Fangst

Det spidse hoved stikker op af vandet 20 meter væk og kigger lige på mig. Det er gråligt med pletter og lange knurhår og får mig til at tænke på en gammel mand med pjusket overskæg. 

Jeg trækker Maliks fætter i ærmet og peger over på sælen igennem motorlarmen, og han bremser båden med et overrasket råb.  

En kombineret bevægelse af at dreje i rattet og slukke motoren samtidigt standser båden i et effektivt ryk, der får os til at halvsnuble hen over hinanden på dækket.  

Vi løber smågrinende rundt i båden imens vi finder våbnene frem og rydder det værste kiks og kaffe væk fra dækket, hele tiden med et halvt øje på sælen. 

Efter at have været her i omkring to uger har jeg observeret (og deltaget i) det her pre-kill ritual i forskellige variationer fra fanger til fanger, når en sæl er spottet; Nuka begynder at nynne, Quipisoq siger som en ravn og fremsiger bidder af replikker fra amerikanske serier, og Malik og hans fætter begynder at grine — måske lettede over at finde mad, måske fordi der er noget absurd over at jage et dyr, der i dén grad ligner en nuttet bamse. 

Malik rækker mig en ladt .22’er og jeg tager imod den uden at tage øjnene fra havet.  

Sælen er forsvundet ned under overfladen igen, og tilbage står vi i en klassisk fotogen situation, som kunne være taget ud af Dune eller The Mandalorian: Tre skikkelser i windstoppere med våben i vanterne, som spejder i hver sin retning. Bagved et backdrop af grå-turkis hav og en bjergkæde, der ligner de beskidte tænder fra et enormt rovdyr. 

»Det er en Arnold Swartznegger-sæl det her, den kan dykke for evigt,« siger Malik. Tanken om en pumpet sæl med sixpack og og strithår under vandet får os til at begynde at grine igen, og i samme øjeblik dukker sælen op. Den er i Maliks kvadrant, og han dræber den med det samme med et afslappet skud. 

I takt med at interessen for Grønland er steget, er de forskellige supermagter over en bred kam stoppet med at kalde Grønland ved navn, og foretrækker nu i stedet den mere vage formulering “Arktis”. 

Maliks fætter starter motoren og ræser derover, og jeg når lige at sætte en krog i bagluffen på den, inden den synker. 

Vi trækker dyret op i båden ved fælles hjælp, med pust og gisp, og lader den ligge med hovedet over rælingen så den kan bløde af. Blodet siler ned i vandet og blander massivt rødt med vandets gennemsigtige turkis. 

Jeg kigger ned på sælen og den kigger tilbage på mig med store, sorte øjne og vifter med knurhårene. Jeg siger: 

»Den er stadig levende, Malik, den er stadig levende.« 

Malik giver den 4-5 omhyggelige slag i hovedet med skæftet af en kniv, og da den stadig viser tænder til os, henter han sin harpuneringskrog fra bunden af båden, og vi flytter os, så han kan slå den alt, hvad han kan. 

Da den er helt død, siger hans fætter noget beundrende på inuktun. 

»Det er en rimmesæl,« siger Malik. »Jeg troede det var en ringsæl, men det er en rimmesæl. De har sværere ved at dø end de andre,« siger han og sukker tilfreds. 

Vi tager vores trøjer og balaclava af og tænder nogle cigaretter. 

»Man får varmen, når man fanger noget,« siger Malik og kigger op i luften. 

Jeg befinder mig i Baffinbugten udenfor byen Qaanaaq. Det er det område, som Knud Rasmussen (i en romantisk gestus til Antikken) døbte “Thule”, på en ø som en anden hvid mand, Erik den Røde (i et tidligt eksempel på pr-strategi) døbte “Grønland”. 

De her navne blev givet i en tid, hvor Grønland stadig virkede som et fjernt og eksotisk hjørne af verden — et hjørne, som ingen kunne forestille sig ville forvandle sig til et geopolitisk omdrejningspunkt: I dag vokser øen hvert år eksponentielt i økonomisk og strategisk relevans, i takt med at indlandsisen og havisen smelter. Noget, det allerede bliver afspejlet i sproget: 

Kina kalder det for en Storslået Økonomisk Mulighed og har planer om, at den smeltede is skal åbne for en ny, “Arktisk Silkevej” for global shipping.  USA kalder det for en Vigtig Strategisk Brik i sit space defence og understreger, at de to lande har et værdifællesskab. Indien kalder det En Fælles Arv For Menneskeheden og har siden 2013 haft plads i Arctic Council, på trods af sin sub-tropiske beliggenhed. Rusland kalder det lidt kryptisk for Sin Interessesfære og har med massive investeringer i arktisk krigsførsel vist, at de er klar til at gå hele vejen. 

