Civilisatorisk åndenød

»At se nutiden i fortiden er det samme som at forestille sig fremtiden« –Orhan Pamuk i Pestnætter

Fristelsen bliver større og større i takt med at toget kringler sig op gennem de frodige sommeralper og snart nærmer sig Davos. Ja, har sneklædte bjergtinder, gumlende køer, brusende bække og et panorama af regntunge skyer, der smyger sig ned af de grønnere end grønne bjergskråninger og eliminerer enhver tydelig afstand mellem himmel og jord, ikke allerede på eventyrlig vis forført mig til at give efter for det kulturelle-mentale gearskifte, vi lever midt i: At kampen om fremtiden ikke først og fremmest er en kamp for at bevare civilisationen, men en kamp for at bevare livet?

Jeg er på tur med Hans Castorp, hovedpersonen i Thomas Manns 100 år gamle klassiker Trolddomsbjerget. Vi er på vej mod sanatoriet Berghof højt oppe i de schweiziske alper, til det der i dag hedder Wald Hotel, men som dengang i 1912, da Manns kone Katia var indlagt der, var behandlingssted for lungesyge, hed Wald Sanatorium og var den primære inspirationskilde til romanen. Den senere nobelpristager besøgte hende en håndfuld uger i foråret og oplevelserne på stedet var så aparte, at det straks stod ham klart, at her lå hans næste epos gemt. En lige så komisk som gravalvorlig fortælling om sygdom og erkendelse, konservativ reaktion, civilisationens åndenød og fortiden som fremtid.

Landskabet er Trolddomsbjergets. For mig er romanen mere virkelig end stedet. Jeg ser med Hans Castorps øjne. Den lille station i Davos Dorf hvor han bliver modtaget af sin fætter Joachim, den snørklede-stejle vej op til sanatoriet, balkonerne på de dalvendte værelser, hvor han udvikler sine tanker om en ny humanisme. Og jeg ser med romanens øjne på Europa af i dag. Den er skrevet, mens den europæiske historie slog sit største knæk, verden af i går, tryghedens tidsalder, som en af Manns bekendte, den østrigske forfatter Stefan Zweig kaldte det, gik under, og vredens, uforsonlighedens og masseideologiernes hidsige tidsalder blev indledt. Er det egentlig ikke bestandigt denne bevægelse, den rastløse europæiske ånd gennemlever? Det konstante skifte fra tryghedens tidsalder til vredens epoke og tilbage igen? For en, der som mig var teenager i de glade 90ere, blev lidt rystet af 9.11 og nullernes nationale vending og noget mere rystet over de seneste års genkomst af masseideologismens smårabiate mindset, ser det sådan ud.  

Jeg bilder mig ind, at det så nogenlunde sådan ud for Thomas Mann også. Den første halvdel af hans liv, fra 1875-1914, åndede alt fred og idyl. Men i den sidste del nåede han både at havne på nazisternes sorte liste, få sin pragtvilla i München konfiskeret (den skulle åbenbart bruges til at avle racerene tyskere), og gå i eksil i Zürich, Princeton og Pacific Palisades med blandt andet Albert Einstein og Theodor Adorno som genboer.

På det tidspunkt blev han set som en god demokrat, en repræsentant for det bedste i den europæiske sjæl. Men på Trolddomsbjergets tid så det anderledes ud. Mens Første Verdenskrig rasede leverede han et fuldtonet nationalkonservativt, grænsende til det højreradikale, forsvar for den tyske kulturs overlegne herligheder, og da han i efteråret 1922 endelig trådte frem for at ytre opbakning til Weimarrepublikken, skete det på et mærkværdigt grundlag.

Med afsæt i Novalis, den tyske romantiks mest vellystige tænker, spillede han i en blanding af højstemt poesi og saftig biologi, livet ud mod civilisationen og forankrede det politiske fællesskab ikke i lov og ret, men i menneskenes nærmest erotisk drevne, organisk bestemte lyst til at slutte sig sammen. Det store samfundsmæssige fællesskab må bygge på den samme kærlighed og forbundethed, som det preussiske regentpars, skrev Novalis gravalvorligt i en af sine tekster.

Mann bakkede kort sagt op om demokratiet ved at redefinere dets fundament, et meget mannsk træk, som var godt forberedt af noget lige så karakteristisk mannsk: nemlig at hans nyvundne politiske standpunkt var født på litterær grund, gennem arbejdet med Trolddomsbjerget, der dog først udkom to år senere, i september 1924.

