Print artikel

Der voksede skov på heden – der voksede også mænd

”Der voksede skov på heden – der voksede også mænd”. Foto : Annette Skov
Heden på tegnebrættet. Foto : Annette Skov
Heden anlægges. Foto : Annette Skov
Essay
13.07.12
Hvad er en hede? Tung af myter. Kompleks. Kalder på en ambivalens. Kunstneren og hedebonden Annette Skov har bortført et stykke hede fra Midtjylland og plantet den ud på Refshaleøen. Kunstneren selv har i den forbindelse begået en essayistisk dagbog over tilblivelsesprocessen.

»Life is designed with unfinished lines«

Patti Smith

 

De syv mænd fryser, selvom de er indhyllet i strikkede huer og parkacoats. De holder hænderne skærmende over ørerne. 7 graders frost, og vinden vælter ind over heden fra nord. Flagene står vandret i luften. Isen knirker, og mågerne puster sig op.

Jeg fryser. Snøvler af kulde. Hagen er stiv, og kraniet er gået i baglås. Vi hælder snaps i kaffen. Og skynder os at drikke det hele.

En hede komplicerer livet. En hede er en måde at gøre livet besværligt på. En hede har vist altid været besværlig. Var det derfor mine forfædre tog livet så grundigt af hederne i Danmark, at der i dag kun er ganske få lyngområder tilbage?

Jeg har lavet en hede i København. På et hjørne af Refshaleøen – lige der hvor Burmeister & Wain i 1872 anlagde de første værftsbygninger uden for Strandgade, fordi ordrerne væltede ind, og ny teknologi havde brug for plads. Lige der, hvor havneløbet på den anden side lægger vand til Den lille havfrue og kyst til Mærsk. Faktisk nøjagtig over for Den lille Havfrue, der siden brygger Jacobsen skænkede skulpturen til København i 1913, har budt de sejlende velkommen til byen. Nu byder jeg velkommen på den anden side, som ifølge en arbejder fra værftet er den mest fotograferede plads i Danmark, fordi den agerer bagtæppe for turisternes billeder af havfruen. En ære, synes jeg, og vinker hver gang jeg spotter en gæst på havfruesiden. 

Refshaleheden er tænkt og udviklet som en venlig aktion. Jeg genindtager et stykke industrijord, som har ligget forladt, siden B & W abrupt forlod Refshaleøen i 1996. Jeg samarbejder med REDA, Refshaleøens Ejendomsselskab, der ejer området. Når jorden bliver solgt eller skal bebygges, så skal heden forsvinde. Vi må se, hvad der sker. Anlæggelsen af heden er begyndelsen, og jeg kender ikke fortsættelsen. Jeg tager ansvaret for de 100 kvadratmeter liv. Lige så længe, det er muligt, er det mit territorium, som jeg deler med alle, der har lyst til at være med.

Jeg har anlagt en hede i hovedstaden, fordi vi ikke havde en. Fordi jeg vil se, om det kan lade sig gøre. Fordi heder fortæller historie. Fordi rigtig mange ikke ved, hvad en hede er. Fordi steder bærer historier, og de historier sættes fri igen, når vi bevæger os ud og ind på stederne. 

Mindst en landskabsarkitekt synes, det er en vildt dårlig ide. Han siger, at projektet er grotesk: At installere et stykke natur, som trives på udsultede, næringsfattige områder på et postindustrielt, forurenet område. ”Du pisser både på Refshaleøen og på heden”, siger han.

Heden er en scene – en arena, hvor århundreders magtkampe har bølget frem og tilbage. Heden bærer historierne, og vi kan fremmane dem. I perioder var Danmark optændt af hedesagen: At landet skulle opdyrkes, at læbælter i kilometerlange rækker skulle skaffe afgrøderne bedre vækstbetingelser, og at jorden skulle drænes og ordnes. Og i dag er de meget begrænsede hedeområder i Danmark stadig slagmarker for naturfolk, hedeplejere, jægere, landmænd, kommuner og staten. Meget forskellige holdninger brydes lige her. Uanset om hedestykkerne befinder sig på Læsø, i Thy eller på Refshaleøen.  