Jeg var her for at møde de mennesker, som bor på den plet, supermagterne kalder for en Brik og en Mulighed og en Arv, lytte til deres historier, og ikke mindst tage ud at jage og fiske med dem. 

Samtidigt er hver supermagt på sin egen facon gået i gang med at bejle til Grønland og diske op med mere eller mindre obskure grunde til, hvorfor netop de har en særlig forbindelse til øen: Har Grønland sin egen kontinentalsokkel eller ligger den derimod på den amerikanske? Hvem har det tætteste historiske bånd? Tæller det, at der var vikinger inden inuit ankom? For nylig kom Indien frem til, at de har en særlig forbindelse til Grønland, da den indiske monsoon bliver genereret over indlandsisen, imens Kina slog fast, at de ser sig selv som en “nær-Arktisk stat” og retfærdiggør sin tilstedeværelse igennem massive investeringer i grønlandsk infrastruktur. 

Da Trump for et par år siden kom med det overraskende forslag at »købe Grønland« udtalte han givetvis alles ønske, måske bare uden at fortynde det i tilstrækkelige mængder geopolitisk lingo.  

I takt med at interessen for Grønland er steget, er de forskellige supermagter over en bred kam stoppet med at kalde Grønland ved navn, og foretrækker nu i stedet den mere vage formulering “Arktis”. Måske fordi det ville være vulgært og lidt neokolonialt at udtrykke økonomisk appetit og konkrete planer for et andet land. I de her sammenhænge virker det mere taktfuldt at sige, at man gerne vil »investere i Arktis«. 

Billeder af NATO-tropper i hvidt tøj og mærkelige, arktiske militærkøretøjer. Bjerge, der er skåret midtover. Ord som drikkevand, lithium og uran. 

Jeg læser, får en kvalmende, dystopisk fornemmelse og mister overblikket. Jeg er ikke god til det store billede, og imens jeg var her var de her lag lige så lidt tilstedeværende som de ville være i Danmark eller noget andet sted. Den eneste gang, hvor de geopolitiske skylag kom helt ned iblandt os må have været, da jeg skålede med en ældre mand (en efterkommer af den sorte polarforsker Matthew Henson) i en Carlsberg, og han valgte at råbe: FOR PUTIN! 

Vores hverdag bestod af mere jordnære ting som følelser, druk, røde pølser, klimasorg, PlayStation, venskab, selvmord, hundehvalpe, shoplifting og fremfor alt: Fangst.  

Jeg var her for at møde de mennesker, som bor på den plet, supermagterne kalder for en Brik og en Mulighed og en Arv, lytte til deres historier, og ikke mindst tage ud at jage og fiske med dem. For en som mig, der går meget op i jagt og fiskeri, kan Nordgrønland sammenlignes med hvad Paris eller Milano er for modedyret, eller hvad Los Angeles eller Seoul er for hipsteren. Her er et område, hvor jagt og fiskeri (i Grønland kollektivt benævnt “fangst”) hverken er en “hobby” eller en “livsstil” men en livsbetingelse. 

Da der ligger 3 sæler af forskellige størrelser og arter i bunden af båden siger Malik:  

»Qaanaaq [lad os tage hjem].« 

Hans fætter gasser op og svinger båden rundt, og sætter gradvist farten op til et punkt, hvor båden planer ovenpå vandet, og man skal læne sig skråt fremad for at holde balancen. Fætter bevæger sig ikke resten af turen, men står med vanterne på rattet og kigger fremad med et 1000-meter-blik. Kulden gør hans ansigt mørkt og får tårer til at løbe ned af hans kinder, men han siger ikke noget. Nogle gange peger mig eller Malik frem på et isbjerg længere fremme han skal undgå, og han nikker. Der er kommet flere og flere af dem i takt med klimaforandringerne. 

Fætter har fået syet en hvid-gul pels ind i hætten på sin windstopper jakke, og jeg fortæller ham at jeg synes det er flot. 

