Et opgør med det molært kollektive
Jeg har bevæget mig i kollektiver. Feministiske, kunstneriske, aktivistiske og boformsmæssige. Jeg har vandret rundt i dem i den overbevisning, at kollektivisme er progressivt, fordi det skaber et alternativ til den individualistiske verdensorden. Til tider har jeg endog fået fortalt, at kollektivet er den eneste rigtige måde at arbejde kunstnerisk på, hvis man er utilfreds med konkurrencen, profittankegangen og individ-fetischismen i billedkunsten. Gennem oplevelser fra disse sub-kollektiver og andre mere eller mindre selvvalgte og større kollektiver, såsom uddannelsesinstitutioner, kommuner, nationalstaten og EU, har jeg dog senere erfaret, at kollektivet ikke er progressivt pr. definition.
Med det store kollektiv - nationalstatens - opståen omkring den franske revolution fremstod der ifølge Foucault et normsættende system, der defineredes af dets indre modsætning. Grænsedragningen mellem det fornuftige og det ufornuftige blev det, der definerede selve civilsamfundets ideologiske kerne. Ufornuften blev personificeret i den gale (eller i den feministiske version - i kvinden).
Det utæmmede i mennesket projiceredes altså over på visse personer, der dermed fritog de u