Refshaleheden er et udsagn. En ytring. Jeg skaber et sted – oven på et sted og med materiale fra et andet sted. Det er på tide at vi begynder at skabe landskaber. I Danmark har vi erfaringer med at nedbryde heden for at opdyrke jorden. Og vi har erfaringer med at pleje den eksisterende hede. Med skiftende held. Men vi anlægger meget sjældent ny hede.

Ved at konstruere og rekonstruere hedelandskabet oven på københavnsk industrihistorie får vi nu adgang til at undersøge heden som landskab og natur, som rum og bevægelse.

Og jeg indskriver mig i rækken af hedebønder i Danmark. Ikke som hedeopdyrker men som hededyrker.

Fra midten af 1800-tallet var en hedebonde jo ikke mere et menneske, der levede af heden, men en der bekæmpede den og søgte at omdanne lyngarealerne til opdyrket jord. En pioner, som hedesagen døbte dem og stadig hylder dem som. En af hedesagens trofaste tjenere. Jeg går den modsatte vej og skaber ny hede.  

Heden var engang den almindeligste naturtype i Danmark, og jeg vil gerne åbne et vindue tilbage til den natur og dele et landskab, jeg kender, med andre. Det er en gestus at bære et landskab frem og introducere til det.

”Der voksede skov på heden – der voksede også mænd”. Står der på en mindesten på en lille bid hede uden for Ikast.

Min oldefar var en af de mænd, og stenen handler om ham.  

Han købte jord – eller nærmere sand med lyngbevoksning – i Ikast-området i 1930´erne og 40´erne og opdyrkede det. Noget blev til plantage og landbrugsjord, men et stort område med lyngklædte bakker overlevede de driftige år, fordi han havde øje for hedens kvaliteter – som rum. Han skænkede 55 hektar til kommunen, og i dag er det et fredet område. Plovfurerne og kartoffelmarkerne skærer sig skarpt op mod lynggrænsen og plantagens fyrretræer.  

Da jeg var barn, var den plantage et af min families foretrukne steder.

Den 3. november 2011 hentede jeg afskåret lyng og lyngfrø på Borris Hede, som er det største hedeareal i Danmark og samtidig et militært område med 50 skydebaner, hvor 5 millioner skud fyres af hvert år.

To dage efter troppede en masse frivillige hovedstadshedebønder op på Refshaleøen, og vi løftede de 15 kubikmeter Jylland ud af lastbilen for at lægge, trampe og rulle det hele på plads.

Og nu er heden her. 15 minutter på cykel fra Rådhuspladsen og en sejltur på få minutter fra Toldboden. 10 gange 10 meter indrammet af sejlgarn bundet fast på fire jernspir.   

Jeg arbejder med – mindst – tre lokationer; Vestjylland, donorlandet, hvor frø og materiale til heden er hentet. København, det nye land, som lægger jord til integrationsforsøget. Og Midtjylland, historiens land, hvor mine oplevelser med heden begyndte og stadig næres, fordi min oldefar Mads Skov Olesens Plantage findes der – og fordi min familie ejer små bidder jord rundt om den.

Lokationerne repræsenterer tre konstruktioner, tre bevægelser, tre logikker. Tre forskellige tilgange og resonansrum. Tre steder, der måske vil spejle sig i hinanden.

Heden på tegnebrættet. Foto : Annette Skov
LOGBOGEN

Min logbog over livet på Refshaleheden åbner med en storm.

Søndag – kun en uge efter anlæggelsen af heden –  rammer vinden København med op til 15 meter i sekundet. Jeg kan ikke komme ind på området med heden før mandag morgen. Jeg er reelt bange for, at Refshaleheden forsvinder – blæser væk som store plader af lyng eller bare som forvildede totter på himlen. Da jeg nærmer mig, forventer jeg at få blæst lyngfrø i ansigtet. Men alt ligger tætpakket som støbt på hjørnet, og jeg tramper oplivet en runde.

I begyndelsen af december, der stadig er solrig og lun, kommer en biolog på besøg. Hun tager jordprøver med sin planteskovl og lemper dem forsigtigt ned i poser med numre. Mange uger går. Det viser sig, at hun har glemt prøverne, fordi hun har fundet et ny alge-art.

B & W arbejdere besøger heden og fortæller om den gule bygning med snedkerværkstedet, der lå lige der, hvor heden nu er.