Han smiler og svarer: 

»Nanoq.« 

Og Malik oversætter:  

»Det er… Hvordan siger man. Isbjørn? Ja. Det er hans mor der har syet den på til ham. Hans mor er død nu.« 

Som de fleste mænd på de her kanter kan Malik bedre lide at snakke om ting som hestekræfter, vildt og kaliber end følelser og fortid — Så det gør vi: 

.22 til sæler i hovedskud, fuldkappet 30.06 og harpun-spyd til narhval og hvalros og sildepisker, lange skud på op til 2-300 meter på moskus-okse, isbjørn og ulv. 2.22 eller 30.06. For nogle år siden krydsede en større bestand af ulve isbroen fra Canada om vinteren og har jaget rensdyrene ned i en helt anden del af landet. De har gjort det mere risikofyldt at færdes i landskabet, og tilføjet en ny spise til menuen: Ulv. 

Svækket havis og undermineret indlandsis har gjort nogle af de gamle fangstformer risikable eller besværlige. Havisen formes 1-2 måneder senere og er blevet mere upålidelig, og indlandsisen har fået mærkelige kratere, som kan være flere 100 meter dybe, og ikke kan ses, før det er for sent. 

De fleste nye fangstformer baserer sig på store, åbne joller med voldsomt motorkraft, op til 350 heste, til at indhente hvalerne og udmatte sælerne, og tage på jagt-ekspeditioner på hvalros og isbjørn og moskus-okse 400 kilometer nordpå, hvor den nedlagte bygd Etah fungerer som basecamp for jagt. 

En kraftig bådmotor er essentiel for den nye fanger-livsstil, og Malik har fået 75% tilskud til en ny Yamaha V6-motor af Selvstyret. Sammen med andre subsidier fra selvstyret, på bl.a. benzin, kan fanger-livsstilen lige akkurat lade sig gøre på noget, der ligner markedsvilkår. Hvis man kan betale bleer og varmeregningen, er man glad.

Hvis man sælger 200 kilo hellefisk til Royal Greenland er man ovenpå – i et stykke tid. Dem, der har råd, køber ting som ekkolod, Arcteryx– eller Canada Goose-jakker og designer-apparel til deres kærester, imens de fleste holder fast i gamle Nokia dumphones og rifler, som er 50-70 år gamle. 

På grund af de voldsomme hop, båden laver, begynder sælerne at trille ned imod vores ende af båden, og mig og Malik kravler op og gør dem fast til hinanden med et stykke reb. Når vi kommer tilbage, kommer det meste af kødet til at blive skåret i stykker og givet til hundene, imens noget af det kommer til at havne i vores egen gryde. 

Siden det, min mor plejede at kalde “tidernes morgen”, har hvalfangst for Thule-stammen haft en særlig status som den ultimative jagtform, og måske derfor, den ultimative aktivitet overhovedet. 

»Du er god til at få øje på sælerne,« siger jeg til Malik, »det var næsten dig der fik øje på dem hver gang.« 

»Jeg bruger kontaktlinser,« siger Malik og peger på sine øjne, der er røde af kulde, »-2.50.« 

Halvanden time efter når vi tilbage til byen i halvmørke. Vi hopper i land og snakker kort sammen, inden vi går op til hvert vores hus. Jeg lukker dobbelt-dørene i huset og trækker de fire lag tøj af og åbner køleskabet, spiser en skål peach-melba-yoghurt og noget torsk fra en gryde fra i går, inden jeg lægger mig ind i min seng og sover nærmest med det samme.  

I en måned var det her mit liv, det, man kalder en hverdag. Jeg ligger på min seng med en pose kanelgifler på maven og ser film på min telefon. Der kommer en besked fra Malik:  

»1130 På havnen.« 

Jeg pakker vanter og sovepose og en pakke pecan-nødder i tasken og løber ned igennem byens gader, forbi bobcat-køretøjer og børn og hval-skeletter, løber ud på molen og hopper ned i båden, trækker tøjet på, imens de sætter farten op. 

I den her måned af mit liv var det at springe i land på forskellige Mars-lignende kyster, at hive dyr op i båden, som jeg kun havde set i Our Planet og at lade et gevær med frost-lamme fingre ligeså hverdagsagtigt som at fylde en skål med cornflakes og skylle en kop af, inden man stiller den i opvaskemaskinen. 

På de første ture lå jeg nede i bunden af båden og troede, at jeg skulle dø af kulde, men gradvist lærte jeg det. 

Jeg lærte at skænke kaffe på en motorbåd, der hopper af fart, og hvordan man sliber en kniv på en skruetrækker. 

