Det var ikke flagermusen, der gjorde det
En aften hos mine forældre i Østjylland, mens jeg var i isolation der med min kæreste og vores børn, finder vi Steven Soderberghs film Contagion frem. Det er kun et par dage inde i nedlukningen, og alle er lidt skræmte i forvejen. Villavejen udenfor er helt stille, gardinerne er trukket for. Ingen ved helt, hvorfor vi sætter en film om virus på, når vi måske mest af alt har brug for at tænke på noget andet.
Jeg håbede, især på vegne af min mor, der sad helt anspændt med benene trukket op under sig i sofaen, at det var en af den slags blockbusters, hvor de gode klarer den og løser det hele til sidst. At Hollywoods version af pandemien ville spejle coronaudbruddet på en beroligende måde.
Men hvis det var meningen, at vi skulle hygge os, så var det den forkerte virusfilm. Den betryggende forløsning manglede, følelsen af at vide, hvis skyld det var, og hvordan det onde skal afværges næste gang.
I filmen følger man på en urovækkende detaljeret måde spredningen af en ny virus i den moderne verden. Vi begynder med patient 0, en meget bleg og hostende Gwyneth Paltrow, der sætter sig i et fly fra Hongkong til USA. Herfra følger det svære opklaringsarbejde, et
