Paranoiaens pronomen
Siden Mary Shelleys mere eller mindre obskure roman fra 1826, The Last Man, der foregår sidst i det 21. århundrede, hvor en mystisk pandemi næsten får udryddet hele menneskeheden, har dystopier været en af de lavest hængende frugter i litteraturhistorien. Vi har tydeligvis ikke nok at have det dårligt over i vores egen verden, og i disse tider er vi så langt fra at have fået nok af dystopiske fortællinger, at vi er begyndt at grave dem frem fra gemmerne. Det seneste fund er den engelske forfatter Kay Dicks They fra 1977; en uhyggelig, lille perle af en novellesamling med undertitlen A Sequence of Unease. Det løfte holder den.
They har ikke ligget hengemt i så mange år på grund af dens manglende litterære kvaliteter, men fordi hverken Penguin (det forlag der udgav den) eller anmelderkorpset var klar til Dick, der som 26-årig blev den første kvindelige forlagsdirektør for P.S. King & Son, hvor hun blandt andet redigerede – af alle forfattere – George Orwell. Hun vidste udmærket godt, hvordan branchen fungerede og havde selv udgivet en håndfuld romaner og antologier. Da hun gik til Penguin i sin tid og fo
