Kald mig bare Scandiman

På toppen af mændenes hidtidige evolutionære trappe står Scandiman. Homo scandinavicus er nemlig både et monumentalt menneske hugget i granit og en skrøbelig blomst, der blidt og omsorgsfuldt spiller rollen som far og både henter og bringer. På toppen ved siden af ham står kvinden. Hun bør være bevidst om, at han har det sådan. Han vil ikke i kønskrig med hende. Han vil leve et godt liv sammen med hende. Scandiman vil det samme som hende. Den skandinaviske idealmand er ikke længere August Strindberg, det er Karl Ove Knausgård.

Scandimans sjæl er rundet af velfærdsstaten, men den har ikke gjort ham doven og dum, den har gjort ham blid og nysgerrig. Et fremtidsmenneske. En ny og bedre karakter formet af mangel på afsavn og pædagogisk dannelse. En personlighed, der ikke er skabt i konkurrence, men i fællesskabet.

Velfærdsstaten er livets definerende vilkår. Scandiman kan ikke undslippe velfærdsstaten. Den er et paradigme, der betinger ham og har formet ham. Mere end noget andet. Alt hvad velfærdsstaten slipper løs er produkter af den. Al dansk kunst er velfærdsstatskunst. Al dansk musik er velfærdsstatsmusik. Alle mænd født siden 60ern