»Der er ikke ’kvindelige gardere’ og ’mandlige gardere’, her er der bare ’gardere’«

Lidt over 16.000 skridt viser grafen i sundhedsappen på min iPhone, da jeg åbner den, vel inde over dørtærsklen til min lejlighed på Amager efter en hel dag i hælene på Sofie, eller ’Garder Qvist’, og resten af hendes vagthold, i march gennem indre by og rundt på gåben på kasernen ved Rosenborg Slot. Lad os bare være ærlige, jeg er lidt småtræt i fusserne og pænt gennemkold i det hele taget. Januar er lige så stille krøbet ind under huden på mig i dagens løb. Den klamme tåge, der har hængt over byen siden i morges er sivet gennem mine cowboybukseben og vinterjakkeærmegab på turen fra Gothersgade til Amalienborg og tilbage igen, frem og tilbage på pladsen foran kasernen, op og ned ad de slidte trappeopgange til sovesalene på øverste etage, hvor jeg ser for mig, at Qvist og hendes fem værelseskammerater smider sig tungt i metalkøjesengene om aftenen efter at have hængt deres finpudsede sabler og bajonetter og hvide geværremme og afladte geværer på plads på krogene og stativerne på indersiden af hver deres skabslåge. Det eneste, jeg kan tænke på, efter at have lukket hoveddøren til min lejlighed, er et langt brusebad og en kop varm kakao. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg havde forestillet mig, inden jeg cyklede afsted gennem byen i morges, men i hvert fald ikke at være totalt mørbanket af mælkesyre i lårmusklerne efter besøget på Københavns måske største, levende turistattraktion, Den Kongelige Livgarde.  

Jeg burde måske have vidst bedre. Min for længst afdøde gudfar, den i Ølstykke og omegn navnkundige Emil Sylvest, var en stolt gammel garder og bar altid en lille gardernål af guld i reverset på sit jakkesæt. Han var en ordentlig kleppert på over to meter med hænder så store som tallerkener. Ved festlige lejligheder stak han dem ned i sine dybe bukselommer for kort efter at fremdrage en kæmpe håndfuld 10-ere og femkroner, som han gavmildt strøede om sig med til mig og mine fætre, der jublende inkasserede guldregnen. Efter sin død testamenterede han hele sin ikke ringe formue til den selvbestaltede fond De hvide hestes fremme til (tror jeg godt, jeg tør afsløre) en smule ærgrelse for de efterladte.  

Til dem, der ligesom jeg tænker sig, at Livgardens værnepligt mest er for fyre med hang til fløjtespil og pudsede sølvknapper, så er det tid til at revidere. Altså ikke det med de finpudsede sølvknapper og fløjtespillet. For den er god nok. 

Jeg spurgte ham aldrig, så jeg ved ikke, hvordan værnepligten konkret udmøntede sig for ham i sin tid, men jeg forestiller mig ikke, at den var mere blødsøden end nu om dage, hvor Garder Qvist og hendes soldaterkammerater for et par måneder siden afsluttede deres såkaldt ’grønne’ værnepligt på Garderkasernen i Høvelte ved Birkerød med en fem-dages REX-tur gennem områdets terræn. Man skal forestille sig noget i retning af dag og nat med en 30 kilos rygsæk på skuldrene, sammenlagt 5-6 timers søvn, 100+ kilometer i benene, vand og mudder og brændenælder til op over begge ører for så pludselig at være under beskydning af det til lejligheden indkaldte hjemmeværn, der agerer angribende, fjendtlige soldater. Alt sammen gennemført på rå muskel- og viljestyrke af de værnepligtige og ved den næring de i alt 1700 kalorier, den halve feltration, de får udleveret inden afgang, består af. Til dem, der ligesom jeg tænker sig, at Livgardens værnepligt mest er for fyre med hang til fløjtespil og pudsede sølvknapper, så er det tid til at revidere. Altså ikke det med de finpudsede sølvknapper og fløjtespillet. For den er god nok.  

De i alt tre gange, jeg i løbet af dagen er med garder Qvist oppe på værelset på fjerde sal, finder hun straks en sammenrullet nylonstrømpebuks frem fra sit skab og går i gang med at finpudse klingen på sin sabel, sølvknapperne i uniformen eller den lille sorte taske i læder, hun bærer i den dobbelte hvide skrårem over brystet, når hun er ’i blå’, som det hedder, når man er iklædt fuld garder-mundering. »Man lærer at multi-taske,« som hun siger med et smil, da jeg udtrykker min beundring for, at det lykkes hende at svare sammenhængende på alle mine mange spørgsmål, mens hun i lyntempo trækker i uniform, spænder geværremmen, pudser sine støvlesnuder. Vel at mærke med den viden, at sidder det hele ikke lige i skabet, om man så må sige, så er der anmærkninger fra Inspektionshavende og minus i karakterbogen, når hun om lidt stiller op på geled nede foran på pladsen - og karakterbogen, den skal hun bruge et godt gennemsnit i, når hun til august har planer om at søge ind på Konstabeluddannelsen.  

