Hvor skal Europa hen?
Den liberale globaliserings æra er definitivt ovre. Især USA har i de sidste år vendt sig væk fra liberal frihandel, og mod industripolitik med en langt stærkere statslig involvering i økonomien. Denne kurs har længe karakteriseret Kinas statskapitalisme, og det lægger et massivt pres på EU, verdens sidste økonomiske stormagt, der har været langsommere til at reagere. Derfor hidkaldte Europas ledere den tidligere præsident for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, til at løse denne udfordring. Draghi er gået hen og blevet en slags økonomisk fixer for EU. En mand, der kan sige, hvad man skal gøre, når ingen tilsyneladende ved det. Han blev bedt om at foretage en gennemgang af EUs økonomiske strategi og konkurrencedygtighed i en global økonomi, hvor Europa på centrale områder taber terræn til USA og Kina. I sidste uge landede så den længe ventede Draghi-rapport. Den handler om centrale økonomiske spørgsmål som industriel strategi, innovation og fremtidens grønne industrier. I den lange liste af initiativer og statistikker, er der en række hovedpunkter, der træder frem.
Investeringer, investeringer, investeringer
Det helt store problem for Europa ifølge Draghi er manglende investeringer. De europæiske virksomheder har et langt lavere investeringsniveau end i USA og Kina. Det betyder især, at man ikke får de samme produktivitetsforbedringer i især fremtidsorienterede industrier inden for digitale teknologier og grøn energi. Draghi sætter et mål på et årligt investeringsboost på 800 mia. euro. Det er et meget ambitiøst mål, som udgør 5% af EU's BNP. Til sammenligning stod Marshall-hjælpen efter anden verdenskrig for et løft i investeringer på 1-2% af BNP.
Manglende koordinering
EU har i dag en lang række politikker og puljer, som understøtter økonomisk konkurrence, men ifølge Draghi er de ikke koordinerede i tilstrækkelig grad. I modsætning til USA og Kina har EU ikke en koordineret strategi, som indbefatter handel og udenrigspolitik, industripolitik og offentlige investeringer. For Draghi kræver det en yderligere centralisering af beslutningsprocesserne i EU.
Grøn omstilling
Et centralt område for den industrielle strategi, Draghi foreslår, er udbygning af grønne industrier og energiomstilling. Både for at undgå, at Kina løber med produktionen af elbiler og vindmøller, og for at mindske afhængighed af russisk gas.
Finansiering
Den store udfordring er selvfølgelig at finde pengene til de store planer. Her er Draghis forslag dels at mobilisere privat kapital gennem bank- og kapitalmarkedsunion. Men det indebærer også at udvide den fælles EU-gæld, som blev etableret under Covid med NGEU-programmet. Dette bliver helt sikkert svært. Den liberale tyske finansminister Christian Lindner har allerede været ude at tage afstand.
Hvad kan faktisk gennemføres?
Hvad kan vi så lære af alt dette? For det første viser rapporten, hvor langt vi er fra 00'ernes neoliberale globalisering. Staten er tilbage, og industripolitik og samtænkning af økonomi og geopolitik er New Normal. USA har allerede med IRA (Inflation Reduction Act, red.) taget klare skridt i denne retning. Og i det mindste på det idemæssige plan er EU på vej samme vej. Spørgsmålet er dog, om Europa faktisk formår at føre de nye tanker ud i livet.
Det er notorisk svært at lave om på beslutningsprocedurer i EU
Jeg står nok lidt tvivlende. Det er notorisk svært at lave om på beslutningsprocedurer i EU, og Draghis planer om strategisk koordinering betyder en massiv overførsel af suverænitet til det føderale niveau. Samtidig er EU's grundstruktur med det indre marked og de fire friheder i høj grad bygget på en idé om økonomisk liberalisme. Hvis man for alvor skal til at bevæge sig over mod en form for strategisk styret kapitalisme, kræver det meget fundamentale ændringer af EU-systemets måde at fungere på.
Det andet store problem handler om pengene. Draghi har i rapporten store håb til, at private investorer skal rejse kapital, understøttet af statslige garantier mod risiko for tab. Den strategi, man normalt kalder de-risking. Erfaringerne er imidlertid blandede, og det er svært at se, at vi når op på de 800 mia. euro uden massive statslige investeringer. Og hvis man skal formulere en strategi på europæisk niveau, er der nok ikke nogen vej udenom at stifte massiv fælles gæld. Makroøkonomisk er der ikke noget, der forhindrer dette, men der er stærk politisk modstand, især blandt økonomiske strammerlande i Nordeuropa.
Spørgsmålet om fælles gæld og industripolitik kommer nok ikke til at rydde forsider herhjemme, men regeringens position i forhold til dette bliver måske den mest afgørende politiske debat på denne side af valget. Danmark er traditionelt en endnu større finanspolitisk strammer end selv Tyskland, men Mette Frederiksen har på det sidste åbnet for fælles gæld ift. Ukraine og forsvar. Det bliver interessant, om dette også kan strækkes til grøn omstilling og global konkurrencedygtighed.