Værker der rækker tunge for evigt

Den såkaldt uægte kongesøn Ulrik Frederik Gyldenløve opførte mellem 1672 og 1683 et stort palæ på Kongens Nytorv. Stedet blev en slags festlig, afslappet pendant til Københavns Slot på slotsholmen, hvor embedsfolk og kongehusets officielle kunne slå gækken løs, diskutere og mingle.

I 1699 blev palæet overdraget til Gyldenløves svigerinde, enkedronning Charlotte Amalie, og palæet blev omdøbt Charlottenborg. Hun døde i 1714, og bygningerne blev indrettet til teater og opera, før en række tidligere kunstakademier i 1754 samledes af den famøse Frederik 5. under Det Kongelige Danske Kunstakademi, som flyttede ind på Charlottenborg.

Den løsslupne stemning har ikke sluppet stedet. Til åbningen af Kunstakademiets afgangsudstilling er der gang i fadølsanlægget, en sødlig duft af hash i gården inden for borgens mure. Glade folk. Interesserede folk. Høfligt puffer de til hinanden, hvis de vil igennem til den næste gård, gennem mylderet foran indgangen til den bagvedliggende udstillingsbygning Kunsthal Charlottenborg, hvor dimittenderne udstiller indtil 10. august 2025.

Udstillingens format er en kende anderledes end hvad man måske er vant til, en stor opgave for kuratoren Miriam Elnozahy at sammensætte 28 forskellige kunstnere med lige så mange forskellige praksisser, medier, idéer og genstande for tanker og indtryk.

Under en summen og en klikken og klakken fra et mylder af sorte sko åbnes udstillingen af to talere, kuratoren med en kommentar til kunstens politiske slagkraft, museerne som platform for forandring, og akademiets rektor med en kort tale bygget på et citat af Søren Kierkegaard, jeg ikke rigtig kan høre.

I det første rum, eller det sidste rum, om man vil, møder man først værket Jeg håber, du kan elske en som mig, en skulptur af Noah Holtegaard som refererer til H. C. Andersens Den lille havfrue, i dette værk med en prins og en ifølge beskrivelsen »CNC-fræset havmand« skabt ud fra 3D-scanninger af transmaskuline personer.

Værket er et spændende tekno-take på en folkekær figur, som rørende formår at kommentere komplekset mellem historie, kulturarv og retten til at eksistere. At en billedhugger er i stand til at lave denne forbindelse, en forbindelse, forfattere eller filminstruktører måske vil skulle se langt efter at etablere, viser, at det giver mening at have en institution til at uddanne kunstnere i Danmark.

Bag skulpturen rejser plateauer sig med værket Queer Symbiosis af Karim Boumjimar, vaser malet med glimt af kunstnerens egne møder og erfaringer i Londons klubmiljøer. Vasernes former retter sig mod klassisk, nærmest antik stil, ulige, med de malede situationer i todimensionelle figurer virker værket som en form for personligt bayeuxtapet fra en syntetisk tidsalder.

Et andet teknologisk funderet værk er Signe Ralkovs malerier Flash and Flicker. Jeg dvæler ved et sælsomt, udvisket og udpræget komisk portræt af den nykronede kong Frederik. Værket er malet ud fra et stillbillede af en sløret video, kunstneren optog ved sidste års kroning. Han ligner en lego-mand. Idéen om en mand. Firkantet og uklar. En gengivelse så upræcis, at figuren er universel, at portrættet kunne have været af hvem som helst.

Ralkov lader kongen drukne i et øjeblik blandt tusinder af øjeblikke på en sløret videofilm, og går samtidig ind i en oldgammel tradition for malerkunst, portrættet af en monark. Værket stiller spørgsmål til den egentlige værdi af historiens personer og øjeblikke. Det er det bedste kongeportræt, jeg nogensinde har set, for det er det mest diffuse kongeportræt, jeg nogensinde har set.

Jeg går fra udstillingen med en sær følelse af at bo i en tid som kunne have været en hvilken som helst anden

Længere inde i udstillingen har Tilda Lundbohm med installationen Memory Machines skabt en ubehagelig mekanisk klinik af minder fra sine egne oplevelser i børnepsykiatrien. En levende førstehjælpsdukke ligger og trækker vejret, lange negle klikker mod et bræt, i midten kører afskårne hænder i cirkler på en karrusel.

Det er ikke rart at være her, men det skal heller ikke altid være rart at mærke sandheden. Stemningen i rummet med Memory Machines står i skærende kontrast til stemningen i det foregående rum med Oscar Lyons værk How We Acquired the Taste to Participate, et rum fuld af papfigurer inspireret af en altomfattende OL-hype i London i 2012.

Udstillingen begynder at tage form af vildtvoksende hyperhastighed, men som en evig hastighed. Ikke noget med, at vi er mere fraværende nu end før, kører hurtigere i vores biler, sender SMS’er, tager mere kokain og sover dårligt om natten.

Sjældent har en følelse af evighed virket særlig forfriskende, men her på afgangsudstillingen hviler historien raffineret under rummene og gør værkerne lige så vigtige, som de havde været for 30 år siden, lige så vigtige som de måske vil være om 30 år.

Et andet bemærkelsesværdigt værk er Andrej Kiripolskydas, der med værket Have You Ever Seen Coal Burn? har installeret et gigantisk metalrør på tværs i et lokale. Langsomt drypper vand fra røret ned i en bunke mørkt støv.

Dråben forstærkes af en mikrofon og pitches ned i en basfrekvens, der hvert tiende sekund banker som en grim afslutning på en dystopisk fortælling. Men det slutter ikke. Dråben bliver ved. Ved siden af røret kører en film fra nedlukningen af det polske kulkraftværk Nováky, som indtil lukningen beskæftigede en stor del af byen, hvor kunstneren også selv kommer fra.

Man fornemmer, hvordan symbolpolitiske initiativer for bæredygtig energiproduktion interfererer med komplekse systemer og ikke altid tager hensyn til sociale konsekvenser lokalt.

Det er svært at komme frem for mennesker, Charlottenborg er ganske enkelt fyldt. I et af de sidste rum står tre kvinder og holder om hinanden foran værket Sara af Stella Berling.

I værket sidder et gravidt katte-menneske-væsen iført en grå hættetrøje. Væsenet rækker tunge. Skulpturen omringes af små unger af skeletter, armeringsjern med slanger og fugle. Værket er fuld af uhygge og kærlighed, katten rækker tunge ad en romantiseret reproduktion og en lede ved døden. I værkets forening af så betingelsesløse størrelser som fødsel og død, bliver liv evigt. Kattehovedet kan række tunge, til det hele visner.

Gennemgående for udstillingen er en kulturel, historisk linje. Linjen påpeges, udstilles, kommenteres og brydes ned, etableres igen og formes om. Jeg går fra udstillingen med en sær følelse af at bo i en tid som kunne have været en hvilken som helst anden, være en person som kunne have været en hvilken som helst anden person. Årets afgangsudstilling viser en verden lige så afsindig som for 2000 år siden, for 13 år siden i London og for 200 år siden i Odense.

Den afslappede atmosfære på Kongens Nytorvs palæ er stadig lige så afslappet som da Ulrik Frederik Gyldenløve holdt fake-hof i det 17. århundrede.