Litteratur er ikke videnskab. Den er heller ikke sandhed og ikke engang virkelighed. Til gengæld udgør den et refleksivt forstørrelsesglas, som vi kan sætte for øjet for at se de mikroskopiske-rutineprægede interaktioner mellem vores verdensopfattelse og vores virkelighed, som bestemmer vores kultur og den retning, den udvikler sig i. For mig har Trolddomsbjerget altid været Bogen om Europa. Hans Castorp er på en mission. Han skal finde Europas sjæl. Og jeg skal med 100 års forskydning reflektere over, om de grundlæggende konfliktlinjer i den europæiske kultur, som han kortlagde heroppe i den tynde alpeluft, mon bliver ved med at være de samme, til trods for at historien konstant ændrer sig med syvmileskridt?

Europa er alt

»Sundhed? Sygdom? Forsigtig med disse begreber! De er de sværeste i enhver filosofi og livskundskab.« –Thomas Mann, Von Deutscher Republik

Vi befinder os i de sidste 7 år op til Første Verdenskrigs udbrud, og vi bevæger os i et strengt metaforisk rum. Litteraturens forstørrelsesglas er her et troldspejl, der ganske vist gengiver virkeligheden, men i forvrænget form.

Efter planen skal Hans Castorp blot besøge sin fætter Joachim i tre uger, men opholdet på Berghof ender med at strække sig over 7 eventyrlige år. For hvad der møder den unge ingeniørstuderende på sanatoriet, er ikke bare den mest grasserende fysiske sygdom i de mest grotesk-komiske skikkelser. Det er også et omfattende åndeligt-moralsk frafald fra civilisationen.  

Hans Castorp bliver selvfølgelig selv syg, får »temperatur« som det hedder i romanen. 37,7. 38. Men det er ikke så meget tuberkulose han bliver inficeret med, som en heftig interesse for alle de reaktionære indvendinger mod det måske overambitiøse europæiske civilisationsprojekt, som er faretruende tæt på at forvitre til eksistentiel meningsløshed.  

Det er som om civilisationsbegrebet ikke længere kan holde stand over for alle de forestillinger om menneskets plads i verden, som det har udraderet.

Civilisation er defineret ved tre ting, sagde min gamle professor på Institut for Idéhistorie, Hans Jørgen Schanz, altid: Menneskets forhold til sig selv er karakteriseret ved myndighed, ved viljen og evnen til at orientere sig ud fra sin egen forstand, styre sine affekter og udøve selvkontrol. Forholdet til andre mennesker er reguleret ved mellemmenneskelige normer og regler som kan gøre krav på almen gyldighed og begrundes rent fornuftsmæssigt. Og sidst, men ikke mindst, er forholdet til naturen kendetegnet ved naturbeherskelse, ved en brugende og udnyttende omgang med naturen.

Men heroppe i højderne – hvor ikke alene himmel og jord, men også natur og kultur går i ét, hvor huse og kirker skyder op som små yndige vækster, der som det mest naturlige, i næste nu, kan forsvinde igen i det organiske livs monotone kredsløb – kan man kun forestille sig civilisation som en skrøbelig legering på det blotte og bare livs overflade.

Jeg gad virkelig godt vide, hvad det var Mann så heroppe på Wald Sanatorium i 1912. For der findes vel næppe en eneste læser, der kan forestille sig, hvordan den biologisk-patologiske menneskeverden af opstemt kød, varme væsker og giftige sekreter, som Hans Castorp studerer tunge bøger om på sin balkon, dog på nogen som helst måde skulle kunne lade sig civilisere til et oplyst samfund af myndige borgere.

Det biologiske perspektiv på livet fører altid til konservatisme, skrev Mann i dagbogen på denne tid, og det gælder også for Hans Castorp. For pludselig begynder han at finde lige så store humanistiske potentialer i middelalderens gudsfrygt, kommunismens diktatoriske lighedsideologi og romantikkens sværmerisk-mystiske naturdyrkelse som i civilisationstanken.

Det er som om civilisationsbegrebet ikke længere kan holde stand over for alle de forestillinger om menneskets plads i verden, som det har udraderet, og det ender i allerhøjeste grad forvirrende med, at Hans Castorp må konkludere, at »det menneskelige er alt«. Den europæiske sjæl indeholder det hele og en sand humanisme må findes i den rette dynamik mellem alle disse modstridende verdensbilleder, lidt ligesom – for nu at trække verdensromanens billeder ned i gulvhøjde – vores kære Danmark sejler rundt i krydsstrømmen mellem borgerrettigheder hentet fra den europæiske oplysning, et caritativt-kristent-socialistisk lighedsbegreb med rødder endnu længere tilbage, og en ganske udefinerbar danskhed, der binder os til jord og slægt og historie og hinanden, sådan som Novalis kunne lide det.

