Print artikel

Ordmusik

En stabel pindebrænde af den kinesiske kunstner Hu Qingyan. Foto Galerie Urs Meile
Interview
12.02.13
Kunstskribent Michael Jeppesen vil gerne skrive om kunst som en slags improvisationspraksis. Man står overfor værket og lade sig gribe af det mystiske forhold mellem beskuer og værk, uden at anvende andre kriterier end sig selv. Og så kan man ellers begynde at stable ord ovenpå det.

Alle har prøvet at stå foran et kunstværk uden at ane, hvad man skal stille op med det. Man kan måske mærke, at det er interessant. At det på mærkværdigvis siger en noget, som man ikke kan sætte ord på. »Det er flot«, siger man så til sin ven. Hvis man har set mange kunstudstillinger, kan man måske sammenligne det med noget andet man engang har set. Så kan man sige, »minder det ikke lidt om Olafur Eliasson?«. Hvis man er endnu mere erfaren, kan man måske endda placere værket i den rigtige kunsthistoriske sammenhæng. Måske er der en reference til fluxus eller situationisterne, som man kan blive bevidst om. Men derfor har man jo ikke nødvendigvis sagt noget om værket i sig selv. Det er tilladt at sige »jeg synes, det er dårligt«, ligesom det er tilladt at sige »jeg synes, at det er godt«. Ingen af de to udsagn virker dog hverken til at være interessante eller særligt anvendelige, når man vandrer ind på et galleri for at se en udstilling.

Hvordan gør man så? Hvordan begiver man sig ud i at anmelde og bedømme værker, når det nu virker til at være så svært? Den danske kunstkritiker Michael Jeppesen fra Dagbladet Information hævder, at man må føle sig vej og derfra lade det der sker mellem værket og beskueren være det essentielle.

Michael Jeppesen skriver ikke om kunst. Han skriver nærmest ovenpå kunst. Kunstkritikeren med den karakteristisk ligefremme pen mener nemlig ikke, at man nødvendigvis kan eller skal forsøge at finde mening i et værk. Derimod kan man vælge at reagere emotionelt associerende, og se om man kan lade sig rive med. Og derefter kan man så måske forlænge værket ved at lægge ord ovenpå det.

Det kan virke håbløst at søge efter den perfekte definition for, hvornår noget er god kunst eller hvornår noget er bedre kunst end andet. For hvilke kriterier skal man anvende og hvordan ved man om de er gyldige? Engang skrev Michael Jeppesen, at god kunst er ligesom en Bacardi Breezer; effektfuld, men meningsløs. Måske en tilbagelænet version af filosoffen Kants diktum om det uinteresserede velbehag, som et æstetisk pejlemærke, men Jeppesen lægger dog alligevel afstand til definitionen.

»Det var jo bare et sjovt statement«, siger han i dag.

Men kan den ikke være gyldig, selvom den er sjov?

»Tjoh, men det er vel også kunstens største faldgrube. At man tror den skal være et eller andet. Med andre ting i livet accepterer man, at det findes på alle mulige måder. Altså sex kan både lave børn, være sjovt og være kriminelt. Og det kan kunst selvfølgelig også. Kunst kan både være højkultur og helt vildt fint og kan sikkert give store erkendelser, men kunst kan også være totalt underlødigt. Kunst kan også bare være en fest. Det glemmer man nogle gange, og det er også det svære når man skriver kunstanmeldelser. Bare det at skulle tage publikums kriterier med i sin vurdering er jo stort set umuligt.«

Hvad er dine kriterier?

»Jeg har kun et kriterie og det er mig selv. Det ville også være totalt naivt at have andre kriterier, så mine kriterier handler om, hvordan jeg har det med det. Og så håber jeg at andre har det ligesom mig.«

Hvad nu hvis jeg går hen til et værk, der fx er en stak med pindebrænde, som ligger på et galleri, og jeg ikke føler noget. Er der så en fremgangsmåde man kan anvende, når man skal vurdere et værk? Går du bare hen til det og går i gang med at føle?

»Ja, det er sådan cirka det. Men jeg vil sige, at med kunstkritik er det forhåbentlig for alle ligesom sådan noget freejazz-musik, hvor man også improviserer over de associationer, man får. Ligesom at et kunstværk heller ikke er sådan et kammer man åbner og tager ting ud af, så er der heller ikke noget man kan hente inde i en pindebrændestak. Det eneste man kan gøre som kunstkritiker er at placere ord på den. Det er en fjollet metafor jeg nogen gange bruger. Men jeg prøver sådan set bare at lave ordmusik, som på en eller anden måde kan hvile på pindebrændestakken, og det er på en måde total manipulation, for det har ingenting med værket at gøre, det har kun noget med mig at gøre, og så er det så op til mine evner som skribent om jeg kan få dig til at hoppe på, at ordene hænger sådan med værket. Og jeg vil faktisk også sige, at nogle gange tager man sig selv i, at det kun er ordmusik og så må man korrigere sig selv.«

Men har din redaktør ikke en forventning om, at du formidler kunst?

