Det der ekstra
Et værelse på Vesterbro, på natbordet et glas vand og nogle bøger, en digtsamling måske, og en pamflet om klimaforandringer, en halv pakke blå Camel og en Satisfyer Pro 2 Generation 3. Jeg sagde: Satisfyer Pro 2 Generation 3. En klitorisstimulator. Sådan kunne scenen for en almindelig aftenstund i 2024 sagtens se ud. Over de senere år har jeg hørt sexlegetøj blive diskuteret omkring spiseborde på Nørrebro og fadøl på Fru Snorks Etablissement. Hvad der før måske var røret fra en fastnettelefon med drejeskive er nu et redskab til personlig tilfredsstillelse, farverigt på grænsen til det kunstnerisk udsmykkede, elegant og aerodynamisk formet som en delfin eller et juletræ.
Brugen af sexlegetøj bliver med lynets hast aftabuiseret i disse år, cocktail-dildo og flight commander fleshlight forenet som et stykke frigørelseshistorie, halv fandenivoldskhed, halv feminisme, en bevægelse endnu så spæd at enhver eksponering af produkterne er et stykke aktivisme i sig selv, enhver bekendelse et skridt i retning af idéen om absolut afmystificering. Med udpræget innovation drives bevægelsen i Danmark særligt frem af en række virksomheder, Peech, Klub Venus og den lidt mere konventionelle Sinful. Flere af virksomhedernes målrettede salgskommunikation krydres med knap så kommercielle betegnelser som “Pleasure studio” og “Community”, en del af budgetterne går øjensynligt til events, quizzer, blogging om alt fra etisk dating til instruktioner i onani.
Men hvad betyder det egentlig, når en mulepose fra Thiemers Magasin bærer teksten »This tote bag contains books and sex toys«? At en kasket siger »Make condoms great again«? Hvad betyder det, at de dunkle sexshops på Vesterbro er skiftet ud med fashionable showrooms på Nørrebro og på dyre adresser i indre by? Maslows behovspyramide er højere end Bank of China her. Bøger og sexlegetøj. Vi nyder livet her. At erklære et frit forhold til tidligere tabubelagte dele af privatlivet udtrykker noget progressivt, i tilfældet her forankret i en ting. Men selvom et stykke sexlegetøj er en genstand af materiel beskaffenhed, handler det om mere end bare ting, genstande af plastik og silikone. Det handler også om det der ekstra. Sexlegetøj har det der ekstra. Og det der ekstra findes i vores forhold til sexlegetøj. Værelset bliver varmt af transcendens nu.
Det der ekstra har vel altid eksisteret, nu er det bare forankret i et stykke sexlegetøj som symbol, nu deler dansk frigørelse plads med en times arbejde på en kinesisk fabrik, en mail om importafgifter skrevet af en hollandsk speditør.
Apropos Bank of China, så kommer det vel ikke som en overraskelse, at verdens største producenter af sexlegetøj findes i Kina. Silikonefabrikker i Guangdong-provinsen med varekataloger, som dækker alt fra dildoer til gummistøvler, muffinforme, opbevaringsbøtter og penisringe. På nettet finder jeg frem til en fabrik ved navn DINGFU, en kæmpefabrik som har specialiseret sig i netop sexlegetøj. På forsiden kører en film inde fra fabrikken, kinesere som troligt sidder ret på række og monterer knapper på lilla vibratorer, en stor bunke laksefarvede dildoer ligger klar til pakning. Kameraet panorerer over et showroom indrettet med stole som en slags venteværelse, i stedet for mennesker sidder der nogle kreativt påklædte gummidukker, formentlig alle udstyret med kønsorganer.
Jeg går rundt i området omkring fabrikken i Street View på Google Maps. Det nærmeste tilgængelige punkt viser en stor tom boulevard omgivet af nogle højhuse i brutalistisk stil, jeg tæller 23 etager, de fleste med flagrende vasketøj hængende på altanen. Jeg har en følelse af at befinde mig et meget praktisk sted. Et meget effektivt sted. En vogn med grøntsagssalg har samlet en lille flok mennesker i midterrabatten. Måske arbejder ham derovre med tæppet i hånden på DINGFU, bruger de fleste af sine vågne timer på at lodde printkort på fjernstyrede vibratorer. Måske er hende i den blå jakke kvalitetsansvarlig i afdelingen for buttplugs. Det kunne ligne en søndag eftermiddag i marts.
Ikke overraskende er produktionen af sexlegetøj lige så glansløs som produktionen af alt muligt andet. Virksomheder med produkter, som skal handles på et internationalt marked. På DINGFU’s hjemmeside får man mest bare smidt en masse tal i hovedet, 300 ansatte, 20.000 m2 fabriksgulv og 2.000.000 stykker sexlegetøj om måneden. Her handler det om effektivitet, sterilitet og certifikater, billeder af nogle dyre højhuse i glas, et forretningseventyr af succes.
