I bio med Karl Ove
»Jeg tror ikke på genier, overhovedet ikke, men der er én undtagelse til den regel, og det er Lars Von Trier.«
Karl Ove Knausgårds ord falder staccato-agtige, og bag det engelske lyder en tydelig norsk klang. Begejstringen over den danske filminstruktør findes kun i ordene, for Knausgård ligner ikke en mand, der er begejstret over at stå foran et publikum. Der er en alvor over ham, som han står der i sin sorte læderjakke og introducerer en af sine yndlingsfilm for en fyldt biografsal. Har man fulgt ham i flere år, er det til gengæld en sand fornøjelse at høre ham tale om noget andet end sig selv. Desuden er Lars von Triers Idioterne et modigt valg. Filmen er på mange måder kontroversiel, især for et amerikansk marked, der priser politisk korrekthed lige så højt, som danskerne priser ytringsfrihed. Filmen følger en gruppe voksne, der har besluttet sig for at udleve deres indre idiot, og derfor imiterer evnesvage både offentligt og privat. Knausgård så filmen i 1998, da den kom som nummer to i rækken af dogmefilm, og den gjorde stort indtryk på ham.
»Jeg havde lige skrevet min første roman [red. Ude af verden (1998)], og da jeg så den film, gik de