Det lå ellers ikke i kortene, at Qvist skulle gøre karriere i militæret. Hun er, som hun selv siger, »rigtig glad for mine kunstige negle,« men de er blevet pakket væk sammen med make-uppen og øjenvippebukkeren under den otte-måneder lange værnepligt, hun nu er to måneder fra at have aftjent. »Jeg savner det da ind imellem, men herinde er det bare nogle andre ting, der betyder noget,« siger hun og retter på elastikkanten rundt om maven, så de brune, uldne skiunderbukser, hun har på under sine blå uniformsbukser, ikke stikker op over linningen.  

I det hele taget er køn tilsyneladende ikke et begreb, hun har skænket mange tanker det sidste halve år. »Vi sover på værelse sammen mænd og kvinder, vi bader sammen, vi træner sammen, så du ved, det betyder ikke så meget« siger hun og giver støvlesnuden et sidste gnid med nylonstrømpen. »Går i bad sammen?« undrer jeg mig højlydt. Jeg har ikke haft min egen søn med i kvindernes omklædningsrum, siden han for snart tre år siden fyldte otte, det er nemlig forbudt i danske offentlige svømmehaller, så vidt jeg er orienteret, men i landets, på papiret, måske mest konservative institution, der bader mænd og kvinder åbenbart side om side uden at blinke? »Ja, altså,« siger Qvist. »Der er båse med forhæng for. Men vi bader i samme baderum alle sammen. Det står os frit for at arrangere det anderledes, men i praksis, så er vi faktisk ret ligeglade. Herinde er vi bare kammerater og kolleger,« siger hun og låser sit skab. 

Garder Qvists holdning er tilsyneladende på linje med Livgardens officielle. Som presseofficer, Thomas Helbro Reimann, understreger, da vi kort efter står sammen og overværer regimentets timelange eksercits nede på pladsen, »der er ikke ’kvindelige gardere’ og ’mandlige gardere’, her er der bare ’gardere’.« Alligevel havde det faktisk slået Reimann, da jeg inden besøget efterspurgte en ’kvindelig garder’ at følge i dag, at »det jo kunne være, garder Qvist slet ikke identificerede sig som kvinde.«  

Det er muligt, at Livgarden lige skulle prikkes på skulderen af Institut for Menneskerettigheder for at justere højdekravet for kvinder, så flere end de knap otte procent kvinder, der på nuværende tidspunkt optages hvert år, kunne få adgang, men de har i hvert fald hurtigt rettet ind, efter at det fra politisk hold blev besluttet helt at fjerne højde som betingelse for fremtidigt at kunne bære bjørnehue og kridhvide stofhandsker i kongehusets tjeneste. Eneste problem er sådan set uniformerne og udstyret, som ikke er lavet til mennesker på, lad os sige, 1.50. »Men det må vi jo løse,« som Reimann siger. Den slags lavpraktiske udfordringer har Livgarden stået over for før. Som da man en overgang i 1970’erne måtte bøje sig for det klimapolitiske pres og forsøgsvis indføre syntetisk pels på huerne, fortæller han, eller nu hvor man grundet tronskiftet er nødsaget til at udskifte samtlige royale metal-monogrammer på livgardernes uniform. »Der går nok et par år, før det er på plads,« siger han, men forsikrer om, at produktionen af dem nok allerede er ’sendt i udbud’, som det sig hør og bør på offentlige institutioner. 

Garder Qvist medgiver da også, at den 30 kilos rygsæk med sovepose, skiftetøj, bivuak og andet overlevelsesudstyr, som de skulle bære rundt på under øvelserne i Høvelte, ikke just var lavet, så den passede perfekt til hendes kropsbygning. »Vi kunne godt få en mindre udleveret,« siger hun. »Men så er det bare svært at få plads til det hele.« Èn ting var i hvert fald sikkert. Hun skulle ikke have en hjælpende hånd med den. »Der er fandme ikke nogen, der skal bære min rygsæk for mig, den klarer jeg selv.« 

