De værdigt trængende

Feature

24.05.16

Holdningen til, hvem der har fortjent ydelser fra fællesskabet, har aldrig været stillestående. I nogle hundrede år afgjorde protestantisk arbejdsmoral, hvem der fortjente medfølelse. Med fremkomsten af velfærdsstaten, blev hjælp fra det offentlige en rettighed. Spørgsmålet er, om vi nu er på vej tilbage til et samfund, hvor vi definerer retten til hjælp ud fra en moralsk dom over ’de værdigt trængende’.

Stine Engen

Da milliardæren Per Henriksen i 2006 udtalte, at han ville give sin formue tilbage til samfundet, spurgte Information ham, om dette betød, at alle fattige nu ville komme i betragtning til fonden. Til det svarede den dengang 87-årige Per Henriksen:

»Bestemt ikke. De fleste fattige har levet over evne. Det er derfor, de er fattige. De har spist og drukket og ferieret deres indtægter op. Den slags mennesker fortjener ikke hjælp. Heller ikke bistandshjælp, for den er så stor, at folk kan leve af den, og så gider de ikke arbejde.«

Nok ikke alle er enige i Henriksens påstand. Men debatten om, hvilken rolle velfærdsstaten skal have i relation til den enkelte borger, blusser op igen og igen. Hvor meget ansvar har man for sin egen sociale situation, og skal man gøre sig fortjent til sociale ydelser? Kort sagt; hvornår er man ’værdigt trængende’?

Fra fattighjælp til socialhjælp

Ifølge Ove Kaj Pedersen, forfatter til blandt andet bogen Konkurrencestaten og professor i komparativ politisk økonomi ved CBS, har sondringen mellem ’de værdigt’ og ’de uværdigt trængende’ altid eksisteret i