Og jeg kiggede rundt i landskabet, og havde det som en hund, der havde fået lov at komme med ud at køre i bil. 

De dage, der ikke var fangst, lå jeg på maven i min seng, helt ødelagt. Jeg skrev postkort til min datter med arktisk fauna udenpå, og fortalte om sneskoharer og isbjerge i blå og lilla nuancer. Jeg fortalte ikke om manden, jeg mødte i supermarkedet, som med to fingre til hagen viste, hvordan hans datter havde skudt sig selv, eller leveren i de ældste sæler, som var sort og afsveden af forurening.  Jeg læste den eneste bog, jeg kunne finde i det hus, jeg lejede: Messi: Verdens Bedste! Og løb ture med Lana Del Rey i ørerne og satte mig og så ravnene og hundene slås om skraldet på lossepladsen uden for byen.  

Nogle af hundene kom over til mig og snusede til mig, og jeg var bange for, at de skulle bide mig, men det gjorde de ikke, de væltede mig bagover og slikkede mig over hele hovedet, indtil jeg grinte og var filtret ind i deres hvide hår. 

Og jeg oplevede den effekt, som folk tit beskriver, når de er med i et biluheld, overværer en anholdelse eller på anden måde kommer i nærkontakt med virkeligheden, »som om jeg var med i en film«.  

Den her hverdag var så langt fra min hverdag i København, at jeg meget af tiden havde en mærkelig følelse af, at vi var ved at indspille en action-scene: 

Jeg sov i et tomt hus i en forladt bygd sammen med fem andre bevæbnede mænd, 400 kilometer fra nærmeste beboede sted. 

Jeg mødte en gammel tandløs dame, som forærede mig en rubin uden at kigge på mig og pegede ud på stranden. 

Jeg sad på en kabeltromle med en termokop og præparerede sælkløerne fra mit første kill, og kiggede over til Canada.  

Jeg lå på mit værelse og kiggede op i loftet og tænkte på ingenting. Folk kom hjem til mig og røg mine cigaretter (tax-free fra Kastrup Lufthavn) Og jeg tændte for min båndoptager og lyttede til de sære historier, der gik om Thule Air Base, og om at havstrømmen er ved at ændre sig. Om deres huse, som er blevet skæve i takt med, at permafrosten tør under dem, og dagene, som hvert år bliver længere og længere, fordi horisonten er ved at smelte.  

Om liv hvor det ikke er ualmindeligt at man mister halvdelen af sine nære relationer til selvmord og den anden til kræft — kræfter som man, som havstrømmens forandring, lever med uden helt at forstå. 

Jakobine sagde: »De Gamle døde ikke af kræft og selvmord som os. De var mere glade. Nu dør vi allesammen hele tiden.« Hun stod med sin kikkert ved vinduet og spejdede efter hvidhvaler. Hun sagde: »De plejer at komme forbi på den her måned.« 

Hun sagde: »Det var okay at amerikanerne kom, men de tænkte slet ikke på vores følelser.« Når hun blev fuld, snakkede hun om amerikanerne og de døde. Hun sagde: »Du skal ikke blive ked af, at jeg tager en lille godnat-drink. Ikke kigge sådan på mig. Du kommer her på din høje hest, og tror du er Deres Kongelige Højhed.« 

Hun sagde: »Der står noget rødgrød ude i køleskabet, hvis du vil have noget, så bare spis« — og det gjorde jeg. Jeg spiste, og lyttede, og sov når jeg kunne komme til det. 

Jeg var “overstimuleret”. Jeg havde massiv ringen for ørene, af at affyre, og være tæt på, hundredvis af skud. Specielt 30.06’eren, tæver virkelig trommehinderne. Jeg spekulerede på, om den ringen nogensinde ville gå væk igen, og spekulerede over, hvordan fangerne overhovedet kunne høre noget.  

Jeg skålede med mennesker, jeg lige havde mødt i en grønlig drik, som smagte giftigt og sterilt, og en mand jeg ikke kendte, råbte ind i mit øre: 

»This is wolf party! This is not a fucking girl party. We dont need no fucking girls here.« 

En anden råbte ind i mit andet øre: 

»I’m an eskimo. I´M A DRUNK ESKIMO! Eskimo power!!!« 

Igennem larmen fra musikken. Vi hørte The Last of the Mohicans  og I En Lille Båd Der Gynger med Bamses Venner. 