Jeg besøger sexshoppen Peech på Guldbergsgade en fredag formiddag. I vinduet lægges der ikke skjul på, hvad de sælger. Et strengt kurateret og sirligt placeret udvalg af butikkens produkter, sexlegetøj i forskellige afskygninger, i midten en stor skulptur af den hollandske kunstner Pleun Van Dijk, som sidste år lod AI designe 1000 stykker sexlegetøj, derefter huggede et udvalg ud som virkelige genstande i kæmpestørrelse.
Jeg bliver budt velkommen af butiksbestyreren Kathrine Graa en halv time før åbning. I og omkring butikken er flere medarbejdere travlt beskæftiget med vinduesvask og pakning til webshoppen. Med en udsmykning, som rækker ud over det sædvanlige, kunne jeg lige så godt have stået i en luksuriøs tøjbutik. Her er hverken tonede ruder, forhæng eller mørke kroge. Genboen kommer frejdigt ind og returnerer noget sandpapir, de lånte i sidste uge. Jeg orienterer mig lidt i sortimentet i den minimalistiske indretning, snail vibe, en slags snegleformet ting som kan rulle ud og ind, bestselleren Satisfyer. På den modstående hylde står virksomhedens egne produkter, derudover Hells Kiss som med en flammeagtig farvelægning minder påfaldende meget om det faldne tårn på Børsen. Jeg bliver vist rundt i lagerrummene, labyrintagtigt blandt store kasser med sexlegetøj, de deler lokaler med en systue og en neglesalon i et par tilstødende rum.
For 10 år siden havde man nok ikke forestillet sig en så åbenlys og udbredt handel med sexlegetøj, at en seriøs virksomhed ligefrem kunne stille sexlegetøj frem som kunst, at funktionalitet ikke er produktets eneste endepunkt. For 2500 år siden gjorde Aristofanes i komedien Lysistrate produktion af dildoer til genstand for hån af Athens strategiker Perikles’ elskerinde Aspasia og hendes hjemby Milet som svar på Athenernes voldelige overfald på byens ærkerivaler på Samos. I 2024 køber folk merchandise med sexshoppenes logoer uden at købe sexlegetøj, simpelthen for at vise sit forhold til emnet, måske endda uden at involvere sig yderligere, de transparent-orange Peech-tasker går som varmt brød.
Jeg spørger Kathrine Graa ind til, hvad Peech er, forretning eller forening, bevægelse eller virksomhed. »Vi prøver så meget som muligt på ikke at lægge skjul på, at vi er en butik, som også skal tjene penge til husleje og sådan.« Formentlig også til lønninger. Formentlig også til et overskud til indehaverne. Som de store fabrikker i Kina er de fleste danske butikker drevet i kommercielle øjemed, her blot med en dimension i tillæg. Her kan man købe sexlegetøj. Simpelthen. Jeg får en fornemmelse af, at sortimentet her er mere end bare genstande af silikone, glas og plastik. De er smukke, lige til at stille på hylden som dekoration. Ved man ikke bedre, kan produkternes primære funktion være svær at gennemskue, især produkterne fra forretningens egen kollektion, som fremstår knap så naturtro. Jeg forstår, at æstetikken også er et afgørende punkt for produkterne hos Peech, at varen skal indbyde til mere end en natbordsskuffe, en vindueskarm måske, indbyde til et frafald af den skam, som hidtil har været forbundet med personlig tilfredsstillelse. »Vores egne kollektioner bliver selvfølgelig designet sådan, at de er pæne at kigge på. Produktet skal ikke bare være et redskab til nydelse, men skal også kunne indbyde til at bryde med idéen om, at sex er noget, man skal skamme sig over« Det lader til, at gennemsigtighed viser et bestemt forhold til sex, bidrager til en form for frigjorthed. At stille sin skulpturelle dildo frem på hylden er en markør, et symbol, mere afdæmpet og sofistikeret end at bruge sin naturtro King Cock Triple Density som bogstøtte.
På paradoksal vis bevæger afmystificeringen af sexlegetøj sig parallelt med den fortryllelse af frigørelse, som sværmer om emnet. Noget uhåndgribeligt. Det der ekstra. I første del af Kapitalen bringer Karl Marx ordet ‘fetich’ ind i økonomisk teori. Kapitlet Varens fetichkarakter og dens hemmelighed beskriver, hvad en vare i grunden gemmer, et mystisk stykke åndeliggjort håndværk: »Det hemmelighedsfulde ved vareformen består altså simpelthen i, at den for menneskene genspejler deres eget arbejdes samfundsmæssige karakter.« Jeg tænker tilbage på mine venner i DINGFU, Class 100.000 Dust Free GMP Workshop, jeg tænker tilbage på min formiddag i Peech og dragondildoer, spændt ud mellem kommerciel sterilitet, kærlighed og identitetsjagt af containerskibenes stiplede linjer på et søkort. Det hele findes i et stykke sexlegetøj, forvandler sig som det skifter hænder, produceres, handles, bruges og vises frem, fra råstof til raffineret identitet af immateriel værdi.
