Print artikel

Kunsten er død. Kunsten længe leve!

Illustration: Javier Trivino Murillo og Forlaget Senmund
Kritik
03.03.20
Den tyske filosof Hegel erklærede allerede i 1800-tallet kunsten for død. Det blev afsæt for en højst relevant refleksion om forholdet mellem kunst og samfund.

Hegel er moderne igen. Efter at have været forkætret i store dele af det 20. århundrede er den gamle tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770–1831) igen på vej ind i samtalen ved de filosofiske saloner. Samfundstænkningen tenderede i lang tid til at give Marx ret i, at Hegel havde vendt verden ’på hovedet’ ved kun at interessere sig for idealistiske forestillinger. Fagfilosofferne var enige, og i Vestens filosofi kunne Bertrand Russell, én af hovedskikkelserne i engelsk filosofi, skrive, at der ikke er nogen grund til læse Hegel, da Hegels strabadserende prosa alligevel kun belønner læseren med logiske fejltagelser. Ligeledes kunne Gilles Deleuze under ungdomsoprørets spiren i 1968 programmatisk melde ud, at fransk filosofi fremover måtte forstås som ’generaliseret anti-hegelianisme’.

Omkring årtusindskiftet begyndte dette negative billede at skifte. Særligt amerikanske fortolkere som Robert M. Pippin fremhævede nu, at hvis man så igennem fingrene med enkelte af Hegels excentriske sprogblomster, så afslørede der sig en rationel kerne bestående af alt andet end verdensfjerne argumenter. I særlig grad genfortolkede man Hegels komplekse nøglebegreb Geist, der sædvanligvis oversættes med ”ånd”. Den åndelighed, som Geist betegner, kunne ifølge Pippin ikke længere forstås som noget mystisk, noget særligt religiøst eller slet ikke som noget overnaturligt eller spøgelsesagtigt. Geist er snarere navnet på noget langt mere jordnært: de forskellige historiske og sociale former som menneskets kollektive, frie og fornuftige omgang med verden kan tage. Som en slags filosofisk Marshall-hjælp formåede disse amerikanske fortolkere at revitalisere interessen i Hegels tyske idealisme, og på det europæiske kontinent stod avantgarden – f.eks. i form af slovenske Slavoj Žižek eller tyske Markus Gabriel – klar til at bekræfte et nyt og positivt billede af Hegel. Således fremstår Hegels tænkning i dag ikke blot som historisk interessant, men også som vigtig for at forstå vores samtid og nutidens filosofiske problemstillinger.

Som et udtryk for denne fornyede interesse har Forlaget Senmund netop udgivet den første og centrale del af Hegels forelæsninger om æstetik under titlen Indledning til æstetikken. Hegels æstetik stresstester den nye opfattelse af Hegel som relevant og aktuel, da den fremsætter en række mildest talt kontroversielle påstande. I særdeleshed er Hegels nyoversatte forelæsninger, der blev afholdt fra 1818 til 1828, berømte og berygtede for at erklære kunsten for død og afsluttet. Fra et nutidigt synspunkt forekommer Hegels æstetik således både mærkværdig og kontroversiel. Med sit kunsthistoriske fokus er den mærkværdig, idet den modsat de fleste nutidige værker inden for filosofisk æstetik hverken handler om det særegne ved æstetisk nydelse, om den sociale konstruktion af smagskategorier eller om kriterierne for vurderingen af kunstværker. Og den er kontroversiel, fordi den forsvarer den kontra-intuitive tese, at kunsten, allerede på Hegels egen tid, skulle være afgået ved døden.   