»Så har du en helt forkert forventning til redaktører. De forventer ingenting om noget som helst. De er glade bare der sker noget. De er glade for stabilitet. Og i forhold til pindebrændet så er det ét fedt om man angriber det på den ene eller anden måde. Og husk at oplevelser altid kan pakkes ind i objektivitet. Så når en kunstkritiker skriver om hvem der ellers har lavet pindebrænde og hvilke kulturfænomener den refererer til, så sker det også på baggrund af et individs oplevelser og følelser.

Spørgsmålet er, om man som anmelder er en slags kontrollant af om kunstneren indskriver sig i en tradition og om grebet så giver mening. Eller om man repræsenterer andre, der skal se det. Jeg har ikke selv fundet ud af det endnu, men lige for tiden tumler jeg også mere med om jeg skriver til dem der har set udstillingen eller om jeg skriver til dem, der ikke har set den.

Engang imellem kan man godt føle sig som idiot fordi man ikke lader sig rive med. Tør man så godt skrive det? At man er idioten.«

jeg prøver sådan set bare at lave ordmusik, som på en eller anden måde kan hvile på pindebrændestakken

 

Men har du ikke en autoritet som anmelder?

»Det kan jeg ikke bruge til noget, når jeg anmelder.«

Er din dom så ligeså gyldig som alle mulige andres?

»Ja, absolut. Der er en mand, der altid siger til mig, at jeg er svindler, når jeg møder ham. At han har gennemskuet mig. Og jeg siger altid til ham, at man kun er hvad man er. Og at alt hvad der kommer der udover, er fri fantasi. Så når du ser på en streg, så er det bare en streg. Og så er man er nødt til at acceptere, at alt hvad der bliver sagt om den streg udover, at det er en streg, der har en bestemt farve, det er fri fantasi.«

Når du kigger på et kunstværk, hvad skal der så til for at du tænker, at det her er god kunst?

»Det er svært. Man vil jo helst have, at det skal være nyt. Men der er jo så meget kunst, så man aldrig nogen anelse om, om noget er nyt. Det skal jo give en form for mening, så man gider se videre. Det kan bare være et eller andet, som man kan hænge sin hat på.«

Køber du også kunst selv?

»Nej, det kan man ikke når man skriver om kunst, det er to forskellige ting. Når man køber kunst, så køber man det for at hænge det op og vise det frem. Når man kritiserer kunst, så foregår det indeni hovedet. Det der får seks stjerner det ville ikke klæde min stue. Og det som klæder min stue det ville ikke få seks stjerner.«

Er det så fordi, at det der klæder din stue er pænt og dekorativt?

»Mjah, det der klæder min stue, det er det der sender et signal om hvem jeg og min familie er og hvad for et liv vi lever. Jeg har tit anmeldt installationskunst og videokunst rigtig positivt, men der er ikke videokunst i mit hjem. Jeg har prøvet at købe noget, men det føltes helt forkert. Og det er ligeså meget af praktiske grunde, som det er fordi det der passer ind i mit hjem er meget, meget mere banalt, end det jeg kan lide når jeg står på et museum. Men sådan er det vel i så mange af livets forhold. Vi går jo heller ikke altid i biografen for at se noget der ligner os selv. Eller læser bøger der er ligeså kedelige og banale som vores hverdag.«

Der er vel nogle der mener, at moderne kunst er et elitært fællesskab, hvor man er en gruppe, der har den samme forståelse af nogle symboler?

»Og den gruppe findes helt bestemt. Men jeg ved ikke helt om folk er klar over, at de er i gruppen, eller om gruppen er noget der kun eksisterer for dem udenfor. Men jo, hver gang et værk kommer ind i en institutionel sammenhæng, så bliver det tillagt betydning og hvert lag kommer efter det foregående, og på den måde tror jeg de færreste efterhånden ser pindebrændet for lag af vidtløftige kunsthistoriske betragtninger. Og det er synd. Men mest for eliten. Det er dem der misser pindebrændets potentiale. Apropos den fælles forståelse af symboler, så er det jo nok også sandt. Mine læsninger af kunst er næppe meget forskellige fra dine, men det er måske mere fordi vi er ens, end fordi kunstneren har kodet det på en bestemt måde. Hvis jeg var en helt anden person fra et helt andet sted, ville jeg sikkert opfatte pindebrændet radikalt anderledes. Men desværre har kunstdebatten og kunstmiljøet fraskåret alle andre end end lille gruppe fra at have en legitim mening om kunst. Så derfor ved vi ikke hvad en murer eller en arbejdsløs ville mene om moderne kunstværker. Men tro mig, de mener noget, og de begynder et meget sjovere sted end i kunsthistorikerens kedsommelige skrifter.«

Når du nu siger, at dine anmeldelser er en slags ordmusik, der kan sammelignes med musikalsk improvisation, kan du så nogle gange have svært ved at stå ved det bagefter?

»Aldrig nogensinde. Jeg kan altid finde ud af det når jeg går tilbage. Jeg skammer mig også over alt, hvad jeg har skrevet. Men det er helt rigtigt når jeg afleverer det.«

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.