de Kratmøllebro længere nedstrøms, der netop stam­mer til­ba­ge fra 1400-tal­let, og som har fået sit navn fra den lo­ka­le møl­le, der ma­le­de korn.

Peter Andreas Christensen peger på, at det er vigtigt at kende denne del af historien, fordi det nuancerer de konfliktpunkter mellem miljøaktivister og lodsejere, som vi ser i dag med Den grønne trepart, som seneste skud på stammen: »Det er centralt at kende til det, fordi energien blev taget ud af de langsomme danske vandløb for 600 år siden. Selvfølgelig har det haft store konsekvenser, da man begyndte at dræne og bruge gravemaskiner. Samlet set har historien efterladt mange ar i vandløbene, og ådalene er blevet en slags ruinlandskaber af udtjent infrastruktur. Det skulle ikke være sket. Det ved vi i dag. Det vidste man ikke dengang. Det er nemmere at finde en løsning sammen, hvis man kender den dybe historie, fordi det gør det sværere at udpege en entydig modstander. Og vi skal gøre tingene sammen. Vandløbene kan ikke reparere sig selv, fordi energien er taget ud af dem.«

Det lo­ka­le per­spek­tiv

Elfiskeriet er slut, og folk har grebet river og skovle. I mandags lagde Rune Hylby grus ud i store bunker i åen, hvor han med tilladelse fra lodsejerne og kommunen har fået lov til at lave nye stryg. Nu står de mange frivillige nede i selve vandløbet og skraber gruset ud til siderne, så det danner en plan flade. Man kan med det samme se, hvordan åen bliver lavere, hvordan bunden bliver løftet lokalt, hvordan vandet nu løber klart og hurtigt hen over de små sten.

En af dem, som har gjort dagen mulig, og som netop har fokus på at folk skal forstå kompleksiteten, er lodsejeren Ejvind Mortensen, som ejer jorden på den ene side af åen, hvor bilerne holder. Ejvind Mortensen er høj og gråhåret, og så er han det man måske ville kunne kalde den traditionelle modstander i miljøarbejdet. Han er vokset op tæt på åen med landbruget i sin familie, og han har siddet i borgerrepræsentation for Venstre. Alligevel har han givet tilladelse til projektet i dag. Han er selv vokset op ved åen, og han husker, hvordan man i 1950’erne trak køerne ned til åen for, at de kunne drikke, men han husker også den gradvise forurening fra urenset spildevand, der steg i takt med at Slangerup by voksede.

Ejvind Mortensen var meget positiv, da grusbanden henvendte sig til ham. Han ville gerne gøre noget for fiskene, men han ser også en tendens i tiden: »Der er en tilbøjelighed i tiden til, at vi gerne vil have simple løsninger, men den virkelighed vi befinder os i, er jo indviklet. Her på landet, hvor jeg bor, kan vi godt føle, at vi ikke bliver hørt, når man taler om at genoprette og genslynge åerne. Vi bor her jo, fordi man i tidligere tider troede, at det var en god idé at dræne jorden og udrette åerne. Vi forsvinder jo ikke bare. Så jeg synes, at dette projekt er rigtigt fint, men når man snakker om det på stor skala, kunne jeg godt tænke mig, at vi blev inkluderet i en samtale, om hvordan vi bliver sikret mod f.eks. oversvømmelser. Ligesom ude ved kysten, skal folk inde i landet kunne sikres mod vandet.«

Den lokale lodsejer savner det perspektiv. Han er med på, at landbruget skal være sit ansvar voksent, men vi kan ikke komme udenom, at åerne i dag løber i stærkt kultiverede zoner. Det kan man have mange holdninger til, men faktum er, at man ikke kan udføre den store genopretning uden lokale kræfter i ryggen.

At gøre det usyn­li­ge syn­ligt

Jeg har endelig fået Rune op ad åen og i tale. Hans frivillige eller bandemedlemmer, som han kalder dem, er i fuld gang med at vælte omkring 50 tons kampesten i åen. Stenene skal skabe den turbulens og strøm, som er nødvendig for at skabe variation, så livet kan leves i vandet. Rune Hylby arbejder egentlig som lærer i matematik på en skole, men han bruger langt over 1000 timer om året på at køre Sjælland rundt og restaurere vandløb.

Så meget tid, at han af sin arbejdsplads har fået fri hver mandag, så han kan holde møder med kommuner, sportsfiskerforeninger og lodsejere. Han er en mand med mange talenter, der både kan skrive bureaukratiske projektansøgninger, overtale stædige lodsejere og gyde olie på vandene, når bølgerne går højt mellem de forskellige interessenter. Men hvad er egentlig mandens vision?

