Kunsten er død. Kunsten længe leve!
Hegel er moderne igen. Efter at have været forkætret i store dele af det 20. århundrede er den gamle tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770–1831) igen på vej ind i samtalen ved de filosofiske saloner. Samfundstænkningen tenderede i lang tid til at give Marx ret i, at Hegel havde vendt verden ’på hovedet’ ved kun at interessere sig for idealistiske forestillinger. Fagfilosofferne var enige, og i Vestens filosofi kunne Bertrand Russell, én af hovedskikkelserne i engelsk filosofi, skrive, at der ikke er nogen grund til læse Hegel, da Hegels strabadserende prosa alligevel kun belønner læseren med logiske fejltagelser. Ligeledes kunne Gilles Deleuze under ungdomsoprørets spiren i 1968 programmatisk melde ud, at fransk filosofi fremover måtte forstås som ’generaliseret anti-hegelianisme’.
Omkring årtusindskiftet begyndte dette negative billede at skifte. Særligt amerikanske fortolkere som Robert M. Pippin fremhævede nu, at hvis man så igennem fingrene med enkelte af Hegels excentriske sprogblomster, så afslørede der sig en rationel kerne bestående af alt andet end verdensfjerne argumenter. I særlig grad genfortolkede man Hegels komplekse nøglebegreb Geist