To mænd kommer forbi en søndag med et stort glas lyngfrø til mig. En dyrebar gave. De eksperimenterer med at fremdyrke lyngplanter på sommerhusgrunden. Det er vanskeligt. Vi skridter området af. Territoriet. Blæsten river i os. Vinteren er fyldt med storm men varm.

Og den 16. december skyder små, lysegrønne lyngspirer op gennem sand og bruntørre planter. Fest! Først langt inde i det nye år tager barfrosten livet af dem.

Og så kommer de 7 mænd på en hemmelig hedetur og drikker snapsen.

Min tandlæge fortaber sig i en historie om Filsø Hede og glemmer, at jeg ikke kan svare. Journalisten, der styrer bagrummet i DRs Aftenshowet deler lige en hedehistorie ud. En kvinde i en boghandel er i familie med Dalgas, og sådan bliver det ved og ved. Heder er pludselig over dette hele, og logbogen bugner.

Heden er et lavt voksende plantesamfund domineret af dværgbuske på næringsfattig, sandet og sur jord, fortæller opslag i leksikon. Et område, hvor vegetationen  hovedsageligt består af stedsegrønne dværgbuske.

Jordbunden under hedevegetationen har ofte en podsolprofil; en bund, hvor man tydeligt kan se de forskellige lag af tørv og sand.

Heder findes i dag - som historie, tilstand og myte og som 1-2 % af det danske landskab. Som en konstruktion mellem natur og kultur, som biologi på næringsfattige, sure og udpinte jorder, og som en mellemform på vej til at springe i skov, som biologerne siger det. Lyngen rykker ind, når jorden er tilpas sur, men træerne overtager jorden, så snart der er næring nok. Og hvis naturen tager over, er der ingen hede. 

Biologer kalder heden en halvkultur, fordi den er skabt ved et samspil mellem klima, jordbund og kulturpåvirkning, og fordi den er afhængig af en fortsat kulturpåvirkning.

Bevarelse af hedeområder eksisterer i dag som videnskab og passion for biologer og andre fagfolk, der eksperimenterer med afgræsning, slåning, fræsning og afbrænding af lyngen. Heden findes kun, hvis den passes og plejes, og jo mere rå former, omsorgen antager, jo bedre trives den. Heden er en tilstand – et stadie – en fase i en udvikling. Et kunstigt fastholdt successionstrin på vej fra nøgen, udpint jord til skov. Mennesker skaber naturen.

Jeg er optaget af at undersøge, hvor naturen begynder, og hvad der konstituerer natur. Er det himmel, dråber, dufte og dyr? Er natur det, der kommer af sig selv? Og hvis ja, hvor findes den så i dag? Kan jeg selv konstruere natur? Integrere, bygge og skabe natur?

Refshaleheden et en spørgsmålsmaskine, der gør livet besværligt.

10 gange 10 meter problem. 100 kvadratmeter uro og udfordring.

Heden findes – og hva´ nu? Ukrudtet findes. Eller hvad er egentlig ukrudt? Og hvornår findes heden? Skal jeg sætte et skilt op? En bænk? Min campingvogn? Og transmittere live fra livet på heden?

Men Refshaleheden er også et laboratorium, et eksperiment, en maskine, der giver svar: Ja, natur kan være noget, vi laver. Og Refshaleheden findes, når vi siger, at den er der. Hver gang jeg trasker hen over Sønder Hoved på Refshaleøen og langsomt nærmer mig heden, når jeg at tænke: Sikke noget fis! Og hver gang jeg lander på lyngen, er tvivlen glemt. Mange gæster fortæller om tilsvarende oplevelser. Jeg ser deres ansigter. Smil, glæde, erindringer, himlen, vandet, lærkerne. Og nogle gange lugten af lyng og sand. Og de gider ikke forlade den igen. Refshaleheden er natur forstået som noget andet end by. Et konstrueret andet sted på kanten af den by, vi kender. Eller måske netop i gang med at glide sammen med byen. At blive bynatur.

Jeg har tidligere arbejdet med at sætte min krop i spil i grusgrave, moser og andre sære, arkaiske landskaber, som i nogen grad er skabt ved menneskers mellemkomst. At lade kroppen undersøge materialerne. Refshaleheden er en invitation til at lade kroppen undersøge stedet.