»Jamen, jeg vil gøre så meget som muligt. Pointen er at få genoprettet alt, hvad vi kan. Den måde, jeg kan gøre det på lige nu, er at få frivillige sat i gang. Det slår faktisk hele tre fluer med et smæk. Det giver almindelige mennesker et forhold til naturen, en følelse af at gøre noget i forhold til biodiversitetskrisen og en mulighed for at vise, hvad man kan gøre for små midler.«

Rune Hylby stiller op til alt. Han skriver blogindlæg, arrangerer møder, bliver interviewet og tager til EU for at fortælle, hvad grusbandens arbejde egentlig er værd i kroner og øre: »Jeg gør det jo for at gøre folk opmærksom på, at den her del af naturen stadig findes, og at den kan reddes. Hvis jeg får folk fra kommunen, lodsejere og frivillige til at stå og stirre ned i en å, og de rent faktisk kan se ørrederne gyde på gydebanken. Ja, så glemmer de det ikke lige igen. Det er en central del af mit arbejde. At gøre alt dette synligt.«

Men Rune Hylby kan også kun nå så langt med de midler, som er tilgængelige. Han har forsøgt at værdisætte, hvad hans arbejde egentlig er værd for at pege på det ansvar, som myndighederne har, når det kommer til vandmiljøet. EUs vandrammedirektiv handler i høj grad om at sikre bedre levesteder for dyr og planter i åerne, men det har også et menneskeligt perspektiv. Vandrammedirektivet skal også sikre, at der er rent drikkevand i fremtiden. Det er ikke muligt, hvis blot 30 procent af vandløbene har god økologisk kvalitet, men rent vand burde ikke være op til den enkelte. Og selv om dagens arbejde i dag handler om at lave gydebanker til ørreder, så det er en del af den samme cirkel. Gode forhold for ørreder, er gode forhold for planter og insekter, der lever i rent vand, understreger Rune Hylby inden han fortsætter: »Jeg har jo forsøgt at værdisætte vores arbejde, når jeg har holdt foredrag i Europa-Parlamentet. Selv om det kan virke lidt mærkeligt og tørt, så tror jeg, at det er nødvendigt. Hvis man kan se, at naturgenoprettelse har samfundsmæssig værdi, så bliver det nemmere at få politikken igennem. Det er der, vi står nu. Sådan et projekt, som jeg laver i dag, hvor vi får doneret dyre sten af lokale, og får arbejdskraft fra frivillige, det sparer nok kommunen for 200.000.«

At gøre no­get me­nings­fuldt

Det er svært ikke at mærke begejstringen. Folk sveder og har travlt med at vælte stenene ned i vandet, og alle jubler, når stenen rammer overfladen. Stemningen er ekstatisk. Jeg kan ikke selv lade være med deltage og hjælper den overskæggede Jan Hornum med en sten, mens han kone Lise Novrup står og ser til. Jeg får lyst til at spørge dem, hvorfor de er her i dag. Det er Lise, der svarer først: »Vi har været med i fire år, og det var mig, der fik min mand med. Han har tidligere været lystfisker, men nu laver vi kun det her. Der er alligevel ingen fisk at fange, så vi følte en lyst til at gøre noget ved problemet.«

Jan Hornum stemmer i: »Ja, min kone tvang mig lidt til at være med, men jeg elsker det bare. Det er et kammeratskab og et værdifællesskab. Jeg har kun misset et enkelt projekt siden vi startede for fire år siden.«

Giver det jer håb?

De to tænker over spørgsmålet et øjeblik, inden Jan Hornum svarer med cerutten i mundvigen: »Håb, siger du? Det ved jeg ikke. Men det giver mening. Så længe, der bliver sluppet så meget kvælstof ud i vandmiljøet, så er det svært med håbet. Det skal bare stoppe. Men ja, mening. At gøre noget, der giver mening. Det har værdi.« Så må han tilbage til brinken og vælte de sidste sten i vandet.

Ju­bel

Rune Hylby er efterhånden ved at være tilfreds med dagens arbejde. Flokken af frivillige står i et stort felt af rød hestehov, hvis blade har bredt sig udover det hele. Planten er invasiv og hadet, fordi den udkonkurrerer andre arter. Når planten visner i løbet af efteråret, er der ikke andre arter til stede til at holde på den blotlagte jord, og det medfører erosion af skrænterne, hvilket gør, at åen i endnu højere grad mister forbindelsen til sit flodleje. Den bliver dyb og smal, så lyset ikke kan nå ned til bunden. Planterne dør, insekterne med, og derefter har fiskene intet at spise. Jeg spørger Rune Hylby, hvorfor han tror, at folk har brugt fem timer af deres lørdag her: »Jeg tror, at når man til daglig bliver bombarderet med klimakrise og mangel på biodiversitet, så er det også klart, at man kan få et behov for at gøre noget, som man ved virker. Man kan let blive trist til mode, men hvis man kan komme ud en lørdag, kaste sten i åen, og endda en gang imellem se fiskene indtage gydebanken samme dag, ja, så tror jeg, at man vender gladere hjem. Det, tror jeg, er vigtigt, så vi ikke bliver passive.«

In­den der bli­ver sagt far­vel, bli­ver der ta­get et grup­pe­bil­le­de. No­gen giv­er en tom­mel­fin­ger, and­re jub­ler li­ge­frem.