»Hvad var livet? […] Det var eksistensen af det, der egentlig ikke kunne være«, læser Hans Castorp på sin balkon, »af det, der kun i denne sammenflettede og febrile nedbrydelses- og fornyelsesproces sødt og smerteligt og med nød og næppe balancerede på værens punkt.«

Det samme med idéen Europa. Også den balancerer med nød og næppe på værens punkt i en overophedet opbygnings- og nedbrydelsesproces, hvor det kan være svært at sige, hvad der egentlig er de sunde og de syge impulser. Le Pens Europa eller von der Leyens? Nationalismen er lige så europæisk som kosmopolitismen. Europa er både civilisation og alle de hjemmegroede europæiske åndsstrømninger, den bekæmper. Det fuldstændig kaotiske Europa vi befinder os i netop nu, er Europa.

Væk fra Europa, væk fra civilisationen, væk fra friheden?

»Drifternes konservative natur modsiger, at livets mål skulle være en tilstand, der aldrig før har eksisteret« –Freud, Hinsides lystprincippet

Der kommer ikke noget efter civilisationen, heller ikke livet i sin rene form.  Det er i virkeligheden den apokalyptiske tanke, der også hænger over hovedet på os. Kloden har åndenød. Selv den overjordisk grønne, majestætiske alpedal, jeg kigger ud over fra ”Berghof”, mister sin livsglød på et tidspunkt, hvis ikke vi gør noget. Det er en ubehagelig erkendelse, der gør vores tid mere trolddomsbjergsk end vi bryder os om: Ikke både livet og civilisationen kan være det, der først og fremmest skal reddes.

Civilisation er naturbeherskelse. Der kan være særdeles gode argumenter for at give naturen rettigheder og indføre en slags naturens grundlov, som det blev foreslået i forbindelse med Grundlovens 175års jubilæum tidligere i år. Men vi kan ikke lukke øjnene for, at det vil pille gevaldigt ved civilisationstanken som den er overleveret og har formet vores samfund siden oplysningstiden.

Hvis vi – som det blev foreslået i en kronik i Politiken den 4. juni 2024 – skal til at redefinere almenvellet som bioalmenvellet, hvor vi ikke blot forstår os selv som medlemmer af et forpligtende politisk fællesskab, men også som en del af et fællesskab af livsformer, hvor »arter og økosystemer får status som juridiske ’personer’ i retssystemet for at kunne forsvare sig mod overgreb«, så er vi vel i gang med at installere et princip ved siden af – eller over? – mennesket, nemlig den metafysiske størrelse naturen selv, og så er vi vel også ved at afvikle humanismens epoke?

Det vil i så fald ikke være første gang i Europas historie, at vi dyrker livet på bekostning af civilisationen. Det handler ikke om at trække nazi-kortet, for også nazismen havde rødder i noget mere uskyldigt, blandt andet i en tysk-romantisk-tidlig-hamsunsk vitalisme, der u-racistisk fandt et større fællesskab i det lokale, mellem menneske og jord, end i det kosmopolitiske, mellem menneske og menneske hinsides tid og sted.

Uden liv findes der ingen civilisation. Men er livet værd at bevare uden civilisation? Det leverer Trolddomsbjerget ikke et entydigt svar på. Men det er en bærende figur gennem hele Manns forfatterskab, at livet i sin rene form – uden civilisationens afretning, overladt til sig selv som rent og skært liv – forfalder og udvikler sig til den »mest ulyksalige forkerthed«, som det hedder i romanen.

Det delikate spørgsmål bliver stående: Er »naturen først, livet først« i virkeligheden konservativ reaktion forklædt som progression? Eller kan vi som en anden Hans Castorp aflure det organiske liv et organisationsprincip, som kan gentages til at organisere en kultur, et samfund, i pagt med livet – sådan som han anede det i et glimt i disse bygninger, på karnevalsnatten, i liderlig opstemthed, mens han priste sin russiske medpatient Claudia Chauchats spinkle krop for at være »en opdragende magt« af stor humanistisk interesse?

