Løgnen om den grønne vækst

»Grøn vækst er ikke mulig, vi skal i stedet tale om grøn skrump, og for at tale om det, har vi brug for et koncept, der kan erstatte kapitalismen.« 

Den tyske økonomijournalist og bestsellerforfatter Ulrike Herrmann indleder kontant vores samtale, da jeg noget paradoksalt mødes med hende på Danmarks nok dyreste festival, Heartland. Vi skal nemlig tale om hendes bog, Kapitalismens afslutning – hvordan vækst forværrer klimakrisen – og hvordan vi skal leve i fremtiden, der for nylig er blevet oversat til dansk. Samtalen skal altså foregå her i de rekreative omgivelser ved Egeskov slot, blandt østersspisende, naturvinsdrikkende, charmekludsbærende festivalgæster, der tydeligvis selv tilhører det segment, som nyder godt af kapitalismens goder. Men måske er det i virkeligheden oplagt at starte samtalen her. For den første tredjedel af bogen er faktisk en slags ode til kapitalismen.  

Ulrike Herrmann blev som 18-årig ansat i en bank. Det var et valg hun traf, fordi hun havde brug for at lære det kapitalistiske system at kende indefra. Siden skiftede hun imidlertid branche til journalistikken, blandt andet med det formål at dække klimaforandringerne. Hun blev i år 2000 ansat som redaktør på den tyske avis TAZ, hvor hun i dag er økonomikommentator. På den måde er hun altså økonomijournalist, før hun er klimajournalist, og det er den præmis, hun skriver ud fra.  

»Jeg skrev bogen, fordi jeg var så træt af, at kerneelementerne manglede fra samtalen om klimakrisen,« fortæller hun.  

Grøn vækst findes ikke, lyder Ulrike Hermans hovedargument, for væksten kræver, at vi konstant øger vores forbrug, og uanset hvordan vi vender og drejer det, kan naturens ressourcer ikke følge med. »For tiden opfører verdens industrilande sig, som om de kan forbruge af flere planeter. Men der findes som bekendt kun én jord,« skriver hun i bogens indledning.  

Og det er ærgerligt, for generelt er kapitalismen en vidunderlig opfindelse, som socialister foragter af alle de forkerte grunde, forklarer Herrmann. I bogen udlægger hun kapitalismens historie fra den industrielle revolution i England i 1760’erne og frem til i dag. Her argumenterer hun for, hvordan kapitalismen har ledt til en historisk forbedring af alle menneskers levestandard. Blandt andet er menneskets gennemsnitlige levetid blevet mere end fordoblet, og i Europa har man stort set ikke oplevet hungersnød siden revolutionen, på nær under verdenskrigene.  Desuden har kapitalismen ledt til større ligestilling, skriver hun, blandt andet fordi det er kapitalismens skyld, at husarbejde er blevet forenklet gennem ny teknologi, og at kvinder derfor er kommet på arbejdsmarkedet. Kapitalismen er demokratisk, for alle har teoretisk set mulighed for at stige i graderne og øge deres formue.  

»Desuden er demokratiet er også en styreform, der kun er mulig i et rigt samfund,« fortsætter Ulrike Herrmann, da vi sidder overfor hinanden på festivalen.   

»Der står i Biblen, at alle mennesker er lige, så det er ikke nogen ny idé. Men i et stagneret samfund uden vækst, kan man kun blive rig ved at sjæle eller undertrykke andre mennesker. Hvis der derimod er vækst, så udelukker din rigdom ikke, at andre også kan være velstående, og så bliver demokratiet pludselig en mulighed, hvilket i sidste ende har ledt til større lighed for kvinder, etniske minoriteter, religiøse minoriteter og så videre. Spørgsmål om lighed og retfærdighed bliver kun rejst i lande med en vis rigdom.« 

Så det, at vi er nødt til at afskaffe den, er faktisk en skam ifølge Herrmann. Jeg spørger hende, hvorfor det er nødvendigt at bruge en tredjedel af bogen på at hylde kapitalismen, før hun forklarer, hvorfor den må afskaffes? 

»Vi er nødt til først at forstå systemets fordele, for at forstå hvorfor det er så svært at forlade det,« svarer hun.  

