Print artikel

Det var ikke flagermusen, der gjorde det

Jude Law i 'Contagion'
Kommentar
20.05.20
Mens smittetrykket falder, forsøger vi stadig at finde det skæbnesvangre dyr, der spredte coronavirussen til mennesker i Wuhan. Men som i en noirfilm er det ikke sikkert, at der kun er én skurk, og i et større økologisk perspektiv kan man stille spørgsmålet: Hvad ville vi vide, som vi ikke allerede ved, hvis vi vidste, præcis hvor virussen kom fra?

En aften hos mine forældre i Østjylland, mens jeg var i isolation der med min kæreste og vores børn, finder vi Steven Soderberghs film Contagion frem. Det er kun et par dage inde i nedlukningen, og alle er lidt skræmte i forvejen. Villavejen udenfor er helt stille, gardinerne er trukket for. Ingen ved helt, hvorfor vi sætter en film om virus på, når vi måske mest af alt har brug for at tænke på noget andet.

Jeg håbede, især på vegne af min mor, der sad helt anspændt med benene trukket op under sig i sofaen, at det var en af den slags blockbusters, hvor de gode klarer den og løser det hele til sidst. At Hollywoods version af pandemien ville spejle coronaudbruddet på en beroligende måde.

Men hvis det var meningen, at vi skulle hygge os, så var det den forkerte virusfilm. Den betryggende forløsning manglede, følelsen af at vide, hvis skyld det var, og hvordan det onde skal afværges næste gang.

I filmen følger man på en urovækkende detaljeret måde spredningen af en ny virus i den moderne verden. Vi begynder med patient 0, en meget bleg og hostende Gwyneth Paltrow, der sætter sig i et fly fra Hongkong til USA. Herfra følger det svære opklaringsarbejde, et fejlslagent forsøg på at bremse virussen, millioner af menneskers død og endelig vaccinens ankomst.

Til sidst, da de tilbageværende karakterer har klaret den og kan begynde at leve igen, kommer den kølige afsløring af pandemiens begyndelse.

Vi ser et træ blive fældet, en flagermus letter fra trækronen og flyver mod en kinesisk landsby, den har et stykke frugt i munden, som den taber ned i en svinesti. En pattegris spiser frugten og bliver senere kørt ind til byen for at blive slagtet. Sådan kommer virussen fra skoven til byen, hvorfra den spreder sig til resten af verden.

Det var altså flagermusen, der var kilde til smitten.

Gåden er løst, men der er et stærkt element af noir i Soderberghs katastrofefilm fra 2011. I modsætning til diverse fortællinger om vulkanudbrud, meteornedslag og jordskælv, så er det ikke naturkræfter langt uden for menneskelig rækkevidde, der er årsag til ulykken. Ligesom i 1950’ernes dystre kriminalfilm viser det sig i stedet, at helten selv er indblandet i forbrydelsen: Virussen stammer fra flagermusen, men nogen fældede træet, og nogen byggede svinestien og byen.

Noir kan siges at være et genretræk ved en historie, hvor detektiv og forbrydelse er viklet sammen på en uigennemskuelig måde. Det er det, der opstår, når der til sidst ikke er nogen tydelig skurk at give skylden, når flagermusen ikke kan bære den alene.

Efter filmen var der underligt stille i stuen. Det var lovlig meget afmagt at skulle kapere lige der.

Vi er indblandet, men på trods af denne meddelagtighed giver det ikke sig selv, hvad vi skal gøre. Vi kan lade være med at fælde træet, men så har vi stadig svinestien i nærheden af flagermusene, og når vi lukker den, har vi stadig byen nær skoven. Hvor skal man begynde?

Både konservative og grønne finder en skurk

Indtil videre ligner coronavirussens oprindelseshistorie Soderberghs film på en prik, hvis man trækker grisen fra og tilføjer det såkaldte ’vådmarked’ i Wuhan, hvor vilde dyr blev solgt og slagtet. De videnskabelige bud går netop på, at virussen er opstået blandt flagermus og sandsynligvis har spredt sig til mennesker via én eller flere andre dyrearter, muligvis via et lille, truet skældyr, som er en delikatesse i Wuhan.

Men der har været en iver efter at udgrænse det element af noir, som også tilhører virkelighedens virus. Nok netop fordi det er beroligende at kunne komme med et svar og at kunne placere ansvaret et sted.

Måske et af problemerne ved at komme med en nem forklaring, der inkluderer dyr, er, at de er allevegne. ’Kontakten’ med både husdyr og vilde dyr må virkelig være uoverskuelig i et globalt perspektiv. Selv for samfund, der elsker kontrol.

Måske det krævende ikke så meget er at stable jagten efter et svar på benene, men at holde spørgsmålet åbent og at undgå at blive enige om en lidt for nem forklaring?