Fagfilosofferne var enige, og i 'Vestens filosofi' kunne Bertrand Russell, én af hovedskikkelserne i engelsk filosofi, skrive, at der ikke er nogen grund til at læse Hegel, da Hegels strabadserende prosa alligevel kun belønner læseren med logiske fejltagelser

Kunstens død og epoker        

»Set ud fra sin højeste bestemmelse er og forbliver kunsten … noget fortidigt. Dermed har den for os tabt sin ægte sandhed og det ægte liv. Den er mere henlagt til vores forestilling og kan derfor ikke længere kræve sin tidligere nødvendighed eller genindtage sin ophøjede position i virkeligheden«. Sådan lyder en af de mest prægnante formuleringer, som Hegel giver til sin tese om kunstens afslutning. Konklusionen er ikke blot et tilspidset kritisk udfald imod en tilfældig kunsttendens i Hegels samtid. Den er tværtimod en integreret del af Hegels opfattelse af kunsten som helhed og kulmination på en større historisk analyse af dens udvikling. Tesen betyder ikke, som Hegel straks gør os opmærksom på, at der ikke længere vil blive lavet kunstværker. Der vil fortsat blive malet billeder, lavet skulpturer, skrevet digte og komponeret musik. Selv efter kunstens afslutning vil der blive produceret kunst og også stor kunst. Men hvis tesen ikke betyder, at kunsten er død i denne direkte forstand, hvad betyder den så?

Under én fortolkning af Hegel betyder den, at kunstens historiske udvikling allerede var slut på Hegels egen tid. Hegel skelner da også i de oversatte forelæsninger imellem tre epoker, der i bedste dialektiske stil forholder til hinanden som tese, antitese og syntese. Først kom den symbolske kunst, som udstillet i f.eks. antikkens egyptiske kunst, der befolkedes af et virvar af religiøse symboler. Derefter kommer klassisk kunst, der for Hegel er særligt klart udstillet i græske og romerske skulpturer, som næsten altid har den menneskelige krop som motiv. Det religiøse element forsvinder ikke, men for Hegel giver sådanne skulpturer konkret snarere end symbolsk udtryk for menneskelig frihed; og at udtrykke menneskets frihed er én af kunstens højeste opgaver. Endelig kommer syntesen, som Hegel uden videre forklaring kalder romantisk kunst, og som fokuserer på individets indre liv. Den »subjektive intimitet, sindet, følelsen« er den romantiske kunsts indhold inden for såvel den romantiske digtning som det 17. århundredes hollandske maleris afbildning af hverdagssituationer. Disse indre tilstande er imidlertid svære at give den materielle og ydre form, som et kunstværk også kræver, og derfor bliver den romantiske kunstform tynget af sit indhold og begynder at tendere imod ironi og selvoverskridelse. Hvis tesen om kunstens død tolkes med udgangspunkt i denne tredeling af kunstens epoker, er det en forudsigelse om kunstens udvikling, der siger, at kunsten i al væsentligt ikke kan udvikle sig videre end de udtryk, som var tilgængelige for den romantiske kunst.

Hvis kunsten er ’død’ eller ’afsluttet’ er det altså ikke, fordi kunstens stilarter ikke længere kan udvikle sig, men fordi kunstværker ikke længere kan spille den rolle i vores liv, som de engang gjorde

Filosoffen Martin Heidegger, der var sympatisk indstillet over for Hegels æstetik, bemærkede i 1930’erne, at det endnu var for tidligt, at afgøre om Hegels forudsigelse var rigtig eller ej. Kun fremtiden, mente Heidegger, kunne vise, om kunsten på en afgørende måde ville være i stand til sætte sig ud over den form for ironi og resignation, som Hegel tilskriver romantisk kunst. Andre kommentatorer har været langt mere kritiske og har bemærket, at kunsten allerede i 1850’erne og med modernismens gennembrud slog ind på en helt ny kurs. Édouard Manets (1832-1883) modernistiske malerier, Claude Debussys (1862-1918) impressionistiske musik såvel som utallige af det 20. århundredes kunstneriske innovationer viser for sådanne kritiske kommentatorer, at Hegels tese er åbenlyst forkert: Kunstens historiske udvikling har ikke alene vist, at Hegels forudsigelse ikke holder stik; den har også vist, at kunsten udvikler sig mere uforudsigeligt end Hegels lineære fortælling om kunstens udvikling overhovedet kan begribe.

