Afsky din egen epoke, byg en der er bedre

»Alt skulle være nyt, alt skulle være anderledes. Alt var på forsøgsbasis.«

Virginia Woolfs ord om Bloomsburygruppens spæde begyndelse i 1904 danner indgang til en udstilling om det kunstneriske og intellektuelle kollektiv, som nu kan ses på Nivaagaards Malerisamling. Fra citatet låner udstillingen tilsyneladende også en inspiration til en slags foreløbighedens æstetik: Løse ark med tekst og fotos er hængt op på opslagstavler, som om de til enhver tid kunne omarrangeres, historien fortælles på en ny måde.

En vis flygtighed må man acceptere i omgangen med Bloomsburygruppen, i hvert fald er det noget nær umuligt at skrive en udtømmende medlemsliste over det foranderlige kollektiv, der strækker sig over flere årtier i begyndelsen af det 20. århundrede. Helt centralt står dog de fire Stephen-søskende: forfatteren Virginia (senere Woolf) (1882-1941), maleren Vanessa (senere Bell) (1879-1961), forfatter og psykoanalytiker Adrian (1883-1948) samt Thoby (1880-1906), der døde ung af tyfus. På Nivaagaards opslagstavle hænger også portrætter af en håndfuld andre centrale figurer, der er selvskrevet til medlemslisten: Malerne Clive Bell (1881-1964) (der giftede sig med Vanessa) og Duncan Grant (1885-1978) (der blev hendes elsker og samlever), kunstkritikeren Roger Fry (1866-1934), litteraturkritikeren Lytton Strachey (1880-1932), økonomen John Maynard Keynes (1883-1946), forfatteren E.M. Forster (1879-1970) og den politiske aktivist Leonard Woolf (1880-1969).

Sammen og hver for sig satte de uudslettelige aftryk på kunst, kultur og samfundsforhold, der danner inspiration for kunstnere og tænkere den dag i dag. Med en privilegeret baggrund i den højere middelklasse skubbede gruppen til grænserne for, hvordan man kunne leve i Victoriatidens efterdønninger. Den amerikanske digter Dorothy Parker er blevet citeret for at sige om Bloomsburygruppen: »They lived in squares, painted in circles and loved in triangles.« Internettet er uenige om, hvorvidt Parker faktisk fandt på vittigheden. Men der er ingen tvivl om, at den fri og flydende kærlighed, som de dyrkede i en tid, hvor mandlig homoseksualitet stadig var strafbart i Storbritannien, har gjort dem til queerikoner. Det er væsentligt, at udvekslingen i så høj grad var personlig og erotisk – kollektivet var en slags selvvalgt familie – men den var samtidig intellektuel, kunstnerisk og æstetisk.

Den besværlige stilhed

Historien om Bloomsburygruppen begynder i 1904 på adressen Gorden Square 46 i London. Søstrene Virginia og Vanessa Stephen flyttede fra det dunkle hus i Hyde Park Gate hvor de var vokset op, til det mere lyse og rummelige hus i Londons Bloomsburykvarter. Her følte de sig frie til at leve og gøre oprør på alle planer, for eksempel ved at »drikke kaffe efter middagen i stedet for te klokken ni,« som Woolf skriver. Til Gordon Square medbragte lillebroderen Thoby Stephen i den følgende tid et entourage af fritænkere fra universitetet i Cambridge, som begyndte at mødes fast i den såkaldte Torsdagsklub. På disse aftener blev Stephen-søstrene indlemmet i en social omgangsform, de som kvinder i den højere middelklasse ikke før havde haft adgang til. Sådan erindrer Woolf de første diskussioner:

»Samtalen sygnede hen på en måde, der ville have været utænkelig i opholdsstuen i Hyde Park Gate. Men tavsheden var vanskelig, ikke kedelig. Det var som om standarden af hvad der var værd at sige var steget så højt, at det var bedre ikke uværdigt at bryde den. Vi sad og så ned i gulvet. Omsider brugte Vanessa, som måske havde sagt at hun havde set en udstilling, derpå uforsigtigt ordet ’skønhed.’ Det fik en af de unge mænd til langsomt at løfte hovedet og sige: ’Det kommer an på hvad De mener med skønhed.’ Straks spidsede vi alle ører. Det var som om tyren omsider var blevet lukket ind i ringen.«

