Den borgerlige kandestøber

Der har været stille omkring Lars Boje Mathiesen efter hans ekskludering fra Nye Borgerlige, men han er nu tilbage med et nyt politisk parti, Borgernes Parti, som netop har rundet de 20.000 vælgererklæringer, der gør partiet opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg.

Det er ikke det første parti stiftet af en løsgænger i Folketinget de seneste år, men det skiller sig ud fra både Danmarksdemokraterne og Moderaterne ved at ligne et protestparti, der definerer sig selv som en direkte modstander af det nuværende politiske system.

Borgernes Parti, skriver de på deres hjemmeside, hvor alle de følgende citater er fra, er »et anderledes parti«, andre steder skriver de »unikt«. De ønsker »mod og vilje til en ny politik, der gør op med de traditionelle systempartier«, »sund fornuft i stedet for irrationelle, taktiske beslutninger« og »direkte demokrati«, fordi »Danmarks demokrati trænger til forbedring, fornyelse og forandring«. Endelig vil de gerne være »Danmarks bedste parti for bilejerne«.

Derudover står der også, at Borgernes Parti arbejder ud fra to grundprincipper: »Giver det mening? Og vil det være sund fornuft?« Men hvorfor arbejder de andre politikere ikke ud fra de samme deviser i dag, og hvorfor indfører de ikke de »meget fornuftige ændringer«, som Borgernes Parti har lagt frem indtil videre?

»Svaret«, står der »er både kort og trist. De har en interesse i at bevare det nuværende system, da de kan kontrollere magten og kontrollere befolkningen«.

At de, der har magten, også kontrollerer den, er så tilpas tautologisk, at vi ikke behøver komme ind på, hvordan repræsentativt demokrati og parlamentarisme fungerer, mens den anden ledsætning tilskriver politikere en totalitær motivation, som lyder paranoid.

Det lyder næsten, som om samtlige politikere på Borgen er galoperende machiavellianere, hvis eneste motivation for at varetage et politisk embede er magtbegærlighed i egen ret. Det klinger selvfølgelig hult, når nu partiet er stiftet af en mand, der kører på sit tredje parti, efter Liberal Alliance ikke ønskede at opstille med ham som folketingskandidat i Østjyllands storkreds i 2016 og hele spektaklet med Nye Borgerlige implosion.

Borgernes Parti skriver også selv: »Vi er ikke bygget op omkring en ideologi«. Den er der vel ikke er en kat, der køber. Hvad Borgernes Parti opfatter som sund fornuft, er naturligvis det, de selv mener er politisk rigtigt.

Partiets politik er ikke færdig, men »den skal laves i fællesskab med dem som støtter op«. Hvordan det kommer til at udspille sig i praksis er svært at blive klog på, men i Frihedsbrevets podcast Jeppe Bentzen Oplevelsen, hvor Lars Boje er den første gæst, siger han, at der er ved at blive udviklet en app. Jeg forestiller mig noget i retning af Kahoot.

Den store skurk i Borgernes Partis øjne er statens forvaltning, og hvad de kalder for »traditionelle systempartier« med status quo-bevarende politikere ved magten. Staten skal være mindre og fylde mindre, punktum.

De er også glade for at give, hvad de selv kalder konkrete eksempler på deres politik. De går ofte sådan her: »Er det sund fornuft, at [indsæt vinklet og forargende eksempel]? Nej! Ville det være sund fornuft, at [indsæt ideologisk ladet alternativ]. Godt, så er det det, vi gør!«

Lad os lige træde et langt skridt tilbage. Hegel skriver et sted i forordet til Åndens fænomenologi: »Hvis nu nogen fandt på at spørge efter videnskabens kongevej, kunne man ikke pege på nogen mere bekvem end den, der forlader sig på den sunde fornuft«.

Hegels ærinde er ganske vist ikke politisk, men han har fat i problemet med Borgernes Partis politiske kerneværdi: Sund fornuft eller snusfornuft er tanker, der ikke tænker, fordi den antager, at den har ret og dermed på forhånd har ugyldiggjort al kritik. Det er slet og ret slap tænkning. I bedste fald afføder det »trivielle sandheder«.

Og dem er der nok af hos Borgernes Parti. Er der nogen danskere, der vil stå imod et mere inkluderende system for handicappede? Et mere værdigt liv som pensionist? Mindre bureaukrati? Eller at Danmarks natur- og dyrelivs tilstand er et fælles ansvar?