»Der er mange mennesker der undrer sig over, hvorfor vi med lukkede øjne ødelægger planeten og truer vores egen overlevelse, men det skyldes altså kapitalismens mange fordele.«  

Ulrike Herrmann fortæller, at vi er nødt til at forstå, at det er kapitalismen, der forhindrer klimakrisens løsning. For hvis vi ikke sætter os ind i det kapitalistiske system, så risikerer vi, at folk begynder at rette deres vrede og apati mod demokratiet. Og det ville være en katastrofe, forklarer hun.  

»Der er konstant forskere og aktivister som med rette forklarer politikerne, hvor stor en trussel klimaforandringerne udgør, men de oplever, at der aldrig er noget, der ændrer sig. Og så tror de, at det skyldes at systemet er korrupt.« 

Men problemet stikker langt dybere end det, fortæller hun, og derfor nytter det ikke noget, at vi blindt retter vreden mod politikerne.  

I anden del af bogen opremser du en række forskellige energikilder og deres respektive fordele og ulemper. Selv den grønne energi, altså vind- og solenergi, giver anledning til skepsis hos dig. Hvorfor det?  

»Ja, det er rigtigt,« konstaterer hun først og holder en kort pause.  

»Men der er ikke noget alternativ til grøn energi, det er et vilkår for vores overlevelse. Jeg mener bare, at grøn energi ikke er nok.« 

Som systemet hænger sammen nu, så vil grøn energi altid være dyrere end fossile brændstoffer, også selvom vi investerer alt, hvad vi kan, i grøn energi, forklarer hun. 

»Det betyder ikke, at det bliver jordens undergang. Men det vil unægtelig blive kapitalismens undergang. For kapitalismen er baseret på et enormt, permanent energiforbrug, og når den grønne energi viser sig at være dyrere end de fossile brændstoffer, så vil produktionen falde. Og en faldende produktion er lig med en skrumpende økonomi. Det er ren logik.«  

Derudover er det heller ikke omkostningsfrit for naturen at producere vindmøller og solceller, den grønne omstilling kræver udvinding af en masse råmaterialer som vil skade de omkringliggende økosystemer enormt meget, det gælder for eksempel litium, forklarer hun.  

»Det er endnu en grund til at mindske vores energiforbrug. Derfor bliver vi nødt til at opgive forestillingen om grøn vækst, for der findes intet scenarie, hvor vi kan blive ved med at vækste.« 

I bogens tredje afsnit beskriver Ulrike Herrmann endelig et muligt alternativ til kapitalismen. I en fjern fremtid står den cirkulære økonomi som en utopi, skriver hun, men vi har brug for en blødere overgang. Derfor har hun fundet inspiration hos Englands såkaldte ”private planøkonomi” som blev praktiseret under Anden Verdenskrig, hvor den britiske regering praktiserede en form for indirekte styring af de private virksomheder med henblik på at skrumpe den civile produktion og rationere varerne. Det gjorde man blandt andet ved at levere materialer til virksomhederne og skaffe dem arbejdskraft og lån, men uden at tage fuldkommen statslig styring som i Sovjetunionen.  

»Spørgsmålet er nu, hvordan kan vi krympe økonomien uden at skabe kaos og ende med millioner af arbejdsløse. Og der mener jeg, at den britiske krigsøkonomi efter Anden Verdenskrig er meget interessant, fordi de essentielt havde de samme problemer, som vi har,« forklarer hun.  

I 1939 var man i England også nødt til at tænke hurtigt, da Anden Verdenskrig udbrød, fordi de ikke havde forberedt sig tilstrækkeligt på krigens komme – ligesom vi i dag ikke har forberedt os tilstrækkeligt på klimaforandringerne. Derfor var briterne nødt til at krympe deres civiløkonomi, så de havde kapacitet til at producere våben. Og på den måde opfandt briterne et helt nyt økonomisk system, fortæller Ulrike Herrmann.  

