Standarddans i kødbyen
Jeg sætter mig op ad en kæmpe aluminiumstank med en ufiltreret fadøl i hånden som sandsynligvis engang har gæret i netop denne tank. Seks, otte rækker med stole og bænke er linet op i ølbaren Åben i Kødbyen denne tirsdag aften. Et arrangement med titlen En rigtig (?!) moderne mand arrangeret af ungdomsorganisationen SAGA her den 19. november på mændenes internationale dag 2024.
Med ti minutter til arrangementets start er bænkene godt besat af de tilmeldte gæster, arrangementet er udsolgt, et par stykker står nede bagved og vugger som strækker de lysken, det karakteristiske jeg-står-bare-lige-her-og-venter-på-et-eller-andet-vug, korslagte arme og en fadøl i hånden. Jeg har aldrig hørt om mændenes internationale dag før, men jeg glæder mig egentlig til at høre lidt mere. Ifølge arrangementets beskrivelse handler det om at samle mænd til åben dialog om, hvad det vil sige at være mand i dag. Jeg bliver derfor også en smule skuffet over at se, at under en fjerdedel af de fremmødte ser ud til at være mænd.
Arrangementet er delt i to, hvor første del fungerer som en blanding af panelsamtale og diskussion af anonyme spørgsmål stillet af publikum, ifølge aftenens veloplagte ordstyrer Hugo Alfred Koch-Larsen en »bastard mellem Mads og monopolet og Brinkmanns briks«. Anden del som en samtale mellem publikum og Jacob Astrup, som er direktør for det landsdækkende sociale tilbud Mandecenteret.
Til panelet har SAGA samlet en række profiler som ad forskellige veje, med ret forskellige projekter, har nået den offentlige samtale. Direktøren for Ældresagen Bjarne Hastrup, ligestillingsministeren Magnus Heunicke, digteren Caspar Eric og realitydeltageren Morten Mortensen. De finder sig til rette på scenen.
Panelsamtalen skydes hurtigt i gang med et anonymt spørgsmål fra bunken om, hvorfor vi ikke bare kan være ligeglade med, hvad det vil sige at være mand. Spørgsmålet får Bjarne Hastrup til at fortælle en slags anekdotisk vittighed om, at han som ung blev klippet korthåret. Magnus Heunicke, der er betaget af Simon Kvamms neglelak i X-Factor, siger, at har man lyst til at tage 20 armstræk, så er det »fedt fedt fedt!« Og har man lyst til at tage neglelak på, så er det: »fedt fedt fedt!« Ordstyreren aner, at samtalen har brug for et mere konkret anker, og spørger ind til, om ikke visse mandlige idealer på en måde bliver kriminaliseret, for eksempel det at være tough. Heunicke byder straks ind igen og siger, at hvis der er andre idealer end Arnold Schwarzenegger, så er det »fedt«. Hvis der til gengæld er nogen som gerne vil udleve idealer som Arnold Schwarzenegger, så er det også helt vildt »fedt«. Fedt.
I samtalen bliver der hurtigt etableret en idé om, at vi som sidder i dette rum ikke er dem, det hele handler om. Vi som sidder her i København, på Vesterbro, endda i Kødbyen. Vi har et eller andet sprog, som de andre ikke har, nej, det her handler om mennesker som vi ville ønske var repræsenteret her i aften, men som ikke er det, mennesker som kommer fra steder vest for Valby Bakke, som Caspar Eric udtrykker det. Nuvel. Ordstyreren kæmper en brav kamp. »Vi seniorer…!« udbryder Bjarne Hastrup pludselig, »vi kommer jo ud for mange ting!« fortæller en historie om, hvordan han engang på et splitsekund lærte sit barnebarn at løse andengradsligninger.
Selv i 2024, selv i selveste København, på selveste Vesterbro, selv i selveste Kødbyen må vi nok erkende, at oplysning er et skridt, vi må tage, før vi ridser vores så velpolerede dansesko på abstrakte kanter af udefineret maskulinitet.
Samtalen begynder at falde ind i en rytme som en standarddans, wienervals i Kødbyen, et anonymt spørgsmål fra bunken, Morten Mortensen som fortæller noget, Magnus Heunicke som siger, at noget er fedt, Caspar Eric som siger noget, Bjarne Hastrup som fortæller en anekdote om noget med noget med sit barnebarn eller sin ungdom.