Det er nok den rette indstilling her i firmaet, konstaterer jeg, da jeg forsigtigt forsøger at lette lidt på Qvists stikvest, der står på højkant ved siden af hendes sportstasker og oppakning i en af underkøjerne oppe på værelset. Vi kommer lige fra tjek nede i kælderen under kantinen, hvor fanebæreren har gennemgået alle taskerne, vagtholdet skal have med sig ind på Amalienborg, når der er afgang ud ad porten oppe ved Gothersgade om en lille time. »Ja, den er ikke helt let,« smiler Qvist. På den gode side af 10 kilo gætter jeg på. Vesten bruger de i skoven og på operative opgaver, forklarer Qvist. På vagt har de en lettere stikvest af stof under den blå uniform, men sammenlagt med gevær, sabel, bjørneskindshue og så videre, så er der alligevel lidt at slæbe på for de i gennemsnit 18-20-årige gardere, når turen går til Amalienborg. For hvem der, som jeg, ikke var klar over det, kan jeg nemlig afsløre, at man får nogle kilometer i benene på sådan en vagt. Qvist havde faktisk sit løbeur med om håndleddet forleden, fortæller hun, hvor opgaven var at patruljere kongeparrets baghave nat og dag i 24 timer, to timer ad gangen med fire timers pause imellem til at sove, spise eller spille playstation for eksempel inde i vagtstuen i porten mellem palæerne. 46 kilometer havde hun flyttet fødderne, viste urets display, da hun var tilbage på kasernen næste formiddag. 

I dag er Qvist dog kun med frem og tilbage til Amalienborg og med til vagtskiftet på slotspladsen for syns skyld. Hun har fuld vagt hver tredje dag, men i dag agerer hun bare ekstra ’fyld’ i paraden, så det kan se ud af noget, når der om lidt skal marcheres gennem byen med Musikkorpset i front. 

De er allerede i gang på klarinetterne og tværfløjterne, kan jeg høre på vej ned ad trappen på kasernen, efter at Qvist omsider er blevet fuldt og reglementeret uniformeret oppe på værelset. Vi kommer ud ad døren til kasernebygningen lige i rette tid til en trommehvirvel og et ordentligt rislende slag med bækkenerne. Jeg finder hurtigt min plads på sidelinjen sammen med Reimann, Qvist sin ditto i vagtkompagniets første kolonne.  

Nu om dage er det dog snarere en blanding af den stigende terrortrussel og almindeligt beduggede turister, Quist og hendes medgardere er trænet til at beskytte sig selv og kongehuset imod. 

Imens vi overværer Inspektionshavendes nøje inspektion af støvlesnudernes finpudsningsgrad, gør presseofficer Reimann rede for den historiske kontekst omkring opstillingen af garderne, der blev udviklet engang i ruder konges tid og faktisk blev brugt i krig frem til 1864. »Som du ser, marcherer de i to geledder frem mod fjende, sådan at første geled kan falde på knæ og åbne ild, mens andet geled samtidig kan affyre deres geværer, eller vente med at skyde, til første geled har skudt«, siger Reimann, »på den måde kan man hele tiden sende kugler mod fjenden.« Jeg nikker og ser granatregnen, spyfluerne og de mudrede skyttegrave ved Dybbøl for mig.  

Nu om dage er det dog snarere en blanding af den stigende terrortrussel og almindeligt beduggede turister, Qvist og hendes medgardere er trænet til at beskytte sig selv og kongehuset imod. Det kræver kadaverdisciplin at være beredt på lidt af hvert, og Qvist bevæger sig da også fuldstændig synkront med de andre gardere – drejer højre om, præsenterer sit gevær og ser lige ud i det sekund, ordren falder fra befalingsmanden. 

Ved siden af mig fløjter presseofficer Reimann fornøjet med på Musikkorpsets marchmelodier. »Så er det altså svært ikke at blive i godt humør,« udbryder han og fløjter ekstra højt igennem, da Den tapre landsoldat lidt henne i repertoiret klinger ud over pladsen, og de dusinvis af gardere marcherer op mod porten. Deres sømbeslåede støvlesåler smælder mod asfalten, når de vender og drejer og marcherer frem og tilbage i takt, og Reimann tager sig i at rette sine egne skridt ind, så de følger vagtkompagniets her ude på sidelinjen. »Man er vel lidt miljøskadet« som han siger og smiler skælmsk. 

