Humaniora er at være villig til at svække sine egne synspunkter i dialogen med andre

Hvad er humaniora? Er det at læse bøger, som ingen ellers ville læse? At tale med mennesker ud fra deres lokale ståsted? Er det at komme med – til tider vanvittige – teorier om verden, gud og kosmos? Er det at undersøge kommasætningens historie, eller at skabe et begrebsapparat i samarbejde med psykiatrien for at hjælpe samfundets allermest udsatte? Er det at overkomplicere umiddelbart simple emner? Efter at have læst idéhistoriker Mikkel Thorups Humaniora – et essay, synes svaret på alle disse modsætningsfyldte spørgsmål at være: Ja, og mere til. 

Humaniora er notorisk svært at indfange. Det rummer mange fagligheder, der kan virke væsensforskellige fra hinanden. Til tider forekommer de forskellige grene nærmest at være hinandens modsætninger. Det er de dog kun, hvis man ikke har forstået, at humaniora grundlæggende handler om at stille spørgsmål til verden, nuancere de begreber, vi forstår verden igennem, at udfordre vanlige tankestrukturer.