Minervas ugle flyver nu

Siden første Mosebog i Det Gamle Testamente, hvor Gud skaber verdenen ud af det bare ingenting, har store dele af Vestens historie forbundet skaberkraft med idéen om geniet. Ikke et hvilket som helst geni, men det individuelle geni, der tager noget ingenting og gør det til noget. Creatio ex nihilo, som Augustin formulerer det.

Gud havde ingen kolleger, han kunne sparre med. Det havde det romantiske digtergeni, som er en videreførelse af den guddommelige, individuelle skaberkraft, heller ikke. Tænk bare på Wordsworth, der i forordet til Lyrical Ballads skriver om digteren som en, der har en særlig adgang til verdens og naturens hemmeligheder, og som tager det på sig at forkynde det til resten af befolkningen på folkesprog: »Poets do not write for Poets alone, but for men. […]  and, in order to excite rational sympathy, he must express himself as other men express themselves.«

I det 21. århundrede er der dog ikke mange Wordsworth-skikkelser tilbage, som kan få en karriere op at stå på at fordybe sig i påskeliljerne eller Westminster Bridge. Som Jan Løhmann Stephensen, lektor ved Æstetik og Kultur på Aarhus Universit