»Alle virksomheder forblev private, men regeringen bestemte, hvor meget der skulle produceres, og sørgede for, at det blev uddelt ligeligt i befolkningen. Og jeg tror, at en statsreguleret privatøkonomi bliver vores fremtid. Dog ikke på samme niveau som i 1939, det er vigtigt at understrege. Vi vil være langt rigere end i 1939, men vi vil benytte metoderne fra briternes krigsøkonomi.« 

Anden Verdenskrig var jo en relativt kort og afgrænset periode. Men hvis vi skal afskaffe kapitalismen, er det nye systemet jo nødt til at være permanent løsning. Hvordan vil det fungere at introducere denne krigsøkonomi i den henseende?  

»Det er klart, at der er nogle væsentlige forskelle. Briterne var for eksempel sikre på, at de ville vinde krigen, det var helt tydeligt i deres strategi. Derfor var de også klar til at ofre deres rigdom, fordi de vidste, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før de vendte tilbage til normalen. Sådan kan vi ikke tænke. For os handler det om, at vi skal redde så meget af vores velstand som vi kan, mens det stadig er muligt.« 

I begyndelsen af sin bog citerer Ulrike Herrmann selv Mark Fishers berømte sætning »it is easier to imagine the end of the world than the end of capitalism«. Så hvem skal gå forrest i den uoverskuelige proces, det unægteligt vil blive at afskaffe kapitalismen?  

Til det svarer Ulrike Herrmann, at det helt indlysende må være demokratiets opgave.  

»Der er to grunde til, at demokratiet må bære ansvaret. For det første fordi vores frihed er så smuk en rettighed, at vi aldrig nogensinde må give den op. Og for det andet, at en form for øko-dikatur ville være en katastrofe, fordi diktaturer historisk set har været meget ødelæggende for deres omgivelser.« 

I øjeblikket kan vi alle se til, mens Putins diktatur i Rusland ødelægger ikke bare infrastruktur og menneskeliv, men også Ukraines natur og økosystemer. Og det er ikke nogen nyhed, forklarer hun.   

»Man kan historisk set se, hvordan hver eneste diktator har påvirket deres omgivelser fatalt. Så ansvaret må være hos demokratiet. Og i et demokrati kan man kun gøre en forskel, hvis man har vælgernes stemme. Så der er behov for, at en stor majoritet af vælgerne kræver disse forandringer. For hvis et parti skal kunne gennemføre disse ændringer, så kræver det et meget solidt flertal. Det bliver svært at overbevise vælgerne om, at en krigsøkonomi vil gavne os alle, og det er det stykke arbejde, der ligger foran politikerne nu.« 

Ulrike Herrmann forklarer også, at vi må vænne os til et samfund, hvor vi tjener mindre, men samtidig må arbejde hårdt for at genoprette naturen.  

Er det muligt at motivere folk til denne nye livsstil uden den høje løn som gulerod?  

»Motivationen er helt indlysende overlevelse. Vi har brug for mad, vi har brug for energi. Vi har vænnet os til, at den fossile energi udfører dette arbejde for os, men det er ikke længere en mulighed«  

Det forstår jeg, men når du taler om det i den slags vendinger, så forestiller jeg mig en postapokalyptisk verden, hvor ulykken allerede er sket, og hvor folk endelig samles for at råde bod på menneskehedens ugerninger. Men når vi sidder her og diskuterer det på denne dyre, næsten elitære festival, mens vi samtidig oplever den værste tørke i over 20 år, så virker det en smule langt ude. Folk er ikke ligefrem gået i panik her på stedet. De nyder solen og drikker dyr vin. Bliver vælgerne nogensinde klar til at bytte den tilværelse med en krigsøkonomi?  

»Ja, det er rigtigt, det er meget svært at få folk til at forstå, at planeten kommer til at være helt anderledes om 20 år. Efter de store oversvømmelser i Tyskland i 2021, hvor mange mennesker døde, er der jo blevet opført nye huse lige der, hvor de gamle stod, før de flød bort. De overlevende er simpelthen flyttet ind samme sted som før, og det er jo bare skørt.« 

Ulrike Herrmann bliver stille et øjeblik. Udeblivelsen af den kollektive erkendelse bliver ofte elefanten i rummet, når vi taler om klimakrisen.  

 »Samtidig så ved folk jo godt, at klimakrisen er i gang, at der er tørke i øjeblikket, og at den globale opvarmning langsomt vil forvandle mere og mere af verdensarealet til ørken. Men det er klart, at risikoen er, at folk først handler, når det er for sent.«