Lad det nu bare regne

Ingen er i tvivl om lidelsen i Rio Grande Do Sul i Brasilien, efter oversvømmelserne i maj har gjort 150.000 mennesker hjemløse. Den største klimakatastrofe, de endnu har oplevet i landet. Og lidelsen sender bølger ud gennem skærmen og ind i kroppen uanset, hvor vi er. Men klimakrisen rumsterer mere uklart på vores breddegrader. Vi ved det godt, selv os byboere i københavneroaser, men den kropslige erfaring er langt væk. Hvordan opleves klimakrisen? For mange af os som en lidelse forskudt i tid og rum; vi lider med dem, der er andre steder på jorden, og frygter for fremtiden. Men det er måske også lidt af en grundmyte, at vi ikke har klimafronter i Danmark? 

Spørgsmålet fører mig på en af årets første sommerdage til Sjællands Odde. Helt ude på kvisten, tæt på færgeovergangen, har et familielandbrug fungeret i fire generationer. Umiddelbart giver det mig en ren guldalder-bøgeskov-i-maj-energi at gå fra bussen og ud til Birkemosegaard, som i dag drives af parret Jesper Andersen og Kung Apairatana.

Placeret med udsigt til vandet, gulmalet og med et stort figentræ på gårdspladsen, tager gården sig formidabelt ud i høj sol. At vide at jeg skal tale med Jesper Andersen om klima- og miljøkatastrofer føles som en svag skygge – lidt som når man ved, man skal til at se en thriller, der ellers starter med tre venner på vej på badeferie. 

Vi sætter os på anden sal i den ene længe. Den er lavet om til restaurant, og for enden er der indsat et stort glasparti, så vi kan spejde ud over markerne og fjorden, mens vi snakker. Og hurtigt kommer vi ind på både Jesper Andersen og hans forældres forhold til den natur, de i så mange årtier har levet meget direkte af. Hans far overtog gården fra sin far i begyndelsen af 60’erne, hvor den teknologiske udvikling eksploderede indenfor landbruget. »Han følte, han gjorde vold mod naturen,« fortæller Jesper Andersen om sin fars oplevelser med at bruge sprøjtegift. Det var ellers en tid, hvor man bare gjorde den slags, og de eneste, der var imod det, var »hippierne med langt hår«, som han selv udtrykker det. Men for hans forældre var det ikke et åndsfællesskab, der fik dem til at gå imod strømmen. Det var nære oplevelser. Faktisk var de så alene, at de i mange år måtte sælge deres varer under konventionelle mærkater, selvom de reelt var økologiske. Der var bare ikke et fødevaremarked til økologi.

»Min far var en meget hård person, men jeg tror, at han havde rigtig mange følelser over for sine dyr, over for sine planter og sin jord. Det havde han.« Efter en kort pause uddyber Jesper: »Dét, der er med til at skubbe ham, er, at han på et tidspunkt bruger et kemikalie mod bladlus i sine roer. Og køerne bryder igennem og æder af de her nysprøjtede roer. Og de får diarré, og de aborterer. Og så siger han: Okay, jeg ville slå en lille lus ihjel, og nu aborterer mine køer. Hvad er det lige, jeg har gjort?«

Følsomheden over for deres dyr og planter præger også gården i dag. De dyrker kun økologisk og lever af at sælge deres grøntsager og oksekød til restauranter og i egen gårdbutik. Men meget er sket siden 60’erne. Dels er gården gået fra 12,5 hektar til forrige år at runde 200 hektar, og som Jesper Andersen selv siger det, havde de det egentlig kun sjovt fra 1985 og til starten af nullerne. De kunne leve af det. Men siden da har nye udfordringerne ligget i kø. Hvis vi spoler tiden frem til 2018, står det som et skelsættende år for Jesper Andersen. »Vi får et ordentligt dask med den hårde, langvarige tørke. Og vi har ikke haft, hvad man kalder et normalt år siden. Tørken i 2018 gjorde, at jordkassen tørrede ekstremt ud.«

- Jordkassen?

»Det er 2,5-3 meter ned i jorden. Det var helt tørret ud. Og selv i ‘19 og ‘20 var jorden ikke fyldt op med væske. Det tager så lang tid at fylde op igen efter sådan en tørke, fordi planterne bruger det, noget fordamper, meget løber væk. Og især fordi den måde, vi har behandlet vores jord på de sidste 50-70 år slet ikke er optimal. Det er slet ikke optimalt for en jord, at der kører store, tunge maskiner og traktorer rundt på den. Er det bare en lille smule fugtigt, kan en gyllevogn lave trykskader 1,5 meter ned. Når en traktor eller en gyllevogn kører ind på min mark, så får jeg mavepine. Jeg får ondt i hjertet, for jeg kan mærke, hvordan jorden siger: Hvad er det dog, du gør ved mig?«

»Det er utroligt, at vi egentlig stadig kan høste så meget i vores landbrug, som vi kan med den måde, vi behandler jorden på.« Han sammenligner det med en urtepotte. Trykskaderne gør, at rødderne ikke kan nå særlig dybt ned i jorden, og så må de, ligesom en potteplante, få alt ovenfra. Det er så det, man gør.

»Det konventionelle landbrug, det er jo kørt ud ad en helt forkert vej i 50 år.«

Siden 2018 har der ikke været et normalt dyrkningsår. Og 2023 kalder Jesper Andersen for »det værste lorteår nogensinde«. Vi andre husker det måske svagt endnu. Et koldt og vådt forår og en meget tør juni uden en eneste dråbe vand. For Jesper Andersen står det tydeligt.