Det er næppe tilfældet, at det der ekstra, sexlegetøj som symbol på frigørelse, bæres frem af, at varen også rummer, eller endda er, den arbejdskraft, som er blevet brugt til at frembringe varen. At afsløre varens hemmelighed giver dog et blik ind i dens natur på tværs af landegrænser. Det der ekstra har vel altid eksisteret, nu er det bare forankret i et stykke sexlegetøj som symbol, nu deler dansk frigørelse plads med en times arbejde på en kinesisk fabrik, en mail om importafgifter skrevet af en hollandsk speditør. Over verdenshavene gærer produkterne under en bagende sol i de skoldhede containere til en eliksir som giver identitet i bybilledet og på sociale medier i Danmark, point på progressivitetskontoen, geografiske afstande og kulturelle forskelle giver gunstige forhold for fremmedgørelse.
At der i Danmark i teorien selvtilfredsstilles med kinesisk arbejdskraft fra eksempelvis DINGFU, at smidige hænder fra Guangdong-provinsen pryder på hylder og kommoder, nu i nye, seksuelle modi, gør det hele lidt mystisk igen. Ham der med tæppet foran grøntsagsboden på den store boulevard har næppe vidst, at hans arbejde skulle ende som et instagram-post hos en dansk influencer, næppe overvejet at hans tid på fabrikken i grunden ender som en identitetsmarkør på et lokalt mikrobageri i Danmark, penisstimulans og klitorismassage.
For et par år siden skabte det røre i vandene, da en taiwanesisk tv-kendis annoncerede sit ambassadørskab for sexlegetøjsgiganten Osuga og i samme forbindelse satte ord på den ufattelige skam, som er forbundet med kvinders brug af sexlegetøj i Kina. Her holder man det for sig selv. I Kina er brugen af sexlegetøj dog alligevel boomet over de senere år. Mellem 2016 og 2019 voksede omsætningen fra 44 til 119 milliarder yuan på indenrigshandel, åbenbart mest bare som noget funktionelt i det private, redskaber uden noget ekstra, som en føntørrer eller en ostehøvl, man har sjældent noget særligt forhold til sin ostehøvl. I Danmark er de store dagblade begyndt at bringe artikler om sexlegetøj akkompagneret af store billeder af vibratorer, tests, diskussioner af sexlegetøj bringes uden forbehold på landsdækkende, statsfinansieret radio, caféer og barer holder sig ikke tilbage for at beværte sexshoppenes eventaftener.
Brugen af sexlegetøj bliver med lynets hast aftabuiseret i disse år, cocktail-dildo og flight commander fleshlight forenet som et stykke frigørelseshistorie, halv fandenivoldskhed, halv feminisme.
Forandringen sker åbenbart, når varen forlader det kinesiske hovedland, bringes frem til et kontinent af identitetshungrende europæere, som hypnotisk jubler i kor ved kajen, når det gigantiske fragtskib dukker op i horisonten, flår kasserne op og promenerer med muleposernes statements, “I <3 MY DILDO”, nogen må have kastet en besværgelse over containeren. Det bliver til et spørgsmål om, hvad besværgelsen har gjort ved værdien af produkterne. At en vare er købt i en moderne, stilfuld sexshop på Nørrebro, at et erklæret nærvær til emnet bærer en symbolsk værdi i Danmark, ændrer ikke på værdien af den gummi, som er brugt til at fremstille en kasse creature cocks, eller værdien af den arbejdstid, der er blevet brugt. Nej, for værdien er mere end noget finansielt. Værdien er arbejde og sex, tager også højde for landegrænser, arbejdsforhold og nipplepiercings, og som Marx siger: »Værdien forvandler ethvert arbejdsprodukt til en social hieroglyf.«
Slørede grænser mellem kommercielle kræfter og aktivistiske gennembrud dukker pludselig op som hieroglyffer, vi har svært ved at tyde. Jeg stiller mig i vejkanten på Dongshen Road ikke så langt fra området hvor DINGFU ligger, et nedrivningsmodent højhus pakket ind i hullede presenninger, nogle barakker af beton, zoomer ind på et bed fuld af ukrudt og skrald. Jeg hopper over og sidder pludselig ved et bord på et gadehjørne med en kop bordeauxrød suppe foran mig, en masse skamler af plastik og frønnede klapborde rundt omkring, et leben af mennesker lige efter fyraften.
