Fuld fart på instrumentaliseringsraketten

Det har i årevis været lidt af en folkesport at kritisere de politiske partier for at være visionsløse på kulturområdet. »Dansk Folkeparti er jo de eneste, der rent faktisk har en kulturpolitik her i landet!« har det lydt. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Kulturområdet er et politikområde ligesom alle andre. De politiske partier går op i, hvordan støtten bliver fordelt til spillesteder, museer, teatre, medier og udøvende kunstnere. I Danmark, ligesom i resten af de skandinaviske lande, har politikerne ret meget at skulle have sagt på kulturområdet. Dybest set fordi en stor del af kulturens finansiering kommer fra staten.

Spørgsmålet er, om det egentlig er så hensigtsmæssigt? Historier om en branche i knæ, hvor alt for få ansatte kæmper om uværdigt lave bevillinger, går ned med stress på stribe på institutioner, der løber desperat efter forskellige samfundsmæssige tendenser for at tiltrække publikum og tækkes de politiske magthavere, tyder i hvert fald ikke på, at det gør ret meget godt for kulturbranchen, at den i så høj grad er underlagt skiftende politiske vinde.

I Sverige, hvor kulturpolitikken ligesom her i landet påstås at være drevet med udgangspunkt i det høj