I begyndelsen læste jeg alt, hvad jeg kunne finde om årsagen til udbruddet, spredningen i den tidlige fase og så videre. Jeg ville virkelig gerne vide, hvem og hvad, der satte det hele i gang, om der var sket en stor fejl eller en forbrydelse et sted. Fra de første ugers spekulationer husker jeg især en video af en flagermusesuppe, serveret på en restaurant. En hel, kogt flagermus sidder ligesom op i suppeskålen og ligner den perfekte skurk. Det viste sig senere, at videoen med al sandsynlighed ikke var optaget i Wuhan, hvor flagermus netop ikke er en delikatesse, og måske var den slet ikke optaget i Kina. Suppen blev siden frikendt, men nye historier dukkede op, først om slanger og senere om pindsvin, desmerkatte, skældyr og om et hemmeligt laboratorium i Wuhan, hvor der blev udført eksperimenter med flagermus og grise.

Højrefløjsmedier og ditto netkrigere var hurtige til finde skurkene og mange af dem tog flagermusen og de andre vilde dyr til sig som et stærkt anti-kinesisk billede på virussens oprindelse. En nyhedsvært fra Fox News hævdede, at virusudbruddet skyldtes, at kineserne spiser rå flagermus, videoer af kinesiske delikatesser blev delt tusindvis af gange på sociale medier, og Donald Trumps bud var, at virussen kom fra dyr i et kinesisk laboratorium.

At mange reaktionære meningsdannere og politikere ville finde en skurk og en nem løsning var måske forudsigeligt, men flere grønne organisationer og skribenter var også hurtige til at give et klart svar.

Den store amerikanske dyrevelfærdsorganisation Wildlife Conservation Society har gjort en stærk indsats for entydigt at give handlen med vilde dyr skylden for virusudbruddet. Forfatteren Jonathan Safran Foer og foreninger som PETA og dansk vegetarforening har udpeget den industrielle kødproduktion, mens de traditionelle, kinesiske markeder ofte har fået skylden i den bredere mediedækning.

Det gode ved noir er desillusionen

Måske et af problemerne ved at komme med en nem forklaring, der inkluderer dyr, er, at de er allevegne. ’Kontakten’ med både husdyr og vilde dyr må virkelig være uoverskuelig i et globalt perspektiv. Selv for samfund, der elsker kontrol.

Fra et vestligt synspunkt kan det være bekvemt at kunne give de traditionelle markeder i Kina skylden. Det ville være meget nemmere, hvis der var noget galt derovre, og det letteste ville på en eller anden måde være at finde en skurk, vi kender i forvejen, helst én, som vi allerede er i gang med at bekæmpe. Den kinesiske regering fx. Det ville være det mindst uhyggelige, og det ville slet ikke have gjort min mor og mig så nervøse, som Contaigon gjorde.

Men der findes tilsyneladende et økologisk pres, som kommer mange steder fra på samme tid.

Der er traditionelle markeder på tværs af Asien, Afrika og Sydamerika, hvor millioner af mennesker er afhængige af kød fra vilde dyr. Den industrielle kødproduktion er global, skoven og andre levesteder forsvinder globalt, som følge af hugst, landbrug, minedrift, hvilket skubber mennesker og dyr tættere sammen. Samtidig øger befolkningstilvæksten mange steder forandringernes hastighed.

Der er ikke noget godt sted at skubbe ansvaret hen, for det er også os, der intensiverer kontakten mellem dyr og mennesker, os der urbaniserer og opdyrker, bygger svinestier og fælder træet.

Pandemiens element af film noir er det her svimlende, uigennemskuelige ved den økologiske sammenhæng, som er grundlaget for udbruddene. Den her meddelagtighed, der gør det svært at placere ansvaret.

Det gode ved noir er desillusionen. Det er, når detektiven til sidst finder ud af, at der er brug for større forandringer, end den enkelte strafudmåling kan føre til. Skurken sidder bag tremmer, men sporene peger i retningen af noget systemisk, som filmen gerne vil have publikum til at opdage.

I forhold til virussen svarer det måske til muligheden for at komme på højde med pandemien som økologisk fænomen, så vi forhåbentlig ikke vil nøjes med enkelte indgreb, som lukning af traditionelle markeder, omlægning af kødproduktion elller lignende, men vil forsøge at tænke dem sammen til en større bevægelse.

Helt galt ser det ud, hvis man forestiller sig, hvad reaktionære ledere som fx Donald Trump eller brasilianske Jair Bolsonaro kunne finde på at foreslå, hvis de for alvor gik ind i forebyggelsen. Virusbekæmpelsen kunne ende som et argument for at fælde mere skov, regulere bestemte dyrearter eller for at bygge mure. Det sidste lyder måske sært, men tænk på det danske vildsvinehegn, der netop er blevet bygget for at holde en virus ude.

'Mystisk lungebetændelse brudt ud i Kina’. Cirka sådan lød de første overskrifter tilbage i januar. Opklaringen har på den måde været en del af sygdommens plot fra begyndelsen, og selvom forskningen helt sikkert kan bruge svaret til noget, så kan der i et større økologisk-politisk rum være grund til at spørge, hvad vi ville vide, som vi ikke ved nu, hvis vi vidste, præcis hvor coronavirussen kom fra.

I en vis forstand vil vi vide mindre, hvis vi finder den skyldige. Fordi svaret risikerer at skygge for en situation, hvor de pandemier, der begynder med smitte fra dyr, bliver hyppigere og hyppigere, og hvor vi måske mest af alt har brug for at stille nogle omfattende økologiske spørgsmål.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.