Thomas Mann er en mester i at skildre de psykologiske processer, hvor små mentale forandringer i et individ, i dets måde at forstå, opfatte, handle og retfærdiggøre verden på, sætter sig i kulturen og på sigt fører til opkomsten af en ny verden.

Østens fristelser. Det attraktive ved det autoritære

»Det forekommer os, at det er mere moralsk at kaste tøjlerne og endog lade sig ødelægge end at holde på sig selv« –Claudia Chauchat, Trolddomsbjerget

Mens røgen lagde sig på Første Verdenskrigs slagmarker, fløj kuglerne om ørerne på Münchens borgere. Tyskland var i opløsning, og det benyttede en umage samling af kunstnere og kommunister til at gribe magten i den sydtyske hovedstad.

Den ellers konservativt indstillede Mann var periodisk positivt stemt – både fordi bolsjevismens mytologi repræsenterede en klar vej væk fra det forhadte fransk-angelsaksiske demokrati, og fordi han i kommunismen ikke så noget politisk progressivt (for dens krav om repræsentation for alle lignede demokratiernes og dens dyrkelse af arbejdet lignede kapitalismens), men snarere noget kulturelt-progressivt-reaktionært, en kulturel mytologi, hvor individuelle rettigheder fortonede sig til fordel for idéen Ruslands historiske mission. Hvor den individuelle horisont for selvrealisering ikke var uendelig, men hvor kulturen, det fælles, satte både mål og grænser.

Ja faktisk så han nok sin litterære helt Tolstojs kristent-sociale Rusland komme til udfoldelse på massetidsalderens præmisser – og det mindede om hans egen kamp for den særegne tyske kultur.

 »Hvis De tror, at resultatet af fremtidige revolutioner vil være frihed, så tager De fejl«, siger den konservativt revolutionære jesuit Naphta i Trolddomsbjerget. »Frihedens princip er i løbet af de sidste fem hundrede år blevet opfyldt og har overlevet sig selv.«

Jeg frygter, han har ret. Og det gjorde Mann vist også. For Trolddomsbjerget iscenesætter på en subtilt-komisk måde det attraktive ved det autoritære. Patienterne lader sig lulle ind i en strengt struktureret hverdag af liggekure, undersøgelser og temperaturmåling, en autoritær orden, der omvendt udgør de eneste krav, de skal leve op til. Derudover er der fri udskejelse. Lydighed frigør den enkelte fra selv at udvikle en kritisk moralsk sans. Det er eksistentiel slaphed og østlig despotisme, lader oplysningsforkæmperen Settembrini Hans Castorp forstå, en gigantisk »pjækken fra livet« af det vestlige menneske, der i civilisationens ånd har til opgave at forbedre verden gennem det evige fremskridt.  

Den østlige fristelse smelter sammen med længslen tilbage, for kun Vesten har haft en oplysningstid. Mon ikke det er derfor, at den største Ruslands-længsel findes på højrefløjen – hos Orban, Le Pen, Salvini, Trump og AfD? For disse nationalkonservative projekter er i sig selv udtryk for en træthed ved civilisationstanken, de flirter med det illiberale demokrati og sætter alle romantisk folkedyb og streng orden over frihedsrettigheder og mere oplysning – og nærer en voldsom skepsis over for humanistisk moralisering af det politiske.

Fra årtusindeskiftet opstod der en mistro til at, det var det rigtige at gøre det rigtige – tænk bare på opgøret med ”tossegodhed” og ”smagsdommeri” i den danske andedam – og til den historiens skabende fornuft, der blandt andet gav os Murens fald. Eller som den canadiske historiker Michael Ignatieff har formuleret det: »Det centrale problem i demokratier over hele verden er, at konservatismen bevæger sig mod kanten af den internationale orden«, så de progressive konservative partier enten forsvinder eller rykker så langt til højre, at de »vender sig mod den liberale konsensus«.

Kunstner-kommunist-fraktionen i München måtte hurtigt give op. Fem år senere prøvede en anden konservativt revolutionær at erobre magten. Også det gik galt. Men i 1933 lykkedes det ham som bekendt.

Den store pirrelighed

»Frihedspatos har frembragt de mest strålende fjender af frihed, de mest åndrige riddere af det forgangne i kampen mod det pietetsløst nedbrydende fremskridt« –Naphta, Trolddomsbjerget

Thomas Mann er en mester i at skildre de psykologiske processer, hvor små mentale forandringer i et individ, i dets måde at forstå, opfatte, handle og retfærdiggøre verden på, sætter sig i kulturen og på sigt fører til opkomsten af en ny verden. Ja, jeg tror egentlig, at det er denne evne, der gør ham til en stor forfatter i min bog.