Jeg må indrømme, at jeg her døser lidt hen til det efterhånden forudsigelige show. Der bliver talt om kropsidealer, Magnus Heunicke siger noget om steroider, og det er ikke særlig fedt, Caspar Eric taler om handicap og Bjarne Hastrup taler om noget med MeToo eller at lave »fitness for livet«. Pludselig vågner jeg dog op fra wienervalsens fortryllelse, systemet brydes af en fremmed hop-variation. En lidt mere ophedet diskussion pågår mellem en mand fra publikum og den ellers rummelige Caspar Eric. Den unge mand fra publikum har spurgt ind til, hvorvidt Caspar Eric ikke negligerer, at en majoritet af unge mænd statistisk har et anstrengt forhold til deres krop, ved at affeje emnet som et mindre problem, når han laver en klassemæssig differentiering som fokuserer samtalen på de grupper, som har det mest anstrengte forhold til deres krop. En klassisk indvending, men en valid indvending. »Hørte du mig gøre det?« spørger Caspar Eric, smiler og vender sig mod publikum, stiller samme spørgsmål, »Hørte I mig gøre det?« Efter en spredt summen, kommer der til paneldeltagerens overraskelse faktisk et par »tjo,« en mand skråt over for mig brummer, at jo, sådan havde han altså også hørt det. Summen blandt publikum summer videre, og ordlyden fortaber sig en smule, da Caspar Eric taler om, at et anstrengt forhold til kroppen blandt majoriteten af mænd kan skyldes noget andet end maskuline idealer, for eksempel seksualitet. Det bliver dog mere hektisk, da spørgsmålsstilleren prøver at uddybe, hvad han mente, men to gange bliver afbrudt med sætningen: »Du hører ikke, hvad jeg siger.« Den unge mand lægger til sidst mikrofonen fra sig og går sammenbidt gennem et bomstille lokale, ned til sin plads et sted allerbagerst. Han ligner ikke en, som har det særlig fedt. Én person insisterer på at klappe højt oppe foran, det lyder simpelthen som en dåselattereffekt for pinlighed fra en dårlig sitcom.
Der er sket et sammenbrud i kommunikationen som bare viser, at samtaler om så følsomme emner har brug for nogle fælles, ret klart definerede præmisser, hvis de nogensinde skal give mening. Spørgsmålet om mænds generelle utilfredshed med deres krop er nok netop et eksempel på et emne som de, programbeskrivelsen har lovet: »vigtige samtaler og dilemmaer, der præger det moderne mandeliv.« Panelets sammensætning af stemmer fra fire vidt forskellige dele af den offentlige samtale gjorde det til en stor opgave for den hårdtkæmpende ordstyrer Hugo Alfred Koch-Larsen, som gennem samtalen ellers gjorde et ærligt stykke arbejde for at trække samtalen tilbage på sporet af noget mere universelt.
Efter pausen føles samtalen med Jakob Astrup lidt som at trække vejret igen efter at være blevet forsøgt druknet af fire forskellige dagsordener. Uden her i artiklen at dvæle for meget ved kønsteori, nærmer Jakob Astrup sig aftenens største modstand mod de idéer, Mændenes Dag i år har på dagsordenen her til arrangementet, at det ikke skulle være maskulint at udtrykke sin følsomhed for eksempel, ved at være følsom over for publikum, ved tilnærmelsesvist at performe et ideal om maskulin skrøbelighed. Derudover er det forfriskende med ren og skær oplysning om, hvad de mænd, han dagligt arbejder med, gør i uløselige situationer, udsatte mænd som eksempelvis oplever psykisk vold, har udfordringer med misbrug eller hjemløshed, eller har brug for anden rådgivning. Han taler direkte ind i det emne, vi hele aftenen kun har kredset i periferien af.
Selv i 2024, selv i selveste København, på selveste Vesterbro, selv i selveste Kødbyen må vi nok erkende, at oplysning er et skridt, vi må tage, før vi ridser vores så velpolerede dansesko på abstrakte kanter af udefineret maskulinitet. Hugo Alfred Koch-Larsen runder aftenen af med et par ord om, at nogen i rummet tidligere i aftes måske mærkede en lidt hård tone i samtalen, at det var vigtigt at bevare et sikkert rum i en samtale om så følsomme emner som de, der blev diskuteret i dag.