I 15-1600-tallet ejede kongen de største hedearelaer i Danmark, som blev brugt til jagt. I 1759 forsøgte Frederik den 5. forgæves at lokke sine undersåtter til at dyrke de magre jorde. En gruppe tyskere bed på tilbuddet om gratis jord og forsøgte sig i et par generationer. Kartoffeltyskere, kalder vi dem nu, fordi de med et vist held fik gang i kartoffelplanterne. Men først fra 1850´erne og især efter nederlaget i krigen i 1864, hvor Danmark måtte afgive en tredjedel af sit areal, tog opdyrkningen fart. ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, lød en sekvens hos digteren H. P. Holst, og den kom til at stå som motto for opdyrkningen af Danmark.

Enrico Dalgas dannede Hedeselskabet i 1866. Målet var opdyrkning og tilplantning af heden. Det blev en folkesag. Befolkningen var mobiliseret. Måske var Dalgas drevet af ønsket om at skaffe mere mad og bedre levevilkår for hedebønderne. De måtte – vistnok modstræbende – gå i gang med at dyrke grøntsager. Selv på kontorerne i hovedstaden blev hedesagen drøftet tidlig og silde. Konseilspræsident Estrup deklamerede, at skovene skulle rykke vestpå. Og så rykkede træerne frem på heden.

Midt i 1700-tallet fandtes der mere end 1 million hektar hede i Jylland alene. Op mod år 1800 havde hedearealet sin største udstrækning nogensinde. Fra omkring 1850 har vi de første nogenlunde pålidelige tal. De fortæller, at 37,6 % af Jyllands samlede areal dengang var dækket af hede, lyngmose og klit. Allerede i 1896 – knap 50 år senere – var arealerne mere end halveret. Og i dag er der cirka 67.000 hektar tilbage. Målrettet opdyrkning, forurening, sprøjtemidler og kvælstoffer har gjort livet vanskeligt for heden. I dag er alle heder på mere end 2500 kvadratmeter omfattet af paragraf 3 i naturbeskyttelsesloven, som forbyder os at ændre på tilstanden på hedearealerne. Men som ikke påbyder os at pleje hederne. En modsætning, for en hede uden pleje holder op med at være en hede.

Heder har altid været tvetydige: Farlige og smukke. Ufrugtbare og artsrige. En slags mørke pletter på landkortet og samtidig naturskønne reservater. Enklaver. Steder for rakkerpak, kjeltringe, natmænd og skøjere – men også hedebøndernes spisekammer. Rammer for stor litteratur og malerkunst – og en blindgyde, hvor vanviddet blussede. Et laboratorium, hvor fantaster afprøvede sære teorier: En rigmand eksperimenterede ved at importerede samer og rensdyr, der skulle afprøve lyng som foder. Straffefanger blev gennet ud for at bryde den seje lyngskorpe – i genopdragelsens navn.

Hederne er levende kulturhistorie, som fortæller os noget om, hvordan landskabet så ud for flere hundrede år siden. Og måske giver de os adgang til de samme sansninger, som vores forfædre oplevede: Lærkesang, græshoppernes fileri, duften af tyttebær og blomstrende lyng,  synet af åbne udstrakte vidder med et rungende efterårsmørke og den kolde, voldsomme vestenvind, der pressede enhver vækst mod jorden.

Allerede i foråret 2008 skar jeg en bid ud af heden i Midtjylland og bortførte den til mit værksted i København K. Jeg vandede den og drev min egen naturmaskine mellem arbejdsbord og arkiv. I flere måneder svævede duften af vådt sand og lyng i luften. Men kan man integrere kulturlandskabet i kontoret? I lang tid delte jeg rum med den lille bid importeret hede. Ultimative vækstforhold var det ikke, men lyngen blev ihærdigt ved med at knejse og dufte. Dengang besluttede jeg at indføre mere af den jyske hede til København.

Jeg er forventningsfuld. Refshaleheden er som at indlede en samtale ved hjælp af konkrete materialer over tid og over geografi. En samtale med min oldefar og hedebønderne.

Heden anlægges. Foto : Annette Skov

Hvad er en hede? Tung af myter. Kompleks. Kalder på en ambivalens, som allerede Blicher (1782-1848) så tydeligt navngav.