Jeg gav hånd med en pige, som kiggede mig dybt i øjnene og min ven sagde: »Ikk snak med hende, hun har en kæreste.« 

En på min egen alder kiggede hårdt på mig og ville lægge arm, men da vi gik i gang trak han mig ind til sig i et kram, og han sagde: 

»Carl, min kæreste har lige begået selvmord. Otte mennesker jeg kender har begået selvmord.« Og han holdt mig ud for sig og smilede et smil jeg aldrig har set før, og lagde sin pande ind til min og i min fuldskab begyndte jeg at græde.  

En mand kiggede på mig med svømmende øjne, der havde “gennemskuet” mig og sagde, at jeg på et tidspunkt ville tage hjem til min fine uddannelse og min familie igen, og efterlade dem allesammen her. Hvis jeg skulle have givet ham et kort svar måtte det have været: »Ja.« 

Jeg faldt i søvn på en sofa og vågnede af, at to hundehvalpe stod og slikkede mig på tæerne. Kiggede mig desorienteret omkring i et rum fuldt af mennesker og tøj og ravnefælder og fandt mine sko og gik hjem til mig selv. 

Langt oppe på et bjerg satte jeg mig hen over en nedlagt moskus-okse, og jeg tog vanten af og stak den ind under dens pels. Inde bag blodet og sneen var der varmt.  

Da vi skar hende op, løb der mælk ud af hendes bryster, og Mika kiggede på mig med sine husky-blå øjne og sagde: »Sådan er det.« Og jeg trak på skuldrene, imens jeg tørrede min kniv af for blod. I den her tilværelse var jeg en person, der accepterede det her, og en person der i det hele taget ikke tænkte så meget over tingene. I den her hverdag havde jeg ikke tid til at tænke på de ting jeg ikke havde lyst til at tænke på.  

Mika tager kikkerten op til sit brede hoved og peger med sin tatoverede hånd, op på bjergsiden. »Se! Spor efter isbjørn.« Og peger den anden vej: »En polarræv! De går her ned til havet nogle gange, for at drikke salt. De skal bruge det.« Og jeg nikker og tager en mental note. De skal nogen gange ned til havet for at drikke salt. 

Jeg akkumulerer mærkelig viden, som jeg i mit eget liv ikke kan bruge til noget som helst: 

-En hvalros “spiller død” når du har ramt den. Lad være med at gå hen til den. 

-Man kan stjæle i “Basens” supermall hvis man klæder sig pænt på og har tænder. Hvis man ikke har tænder, bliver man smidt ud.  

-På Thule Air Base har de nemlig det hele. supermall, 5G, dining hall, svømmehal, biograf. Det er ikke som her. Men de betaler godt, det gør de. Hvis du har tænder. 

-Hvis der hænger “hvide fugle” over vandet, er det fordi der er sæl. De spiser sælens fiske-rester.  

-Hvis du går ude på tynd is, kan en hvidhval komme nede fra og spise dig. 

-Man kan ikke rigtig spise gammel hvalros, det “smager af vingummi”.  

-Lomvig ligner små pingviner, og deres fedt smager godt på Marie-kiks.  

-De er nemme at skyde om efteråret, hvor de skifter svingfjer, og ikke kan flyve. 

-Man kan styre den vej narhvalerne svømmer ved at skyde på omkringliggende isbjerge, som sender et “klap” gennem vandet. 

-Man kan binde en hundetæve til en pæl inde på isen, og om natten kommer der en flok ulve og voldtager hende. 8 uger senere bliver der født et kuld hvalpe som er stærkere og farligere end de andre, og som ikke er bange for isbjørne. En hund, som har været med til at nedlægge en isbjørn, forandrer sig. Den bliver stærkere og “kan bare trække”. Noget i den “slår klik”. 

-En isbjørn kan gå på en måde, så det ligner at han går væk fra éen men i virkeligheden kommer tættere på. Skyd et advarselsskud og så repetér rigtig hurtigt. Aldrig skyd den i panden, så bouncer kuglen.  

-Aldrig smør dit gevær med våbenolie, så kan det jamme i frostvejr. Tag et gevær med hvis du skal ud og skide. 

-Canadiske isbjørne er mindre og kan ikke jage selv, de bor i udkanten af menneskebyer og skralder. Når de kommer nogle gange… 

-Hvis man vil narre politiets narkohunde… 

Og jeg lyttede til de her ting, uden at prøve at forstå, hvad der var rigtigt og forkert. 