Over store træk forløber Hans Castorps eventyr som en nysgerrig dannelsesrejse, hvor alverdens forskellige perspektiver på verden byder sig til som deltagere i en omfattende demokratisk samtale. Men mod romanens slutning, i kapitlet ”Den store pirrelighed” ændrer klimaet pludselig karakter:

»En almindelig tilbøjelighed til giftige ordvekslinger, til raseriudbrud, ja til håndgemæng« begynder at plage sanatoriet. »Forbitret strid, tøjlesløs råben og skrigen efter hinanden, opstod hver dag mellem enkelte og hele grupper, og det karakteristiske var, at de, der ikke var part i det, i stedet for at blive frastødt af den tilstand de lige i øjeblikket angrebne befandt sig i, eller lægge sig imellem, tværtimod sympatetisk tog del i den og også selv indvendig gav sig udskejelserne i vold. Man blegnede og skælvede. Øjnene skød aggressive lyn, mundene fortrak sig lidenskabeligt. Man misundte dem, der lige nu var aktive, retten, anledningen til at skrige op.«

Det er kedsomheden og et tiltagende aggressivt råb efter mening, der belejrer sanatoriet og i verdensromanens marchhøjde er disse stridigheder i det små den åndeligt-forudgående forudsætning for raseriet i det store, den verdenskrig som ingen egentlig ville, men som pludselig måtte komme, fordi tryghedens tidsalder var blevet for klaustrofobisk for de nationale selvhævdelsesambitioner.

Er vi som civilisation, som Europa, egentlig stadigvæk på vej frem, eller flirter vi lidt for meget med fortiden?

Men det er også et foruroligende præcist, elegant miniaturebillede af en dynamik, der rider vores gennempolitiserede nutid som en mare – og som man også fornemmer har med både en manglende mening at gøre og markerer en definitiv overgang fra tryghedens til vredens og uforsonlighedens tidsalder: Kløften som udgangspunkt. Den enorme subjektivering af det offentlige rum, hvor den individuelle eller gruppefunderede frustrerede oplevelse af verden piller samtalen om fælles fremtidsudsigter fra hinanden med en lind strøm af selvhævdelse, særkrav og identitetspolitisk lukkethed. »Nydelsen af raseriets yderste frihed«, som fortælleren i Trolddomsbjerget kalder det, der pludselig bliver normalen og tillader den enkeltes opsparede vrede at vandre fra sag til sag og bygge bro mellem umage størrelser som klimakamp, LGBTQ+-rettigheder og kampen for Palæstina – med vreden over marginalisering og manglende handling som eneste røde tråd. Opbakningen fra de mange, der gør tilfældige sager til deres sager, for at forløse deres egen vrede.

For en gangs skyld skælver Hans Castorp. Han har ellers stiftet bekendtskab med den europæiske sjæls mest dunkle vrangsider, men de har dog alle på en eller anden måde repræsenteret en idé, en fremtidsvision. Med denne »spærreild af ørefigener« er det noget andet. Den nærer sig af det rene meningstab, det rene nej.

Det er let at miste orienteringen heroppe, selv om landskabet er majestætisk og udsigten uendelig. Er det her egentlig en rejse ind i fortiden eller fremtiden? Er det her frodige landskab med den elegant, let kultiverede forædling af naturen selve sindbilledet på den pagt, vi ønsker at indgå med fremtiden? Eller befinder jeg mig på et sted, der har stået stille siden Trolddomsbjergets tid? Det er lige så svært at svare på som det spørgsmål, der motiverer det: Er vi som civilisation, som Europa, egentlig stadigvæk på vej frem, eller flirter vi lidt for meget med fortiden – ikke den konkrete fortid, men det »åndelige bagstræb«, som Settembrini kalder det, ideer, tankemønstre, der i fortiden skabte en ufri verden?

Mens jeg står på stationen i Davos Dorf, på vej ned mod fladlandet tænker jeg i hvert fald: I det rasende identitetspolitiske stormvejr vi befinder os midt, bliver der talt meget om privilegieblindhed. Men den største privilegieblindhed gør vi os skyldige i kollektivt, i fællesskab. Nogen før os har skabt det frihedens rum, vi råber op i. Det skal med ind i fremtiden. Det er vigtigere end skrigene, uanset hvor meningsfulde de måtte være.