Reimann og jeg skiftevis går og småløber ved siden af paraden, så vi ikke sakker bagud på vej mod Amalienborg. Købmagergade er fyldt med turister og handlende, der stopper op for at beundre de marcherende soldater. I min iver efter at følge med Reimann, kommer jeg af vanvare til at gå i en lidt for stor bue udenom en lygtepæl og en ældre dame i pels og kommer tæt på vagtparaden. »GIV AGT,« råber soldaten, så ingen på hele Købmagergade har mulighed for at overhøre det. Officer Reimann hiver simultant – venligt, men bestemt - i mit jakkeærme og får mig hurtigt i sikkerhed inde i den civile kødrand, og Reimann fremhæver den unge mands resolutte reaktion som eksempel på han og hans kammeraters kompetencer som professionelle soldater. 

Vel inde på pladsen mellem de kongelige palæer marcherer Qvist og resten af vagtkompagniet i en nøje indstuderet rute hen over brostenene. Eksercitsen i morges har ikke været forgæves, selvom Reimann medgiver, at det har været lidt af et puslespil at få den nye rute på plads efter tronskiftet, hvor kongeparrets palæ nu er i centrum for ceremonien omkring vagtskiftet. Den nye placering af fanerne har betydet, at fanemarchen for officeren og fanebæreren er blevet mindst en tredjedel længere. 

Selv har Reimann været sat ud af spillet for en periode grundet en knæskade, men han er klar igen, beroliger han mig, til at indgå i det månedlige vagtskema. Som officer benytter han de værelser ved Christian d. IX’s palæ, som han udpeger for mig, da den uniformerede officer på dagens vagt, smutter ind ad døren i porten for at afløse sin kollega. Der går en rum tid, før den afløste officer kommer ud igen, og jeg spørger Reimann, hvad de monstro får tiden til at gå med derinde. ”Du ved,” siger Reimann. »De sidder lige og spiser en småkage og drikker et lille glas portvin og taler om, hvordan vagten er forløbet,« siger han. »Portvin?« spørger jeg forundret, og var ikke klar over, at indtag af alkohol var en fast bestanddel af formaliteterne omkring vagtskiftet. »Joe,« siger Reimann og læner sig lidt længere over mod mig. »Men mellem os sagt, er det virkelig ikke en særlig fremragende én af slagsen.«   

Da vagtskiftet efter en times tid er overstået – inklusive Musikkorpsets lille koncert til ære for Kongehuset, hvis de tilfældigvis skulle se ud ad vinduerne inde fra palæet, og ikke mindst de fremmødte turister, der bliver dirigeret rundt af et par aldrende politibetjente, så de ikke forstyrrer seancen unødigt – vender vi snuden mod kasernen i Gothersgade på ny. Qvist skal med det afløste vagthold hele vejen tilbage. Den gule kvast i hendes uniform dingler, når hun marcherer og markerer, oplyser Reimann mig om, at hun tilhører det laveste vagthold i Vagtkompagniet. De hvide kvast i det afløste Vagthold signalerer derimod til den indviede, at de tilhører det næsthøjeste. Reimann kan ikke undgå at glæde sig over, at jeg ikke skal overvære vagtskiftet én af de dage, hvor vagtplanen vil, at det netop er det højeste og det laveste kompagni, der skal afløse hinanden på slotspladsen. »For,« som han siger, »det tager sig unægteligt lidt asymmetrisk ud.« 

Asymmetri er i det hele taget noget, man lægger sig hårdt i selen for at undgå, fortæller Qvist mig, da vi omsider har fået varmen og en kop kaffe inde i kasernens kantine. Hun har fået lov af Inspektionshavende til at slippe for de to timers idræt, der, gud bedre det, normalt følger nu. Klokken er 14, eksercitsen var allerede i gang, da jeg ankom klokken 8 i morges, og forud er netop gået en længere afrunding ude på pladsen med indsamling af hvide stofhandsker, afladning af geværer og en kort tilbagemelding fra løjtnanten på vagtskiftet inde ved Amalienborg.  

»Det kunne være gået bedre,« siger Qvist. Mig er det gået fuldstændig hen over hovedet på, men vagtholdet havde åbenbart forsømt at stå helt snorlige inde på slotspladsen. »Og det tæller jo alt sammen med i karakterbogen,« som Qvist siger, og betror mig, at det nok ikke lige bliver i dag, hun får lyst til at gå ind og tjekke facebookgruppen ”Soldater af Den Kongelige Livgarde” hvor dagens vagtskifte gerne bliver kommenteret og anmeldt af tidligere gardere, der har været til stede under paraden. 

Qvist spørger ikke om min mening, inden vi takker af for i dag og vinker farvel ude foran kantinen, men hvis hun havde, kunne jeg fortælle hende, at jeg er pænt imponeret alene over den overlegne fysiske præstation, det er at agere royalt vagtpersonel i dagens Danmark.