Kunstens død som diagnose       

Der findes imidlertid en anden – og måske mere lovende – fortolkning af Hegels tese om kunstens afslutning. Denne fortolkning, som blandt andet er fremført af Arthur C. Danto, fremhæver, at Hegels tese slet ikke skal forstås som en kunsthistorisk forudsigelse. Hegels pessimisme angår ikke kunstens egen udvikling; den angår snarere vores og den vestlige kulturs forhold til kunsten. Set i det lys, vedrører Hegels æstetik det forhold, at menneskets selvforståelse har gjort så store fremskridt, at kunsten »ikke længere giver os den tilfredsstillelse af åndelige behov, som tidligere tider og folk søgte i den, og som de kunne finde dér.« Kunstens rolle er at give Geist, dvs. vores kollektive ideer og handlemønstre, et rum, hvor den kan erfare sig selv, og dermed give mennesket et sted, hvor det i kunstens sanselige form kan erfare sandheden om sig selv. Vores samfund, liv, ideer og handlemønstre var imidlertid allerede på Hegels tid blevet så komplekse og præget af store modsætninger, at dette ikke længere kunne lade sig gøre i kunsten. Videnskaben, filosofien og politiske institutioner måtte i stedet tage over i formidlingen af sandheden. Man kunne som en del af Hegels samtidige ønske sig tilbage til den sanselige fremstilling af frihed og sandhed, som mennesket havde kunne finde i den klassiske kunst, men for Hegel var dette ønske ikke blot umuligt – vi kan ikke skrue tiden tilbage – men også regressivt. Hvis kunsten er ’død’ eller ’afsluttet’ er det altså ikke, fordi kunstens stilarter ikke længere kan udvikle sig, men fordi kunstværker ikke længere kan spille den rolle i vores liv, som de engang gjorde.

Under moderne betingelser bliver vores forhold til kunsten enten til ren underholdning eller til noget udelukkende intellektuelt, som kun indbyder til en »tænkende betragtning«. For Hegel var dette intellektuelle, men også amputerede forhold til kunsten indvarslet af kunstkritikkens fremkomst og af det forhold, at kunsten selv så småt var begyndt at imitere videnskabens, filosofiens og politikkens figurer. Hvis man vover en nutidig og afsluttende betragtning, er kunstens symbiose med kunstkritikken næppe blevet mindre siden Hegel, og vores forhold til kunsten synes i større og større grad medieret igennem anmeldere, smagsdommere og eksperter. Ligeledes er det vel ingen hemmelighed, at kunsten selv har fortsat sin udvikling imod det småvidenskabelige, lommefilosofiske og ofte eksplicit politiske. Hvad det siger om kunsten og ikke mindst om os selv er det store og tunge spørgsmål, som Hegel stiller den moderne læser.

Jacob Bittner har med den aktuelle udgivelse begået en imponerede oversættelse af Hegels til tider svære prosa, der i den danske oversættelse læses ganske smerte- og lydefrit. Det er en anerkendelsesværdig bedrift, som øger tilgængeligheden af Hegels tanker betragteligt. Udgivelsen kunne til gengæld have profiteret af en mere grundig introduktion, da Bittners meget korte efterskrift kun tilbyder få hjælpende ressourcer og begrebsafklaringer. Selvom Hegels forelæsninger er tankevækkende læsning i egen ret, så er Hegels tekst og tanke stadig af en sådan tyngde, at den interesserede læser ville have været godt hjulpet af flere introducerende betragtninger om indholdet og receptionen af Hegels omstridte æstetik. Tilbage står ikke desto mindre, at Forlaget Senmunds udgivelse er et klart bidrag til, at Hegels filosofiske argumenter får den opmærksomhed, som det efterhånden er blevet klart, at de fortjener.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.