»Fra et trist, køligt, vådt forår, går vi direkte over i en tørke. Det gør, at planterne bliver stressede. Stressede planter er svækkede, og insekterne går nemmere på dem. Og insekterne mangler måske også noget andet at leve af, så de kaster sig over, hvad de nu kan. En stresset plante hæver også sit sukkerniveau. Så er den mere attraktiv for skadedyret. Så både konventionelle og økologer manglede virkelig udbytter i deres kornafgrøder og deres hestebønner og deres ærter.«

Det var dog ikke noget, vi som forbrugere mærkede. For når der mangler lidt i det ene land, rykker man bare rundt på varerne i Europa, forklarer Jesper Andersen. Men i 2018, hvor tørken lå over hele Nordeuropa, kunne man ikke lave den finte.

»Jeg var sgu lidt deprimeret af den der situation. Jeg kan ikke rigtig håndtere, når naturen bliver så urimelig. Det er sgu lidt svært. Kom nu, lad det nu bare regne, for fanden. Og så andre steder i verden, så drukner det, og tingene skyller væk.«

Og ikke nok med, at regnen og tørken stressede planterne, så er insektflokkene også helt ude af balance. På sin computer har Jesper Andersen en grøn, flot kålmark som baggrundsbillede. Det er cirka 10 år gammelt. I dag kan kålplanterne ikke stå frit på marken, men skal dækkes af net og konstant passes på. Insektbalancerne er nemlig brudt ned, og mængden af kålspisende insekter er eksploderet.

»For 15 år siden, når du kørte en tur en sommeraften, så var din rude fuldstændig klistret til i insekter. Nu, når du kører en sommeraften, kan du måske blive ramt af ét insekt. De er væk. Vi er kommet ned til, at vi har store mængder af enkeltinsekter. Bygfluer. Aspargesbiller. Kållarver. Kålmøl, altså hvide kålfluer. Altså, der er enkeltgrupper, der fuldstændig massivt har overtaget det hele og gør, at vi næsten ikke kan producere visse produkter efterhånden. De mangler deres naturlige fjender.«

»Når en traktor eller en gyllevogn kører ind på min mark, så får jeg mavepine. Jeg får ondt i hjertet, for jeg kan mærke, hvordan jorden siger: Hvad er det dog, du gør ved mig?«

Udtørret jord, for meget regn, insektangreb, sprøjtegift. Det er som om, det ingen ende vil tage. Og det vil det heller ikke. For i 2022 bliver Jesper Andersen ringet op af Fødevarestyrelsen, der vil ud og tage prøver i hans dyr. Han er nemlig blevet udvalgt til at være med i en landsdækkende strikprøveundersøgelse, som skal kortlægge forurening med de kræftfremkaldende PFAS-stoffer. Og hans kvæg kommer tilbage med meget forhøjede niveauer af stoffet i deres blod.

»Der gik jeg helt i sort,« siger Jesper Andersen til mig. Gården ligger helt ude på tangen på Sjællands Odde, og tanken om, at det kan stå ind med det kræftfremkaldende stof fra begge sider, er næsten ikke til at bære. Han tager på ferie med sin yngste datter for at klare hovedet og gå nogle lange ture, og da han vender hjem igen, tager han fat i Fødevarestyrelsen for at få flere prøver, og denne gang også jordprøver.

»Jeg skal jo have afklaret, hvor kan jeg producere, og hvor kan jeg ikke producere. Hvor skal jeg lægge mine kartofler til foråret?«

Men Fødevarestyrelsen vil ikke tage flere prøver hos Jesper Andersen. Han får efter en del armlægning overbevist dem om at tage lidt flere prøver af hans dyr, og så arbejder han selv ud fra de informationer i en detaljeret kortlægning af sin jord. Og han får fastlagt, at den største forurening kommer helt ude fra spidsen af tangen, hvor hans kvæg har græsset på et gammelt militærareal. Her er nogle af niveauerne 100 gange over grænseværdierne. På sydsiden – altså ved kysten, er niveauerne også meget høje, mens det på nordsiden ikke er lige så slemt. Så Jesper Andersen udtager på eget initiativ og uden kompensation jord, som hverken kan bruges til græsning eller dyrkning for fremtiden.

Og det fortsætter. For inde ved Lumsås, der ligger ti minutter Øst for gården, har Lundbeck en stor fabrik. I 2022 har kommunen igangsat målinger ved en mose nær fabrikken, hvor der var mistanke om forurening.

»Det er 18.500 gange over grænseværdien. Altså, skal jeg gentage?« spørger Jesper Andersen retorisk.

»Man har lige sat ’forbudt for badning’ op nede på stranden deroppe. Fordi det der vand, det bliver jo ikke i det hul. Når vandstanden er høj nok, så løber det ud.«

Det er ikke en historie, jeg har hørt om endnu. Men den er god nok. Jeg læser op på det, da jeg kommer hjem, og Ingeniøren udgiver et par dage efter en historie, hvor de bekræfter, at PFAS-niveauerne omkring Lundbeck i Lumsås er »flere tusind gange over grænseværdierne.« Og stranden ved et nærliggende sommerhusområde er lukket på ubestemt tid. 

»En gang imellem virker det sgu lidt håbløst alt sammen, ikke? At vi har så mange dumme mennesker på højt niveau, som med griskhed og begær bare ødelægger hele verden. Og ødelægger så mange mennesker.«

»Min mor fylder 90 i næste uge, og hun siger, hun er glad for, at hendes tid snart er slut. At det ikke er hende, der skal stå med alt det her.«