Hverdagsheroisme

Det er efterår på Bornholm. Der er ikke så meget ferieø, folkemøde eller den der slags fortættede sommeridyl, man gerne forbinder med Danmarks østligste udpost, over Bornholm i oktober. Gaderne ligger øde hen under en askegrå apokalypsehimmel i Rønne, mens efterårsvinden jager gennem gader, der er affolkede på den måde, som gaderne var tomme i 90erne, der hvor man kommer fra i provinsen.

Jeg er på Bornholm, fordi jeg læste en Facebook-opdatering for et par måneder siden. Opdateringen blev delt af en bekendt, der ligesom jeg selv er optaget af konflikter og krigszoner og som ligesom jeg selv ofte befinder sig i dem - en del mere end mig selv faktisk.

Opdateringen var fra en ung ekssoldat og sprogofficer, Johannes Christian Weddell-Bollman: 

»Har set flere bekendelses-updates på det sidste med folk, der bryder tabuer - vold, barnløshed mv. Det imponerer mig når folk står frem og har noget på hjerte og bærer selv rundt på et tabu. Afghanistan. Jeg har ikke talt om det med nogen før. Jeg kan ikke. Sara sover ved siden af mig nu. Efter fem år ved hun stort set kun det om krigen som hun har set i programmet "min krig"...

Det er nu 5 år siden jeg kom hjem fra ho