De uendelige samtaler revolutionerede søstrenes liv, men hvis Virginia i de tidlige år forstod selskaberne som »forbavsende abstrakte« og belejligt renset for sex og kærlighed, var det mest fordi selskabet ikke var domineret af heteroseksuelt begær. Senere kom de seksuelle undertoner ud i det åbne, og her opstod det, Woolf kalder »Bloomsbury kapitel to,« hvor gruppen med hendes ord diskuterede »parring med samme opstemthed og åbenhed som vi havde diskuteret det godes væsen med.«

Sikkerhedsnåle og tegnestifter

I et af de første rum i Nivaagaards udstilling hænger et portræt af Vanessa Bell malet af Duncan Grant. Maleriet er delvis collage og billedteksten fortæller, at Bells tøj »ofte kun var holdt sammen af sikkerhedsnåle – så tøjstykkerne kunne samles på nye måder hver gang.« Collagen, opslagstavlens tegnestifter og blafrende ark, sikkerhedsnålene… Det hele forekommer mig, da jeg går gennem rummene på Nivaagaard, at være billede på den åbne og bøjelige tænkning, som Bloomsburygruppen stod for. Hvad, synes denne æstetik at spørge, skal der til for at tænke det radikalt nye? Måske ikke andet end en håndfuld tegnestifter og sikkerhedsnåle og så et blankt lærred, en tom væg eller et ark papir.

I centrum for Bloomsbury-gruppens tværdisciplinære tænkning står et ideal om tanken som både radikalt åben og fælles. Det var ikke bare kærligheden, der var fri, og seksualiteten, der var flydende. Nej, heller ikke kunsten holdt sig inden for rammerne. Meget passende er Nivaagaard-udstillingens vægge malet i Bloomsbury-inspirerede mønstre og farver i en æstetisk totaloplevelse, ligesom udstillingen har fået navnet Kunsten at leve.

Hvis vi skal forandre samfundet og bygge en bedre epoke, så må vi gøre det sammen.

Alt tyder da også på, at den åbenhed, gruppens medlemmer satte så stor pris på, trivedes i en kultur, hvor liv og kunst var to sider af samme sag, og hvor grænserne mellem kunstarter og discipliner var flydende. Her blev samarbejdet og diskuteret på kryds og tværs.

Med sin elsker og samarbejdspartner, kunstneren Duncan Grant, forvandlede Vanessa Bell hjemmet Charleston i Sussex til et levende og beboet kunstværk, hvor stort set alle overflader er bemalet i et væld af farver og motiver. Sammen med kritikeren Roger Fry skabte Bell og Grant firmaet Omega Workshops, der designede tekstiler, keramik og anden brugskunst. På Virginia og Leonard Woolfs forlag Hogarth Press malede Vanessa Bell omslag til sin søsters banebrydende og formeksperimenterende skildringer af den menneskelige bevidsthed – forlaget, der i øvrigt også udgav Sigmund Freud på engelsk. Og økonomen John Maynard Keynes, som udtænkte det økonomiske grundlag for de moderne velfærdsstater – ja, han havde også en skyggekarriere i scenekunsten. Ligesom mange andre mandlige medlemmer i gruppen var Keynes erotisk begejstret for andre mænd og for den frie kærlighed, men forelskede sig dog i ballerinaen Lydia Lopokova, som han giftede sig med i 1925.

En artikel af Sophie Pickford i udstillingens katalog beskriver, hvordan de to i fællesskab udviklede hendes balletprojekter, blandt andet i regi af det parisiske avantgardekompagni Ballets Russes. At kunst, økonomi og materielle omstændigheder hang sammen, var tilsyneladende et naturligt faktum for flere i Bloomsburygruppen: Feministen Woolf argumenterede som bekendt i essayet Sit eget værelse for, at kvindelige forfattere måtte have 500 pund årligt og eget værelse for at kunne skrive. Ifølge en fodnote i Lise Villemoes Grønvolds artikel til udstillingskataloget, lånte Woolf muligvis dette beløb, de 500 pund, fra et essay af Keynes.

