Kunsten skal ikke være teknokratiets nyttige idiot

Kunsten kan ikke løse klima- og biodiversitetskrisen. Her er det eksempelvis Vladimir Nabokov, der fanger sommerfugle.

Kommentar

26.01.23

I det nye regeringsgrundlag står der, at der skal nedsættes et råd, der skal afdække, hvordan kunst og kultur kan bidrage til at løse tidens store kriser, blandt andet klima-, natur-, velfærd-, og trivselskrisen. Men i stedet for at sætte sin lid til at teknokratiet når frem til noget økonomisk rationelt og fornuftigt, kunne man også lade kunsten tale for sig selv og lære at lytte til den.

Tobias Omø Kristensen

Imens den nye SVM-regering blev forhandlet på plads på Marienborg, holdt Aabenhus Antikvariat på Paradisgade i Aarhus sit årlige, hollandske trappeudsalg. Det er for svært bibliofile en øvelse i mådehold for viderekomne, hvor jeg selv slæber en stor del af årets læsestof med hjem til så få penge, at jeg næsten får dårlig samvittighed over for den venlige og fåmælte antikvar, som dog altid forsikrer mig om, at der er flere, hvor de kommer fra.

En af bøgerne fra årets høst var George Orwells The Road to Wigan Pier fra 1937. Jeg vidste kun, at den handler om kulminearbejdere i Nordengland (primært Lancashire og Yorkshire) og det britiske klassesamfund i 1930’erne.

Ligesom mange andre læste jeg 1984 i gymnasiet og var, trods min begrænsede viden om totalitarisme, meget optaget af Orwells politiske analyse, men mod slutningen af mine tyvere er jeg mere draget af hans essays og journalistik. Jeg behøvede ikke læse ret langt i The Road to Wigan Pier for at forstå hvorfor. Allerede i andet kapitel står der:

»I den Vestlige verdens stofskifte er det kun ham, der pløjer jorden, som er vigtigere end kulminearbejderen. Han er en slags snavset kar