Jeg lærte, slog mig, jeg dummede mig, jeg frøs. Jeg accepterede rollen som en slags prospect i deres grupper og var taknemmelig over at skurre deres både rene for blod, og bære deres benzin-dunke og flænse deres sæler. Jeg levede “På deres nåde”, “Under deres vinger”. Vi blev intime og fortrolige hurtigt, fordi det er en intim ting og en fortrolig ting at slå ihjel sammen og sove sammen. 

Mika sagde: »Da jeg kom hertil var jeg ligesom dig, som en lille baby, jeg kunne ikke en skid! Da jeg boede i Danmark var jeg bare en fucking isperker, igor, og da jeg kom her til så så de mig på mig og sagde, Din lille dansker, din far er dansker. Mmm! Du har blå øjne. Men jeg lært’ det. Det kan du os. Du ligner en homo, men du er stærk indeni, det kan jeg mærke!« 

Mika tævede engang 17 mennesker i en brandert, (noget i ham “slog klik”) og har trænet med Mikkel Kessler. Han forklarer hændelsen med at han i de år “var et mørkt sted” og at han natten forinden var til en anden fest, hvor ham og hans venner “var ulve”. Han forklarer, at hans voldsofre, når han møder dem, kommer over og “bliver til små hunde”. I dag har han gået til psykolog som en betingelse for at blive løsladt og har fået nogle “værktøjer” til at håndtere sin vrede. Hash hjælper også. Fangst hjælper også. Isfiskeri alene, bare ham og hans hunde i fem dage giver “ro på.” 

Han siger: »Det her bliver en god tur. Det kan jeg mærke!« Vi er på vej nordpå, for at “få” en isbjørn, inden licensen udløber. Han siger: »Jeg skal nok passe på dig!« Og i den her måned af mit liv, i den her verden, var det det eneste, der skulle til, for at gøre mig tryg. 

Når jeg vågnede om morgenen, gik jeg ud i køkkenet i mit uldne undertøj og satte the over el-blusset og åbnede som det første app’en Windy. Hvis et gult eller orange felt var på vej imod os, betød det, at vi nok ville blive nødt til at blive hjemme. Et lilla felt betød at blive indenfor på ubestemt tid. 

Jeg kiggede ud ad vinduet. Hvis himlen var hvid og havet var sort, ville det blive en forholdsvist varm dag. Hvis vandet var turkis og himlen var orange, ville det blive koldt.  

Da det første harpun-spyd sank i én af hval-køerne, og vandet blev rødt, kom der et kollektivt, hooligan-agtigt brøl fra alle bådene, som fik mine nakkehår til at rejse sig. 

Sådan var min nye “hverdag” — hvilke felter farver, der var i appen, når man åbnede den, og hvilken farve havet havde, hvor meget tøj jeg skulle komme i rygsækken, inden jeg løb ud af døren, var mine primære problemer. 

På et tidspunkt begyndte min datter at ringe mere og mere til mig på sin mors telefon. 

Vi sad mest og skiftede baggrunds-filtre og masker og kiggede på hinanden. Hun spurgte, om hun måtte komme med herop og komme på jagt, og da jeg sagde til hende at det ville være for koldt for hende, sagde hun at hun altså havde en RIGTIG varm flyverdragt. 

Da hendes mor ringede og sagde, at hun havde grædt sig i søvn, fordi hun savnede mig så meget, bestilte jeg en flyver hjem. 

København, 4 måneder senere.  

Jeg ligger på min seng og kigger mine noter fra Grønland igennem for at skrive det sammen til en tekst. 

Jeg er gået i stå, fordi der er et redskab fangerne bruger, som bliver ved med at figurere i mine noter, som jeg ikke ved hvad hedder, og det irriterer mig. Det er en stor, skarp krog monteret på et skaft, som regel lavet ved, at et tilspidset og bøjet armeringsjern eller en hvalkrog er surret fast til et plastikrør eller kosteskaft med langline eller spændbånd. Det er det redskab, som jeg lige nåede at fange sælen i luffen med, inden den sank, og det redskab, som Malik slog sælen, der ikke ville dø, oveni hovedet med. Det som jeg i mangel på bedre kaldte en “harpuneringskrog”. 