Hermed Borgernes Partis skolebogsforudsigelige borgerlige kerne: flere biler, færre skatter og afgifter, mindre bureaukrati, mere frihed, mindre stat, færre udlændinge, mere iværksætteri, mere borger, mindre system og mindre wokeisme. Mere unikt er det vist heller ikke.

Herman opfatter sig selv som klogere end de fleste – især dem, der sidder ved magten - og mener at kunne løse alle byens problemer med et fingerknips

Et skridt længere tilbage: For nylig genlæste jeg Ludvig Holbergs allerførste komedie, Den politiske kandestøber fra 1722. Det handler om Herman von Bremen, en storskrydende kandestøber i Hamborg, der forsømmer sit arbejde, fordi han »læser nat og dag politiske bøger så han må blive gal« og hellere vil sidde på det lokale værtshus og snakke politik med en flok lige så uvidende driverter.

Herman opfatter sig selv som klogere end de fleste – især dem, der sidder ved magten - og mener at kunne løse alle byens problemer med et fingerknips:

»Jeg tænkte på i nat da jeg ikke kunne sove, hvorledes regeringen i Hamborg bedst kunne indrettes så visse familier hvori folk hidtildags ligesom fødes til borgmestre og rådsherrer, kunne udelukkes fra den højeste øvrigheds værdighed, og en fuldkommen frihed indføres«.

Han foreslår i stedet, at borgmesterskabet skal indrettes, så »samtlige borgerskab [blev] delagtigt i regeringen« ved kun at lade borgmesteren sidde en måned ad gangen, så de forskellige faggruppers interesser kunne varetages på skift. Med andre ord: mindre elite, mere borger, mindre bureaukrati, mere direkte borgerstyre.

Hans kone, Geske, er godt træt, fordi støberiet taber kunder på, at Herman ikke passer sit arbejde. Rådsherrerne i byen er heller ikke vilde med Herman og overvejer at straffe ham, men en af dem foreslår, at de i stedet udsætter ham for en practical joke.

De bilder derfor Herman ind, at han er blevet borgmester i Hamborg med omgående virkning, fordi det jo ikke skal hedde sig, at en mand med sådanne overlegne politiske kapaciteter skal spilde sin tid med at støbe kander.

Fluks får han sin tjener, Henrik, til at kalde sig for Herman von Bremenfeld og styrter ind på borgmesterkontoret i magtens iver, og med det samme står han med en juridisk tvist om et stykke jord mellem to naboer repræsenteret af to advokater, der vrøvler løs på latin.

De argumenterer hver især så godt for deres sag, at han giver dem begge ret. En anden kvinde kommer ind og beder om penge, mens papirerne hober sig op på skrivebordet, og gaderåberiet forstyrrer hans arbejde:

»Det er ikke så let at være borgmester som jeg tænkte, Henrik. Jeg har her fået nogle sager som Fanden selv ikke kan hitte rede i,« siger han. Herefter kommer oldermanden for hattemagerne ind med et klagemål i tyve punkter, som hurtigt bliver efterfulgt af en anden borger, der vil klage over hattemageroldermanden. Det er åbenbart svært at varetage alle borgernes interesser.

Herman gemmer sig under bordet og bander sit borgmesterskab langt væk, mens der står et regiment matroser i oprør uden for hans vinduer, der truer med at slå de selvsamme vinduer ind. Herefter falder masken, og Herman finder ud af, at det hele blot er en spøg udtænkt af rådsherrerne, og han beder Henrik om at brænde alle de politiske bøger og runder komedien af med det nok så ofte citerede: »Et er et søkort at forstå / et andet skib at føre«. Tilbage til kandestøberiet.

Man kan ikke forlange, at Holberg er demokrat, maskeraden i Den politiske kandestøber er karikeret ud i det absurde, og moralen, der lyder, at håndværkere bør holde sig til deres håndværk frem for at tænke store tanker om politik, er noget tvivlsom set med nutidsøjne.

Men det er ikke pointen. Den er nærmere, at protestpartier som Borgernes Parti, der påstår, at netop deres politik er bygget på sund fornuft og ikke på ideologi, sjældent ved, hvad de skal gøre med magten, når og hvis de kommer i nærheden af den.

Den forbedring, fornyelse og forandring, de efterlyser, forbedrer, fornyer og forandrer ikke noget, de andre borgerlige partier ikke i forvejen plæderer for. Ambitionerne om »en ny politik« lyder snarere som fantasteri – eller som noget fra en kandestøber, der har læst for mange politiske bøger. Men selv Herman von Bremen kommer jo til fornuft til sidst.