At tænke det utænkelige 

I 1910 og 1912 iscenesatte Roger Fry to epokegørende udstillinger af det, han kaldte den post-impressionistiske kunst, med malere som Cézanne, Picasso og Manet i centrum – og i den anden udstilling også gruppens egne medlemmer Vanessa Bell og Duncan Grant. På Nivaagaard citeres Bells tanker om postimpressionismens nye stil: »Her var pludselig en vej, en frigørelse og en opfordring til at føle for sig selv, som var fuldstændig overvældende … Det var, som om man for første gang kunne udtrykke det, man altid havde følt, i stedet for at forsøge at sige det, andre havde fortalt en, at man skulle føle.«

Er det muligt at tænke det utænkelige? Igennem Virginia Woolfs forfatterskab flyder en foragt for fortabelsen i »dagliglivets vat.« Den sande eksistentielle og kunstneriske indsigt lå for hende i det, hun kaldte »øjeblikke af væren,« hvor livets dybde glimtvis åbenbarer sig under den konventionelle overflade af ikke-væren. Om den slags øjeblikke er hendes værker bygget op, og i udstillingen på Nivaagaard vrimler det også med sentenser om at udfordre konventionerne. Måske kan man prikke hul i vatlaget med sikkerhedsnåle og tegnestifter? »Vi var i gang med at konstruere noget nyt; vi var i fortroppen af dem, der byggede et nyt samfund,« lyder Leonard Woolfs ord et sted. Keynes forestillede sig, som man kan læse i kataloget, at vi i 2030 ville have en 15 timers arbejdsuge. E.M. Forsters homoerotiske roman Maurice, som af gode grunde ikke kunne udgives i hans samtid, er dedikeret »Til et lykkeligere år.« Eller som det hedder et andet sted i udstillingen med en revolutionær opfordring fra Woolfs roman Jacobs værelse: »Afsky din egen epoke, byg en der er bedre.«

I dag bliver Woolfs stil stadig genfortolket i film, på scenen og på skrift, Keynes’ økonomiske teorier diskuteres og udvikles og Omega-workshoppens æstetik danner inspiration for design og modekollektioner. Men kan vi også hente inspiration i selve det kollektiv, som Bloomsbury var, og den tænkning, de skabte rum for? Måske har vi mere end nogensinde brug for at tænke uden for konventionerne, hvis vi skal løse de kriser, vi står i (klimakrise, kulturkamp, højrepopulisme, krigsangst, teknologisk acceleration… Find selv på flere). Vi trænger, tror jeg, til nogle konstruktive utopier.

Og de findes så småt derude. I 2024 kom Emma Holtens bog Underskud, der kritiserer den økonomiske diskurs, hvor værdien af omsorg bliver usynlig. Holten, der er uddannet i moderne kultur, satte sig til formålet ind i et radikalt anderledes vidensfelt end sit eget, men hun gjorde det med sit eget faglige blik, fulgte diskursen om omsorg fra oplysningstiden og frem til i dag. Hvis hun i modtagelsen blev kritiseret for at have misforstået visse økonomiske begreber, så var der dog forbløffende få, der anerkendte den faglighed, Emma Holten selv bragte til bordet: Den kritiske kulturanalyse. Hvis vi kan tale om kulturen med et økonomisk blik, så kan vi måske også lære noget nyt om økonomien ved at se den gennem kulturens blik? Det forstod Keynes og Woolf, tror jeg, som det mest naturlige i verden.

Bloomsburygruppen minder os om, at hvis vi skal tænke nyt, hvis vi skal forandre samfundet og bygge en bedre epoke, så må vi gøre det sammen. Det kræver, at vi bliver i stand til at tænke i udveksling, ikke bare med dem, der kommer med en anden viden end os selv, men også dem, der kommer med en helt anden slags viden. I stedet for kunstig intelligens, kunne man i dag drømme om en blomstrende kollektiv og menneskelig intelligens, der efter Bloomsburys model formår at tænke på tværs af kunstarter, discipliner og paradigmer og bringe os sikkert frem, måske, hvem ved, til et lykkeligere år.