Jeg skriver mit spørgsmål på Messenger til Johny Tarzan Jensen, Mikas bror. Jeg kan se, at han læser den med det samme, og ikke så lang tid efter kommer der et svar: 

»På Qaanaaq sprog hedder den niggit og på vestgrønlandsk hedder den nissik.« 

Jeg skriver: 

»Tak!« 

Niggit/nissik. Et hurtigt ord, som er nemt at række ud efter, ligesom en niggit skal være. En genstand til en hverdag, hvor man hele siden skal bruge noget til at slå sæler oveni hovedet med, og som ligger handy ved siden af hvalros-harpunen og hval-harpunen. Deres verden er fuld af den slags ting, som passer til deres verden, luffer med “skydefingre” i,  hjemmelavede spoler til at vikle langline op på til isfiskeri, motorsave slebet specielt til at skære i is. 

Vi blev intime og fortrolige hurtigt, fordi det er en intim ting og en fortrolig ting at slå ihjel sammen og sove sammen. 

Johny sender et billede fra en af vores ture. Det må være mig, der har taget det. På billedet står Johny i en flyverdragt og en 30.06 i hænderne, og vender sig rundt og kigger ind i kameraet med et vildt blik i øjnene. Bag ham kan man se ryggen af en hval.  

Jeg skriver: 

»Det ansigtsudtryk ;)« 

Han skriver: 

»Ja ja ja ja Gamlesniper ha ha ha.« 

Det var ikke os, der fik en hval på den her tur, men Qipisoqs bror. Efter omkring halvanden time lykkedes det alle byens fangere at omringe flokken imellem to isbjerge. Da det første harpun-spyd sank i én af hval-køerne, og vandet blev rødt, kom der et kollektivt, hooligan-agtigt brøl fra alle bådene, som fik mine nakkehår til at rejse sig.  

Noget i mig “slog klik”. 

Præcis hvad mener jeg med at “slå klik”? 

Siden jeg kom hjem, har jeg spekuleret over, hvor nødvendigheden i at skrive om alt det her ligger, og hvad jeg håber på at opnå med det. 

Jeg har spekuleret over, hvordan jeg kan beskrive det, så folk, der ikke lever af fangst, kan forstå det.  

Siden det, min mor plejede at kalde “tidernes morgen” har hvalfangst for Thule-stammen haft en særlig status som den ultimative jagtform, og måske derfor, den ultimative aktivitet overhovedet: Her kulminerer prestige, sport, kulturel betydning og økonomisk nødvendighed i én enkel handling, et enkelt kast. En 1000 år gammel energi. 

Skal jeg beskrive det som en blanding af Champions League, juleaften og dit livs vigtigste job-interview? Halvt antikt hedonistisk ritual, halvt Formel 1?  

Skal jeg beskrive den blandede følelse af at jage enorme væsener, som vi ved meget lidt om. Som kan kommunikere på tværs af oceaner, og som bliver ældre end os. Følelsen af at spise morgenmad ved siden af en walkie-talkie, som hvert øjeblik kan sige deres navne: Narhval! eller: Hvidhval! eller: Sildepisker! eller: Spækhugger!  

Jeg lader teksten “ligge lidt”, og går en tur ved Amager Strandpark, kigger ud over et hav, som er tomt for hvaler.  

Jeg kalder følelsen: “At kigge ud på et hav der er tomt for hvaler”. 

Jeg henter min datter fra “guldbussen” klokken 16, giver hende en krammer og spørger hvor vi skal gå hen og købe fredagsslik. Jeg tager telefonen, når Yasmin fra jobcenteret ringer, og siger ok, når hun siger, at hun ville sætte pris på at jeg opdaterede mit CV og gjorde det søgbart. Jeg skriver: sep-nov 2021: Internship som erhvervs-fanger. Jeg møder folk på gaden, jeg ikke har set i lang tid, og spørger hvordan det går, og dukker op til modeugen for at se mine venners show.  

Jeg sidder i min lejlighed og kigger ud ad vinduet over på boligblokken på den anden side af gaden. Jeg døber følelsen: “Følelsen af at kigge over på boligblokken på den anden side af gaden”. 

Når folk ringer oppe fra Grønland og spørger, hvordan det går, og hvad jeg laver, siger jeg: 

»Det går godt! Jeg er ved at skrive om jer. Der sker ikke så meget.« 

Og det går op for mig, at det er nærmest præcis den formulering, jeg igen og igen hørte fangerne bruge, når de skulle opsummere København: 

Der er fint nok. Der sker ikke så meget.