Min Fødestavn er Lyngens brune Land

Min Barndoms Sol har smilt på mørken Hede,

Min spæde Fod har traadt den gule Sand,

Blandt sorte Høje boer min  Ungdoms Glæde.

Skjøn er for mig den blomsterløse Vang,

Min brune Hede er en edens Have:

Der hvile ogsaa mine Been engang,

Blandt mine Fædres lyngbegroede Grave.

H. C. Andersen rammer tiden lige på kornet i sin ”Jylland mellem tvende have” fra 1859:

Heden, ja, man tror det næppe,-
men kom selv, besé den lidt:
lyngen er et pragtfuldt tæppe,
blomster myldre milevidt.
Skynd dig, kom! om føje år
heden som en kornmark står.

Heden er smuk med uberørt natur af enestående skønhed – men er samtidig mulighedernes land, et landskab med et enormt potentiale for opdyrkning. En ufrugtbar ørken, der kan blive frugtbar. Blicher er splittet. 

Og så midt i det hele: Salomon J. Frifelt med ”LYNG – blade af hedens krønikebog”, der udkommer i 1918. Jeg finder den på min hylde og ved ikke, hvordan den er havnet der. Sikkert købt i et antikvariat for få kroner. Inspireret af forsiden og titlen. Det er kulørt hedeprosa af den mest blomstrende slags. Lidt lummer stemning i lyngbakkerne. Dramaer med lyngen som bagtæppe. Om præstens datter, der kommer i uføre og ender som et frossent lig i snedyngerne uden for farens dør. Om uhyggen på heden i natmørket, hvor væltede træstammer pludselig transformeres til et ligtog. ”For slægtens skyld” og ”Godtfolk og kæltringepak” lyder et par novelletitler. Effektiv hedehistorie.

Botaniker Christian Raunkiær udgav i 1930 en fantastisk bog;  ”Hjemstavnsfloraen hos hedens sangere Blicher og Aakjær”. Med naturvidenskabelig akkuratesse kortlægger han artstæthed, plantetæthed, dyretæthed, hyppighedsgrad og prædominanter i de to forfatteres digte. Han læser dem nidkært med botanikerens tættekam.  ”Lyng er næstefter Rose det hyppigste Planteord hos Blicher og i digtene benyttet mindst 28 gange”, fastslår han. Blichers syn på heden bestemmer han bl.a. med udgangspunkt i digterens brug af tillægsord: ”Naar Blicher i sine Digte ledsager Heden med tillægsord er disse altid nedsættende…”, fortæller Raunkiær os. ”Heden er ikke alene ´ensformig´,  ´flad´ og ´mørk´; den er tillige ´uhyggelig´ og ´skummel´, ja, den er en Ørken: `Den brune ørken´, ’den sorte Ørken´, ´den skumle Ørken´”. Helt anderledes med Jeppe Aakjær, der ifølge Raunkiær, er meget klar i sit poetiske forsvar for heden men ikke desto mindre må se, at slaget er tabt:

Snart er du slettet ud, mit Barndomsland,

Hvor Rylen pylred om sin simple Rede….

Og hvor er du, min blide Klokkelyng,

Der skjalv så ræd i Aftnens første Brise,

Og Ulvefodens vilde Bændelslyng,

Og Leverblomstens blege Øjenlise?

Spørg ikke mer. Hver Blomst i Lyngen ender.

Med Top og Tavl som Trævl om harvens Tænder.

Men Jeppe Aakjær bliver måske digteren, der med sine rejsebeskrivelser, artikler og digte baner vejen for de senere fredninger.

”Hedevandringer” udkom i 1915. Her beskriver han meget direkte de værdier, vi har mistet med opdyrkningen af hederne. Måske havde der ikke været hede tilbage i dag uden ham.

Jeg tror, at vi bærer vores landskaber med os i bevidstheden. At historier og erindringer smelter sammen med landskaberne. Og at de første landskaber, vi møder, prenter sig for altid i vores krop. For mig var det heden. Nu er den lige her. Med udsigt til Den lille Havfrue og oven på de rester af jern, beton og historie, som Burmeister & Wain efterlod. Lærker. Mælkebøtter, kørvel og calluna vulgaris. 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.