Mosekone i deadstock-Chanel

En mytisk figur slanger sig på det kølige stengulv. Overkroppen strækker sig i en ”upward facing dog”-position og er iført langhalset strik og kjole. Hun er lindormen, og en del af kunstner Rasmus Myrups soloudstilling, der netop er åbnet på Frederiksborg Museum. 

»Jeg har lavet hende i snittespåner fra lindetræ. Engang troede man, at lindetræet holdt lindormen væk, og at det bragte ulykker, hvis man fældede det,« fortæller Myrup entusiastisk, mens vi står og betragter skulpturen. 

Fortællingerne om den nordiske folketrofigur er mange: I nogle er den en søslange og bevogter eller æder jomfruer, i andre bor den i en skov, i andre igen er den en fjende af kristendommen og omringer kirker med sin slangekrop. Alle historierne virker dog umiddelbart enige om, at lindormen er et slags uhyre og et symbol på kaos. 

I sin nye Myrup-version er Lindormen blevet til en yogaudøvende spånkvinde. »Hun er et sandt monster – til yoga,« fortæller Myrup. Han omtaler skulpturen som hun, men beskriver hende også som en non-binær type, måske fordi lindormen er blevet skildret både som drage med kun to ben eller slange med vinger. I museumsbrochuren skriver kunstneren selv: »Lad hende dog definere sig selv og stop med de kasser der!« 

Den yogalignende orm er blot én af udstillingens i alt 16 skulpturer. Ingen af dem er hævet på podier eller gemt bag glas, de skal forestille at være gæster ligesom os andre, på trods af, at nogle af dem er gudinder, sagnhelte eller har overnaturlige kræfter. Ingen røde snore eller DON’T TOUCH-skilte adskiller dem fra os. Her eksisterer de i en balance mellem nærvær og distance, virkelighed og myte, historie og kunst. 

Vi vandrer videre gennem slottets mørke sale, hvor vi møder Mosekonen i deadstock-Chanel, som selvfølgelig har et bryggeri. Vi møder også Slattenpatten i kjole med indbyggede lange ”poser”, der hænger over ryggen og passer til brysterne, samt Gefion hvilende på gulvet gemt i et hjørne, eftersom hendes fire oksesønner endelig er faldet i søvn. Sidstnævnte er nok udmattet efter at have udpløjet Sjælland fra Sverige på et døgn. Hver ny skulptur åbner døren op til en fortælling, jeg havde glemt eller ikke kendte. Når jeg træder ind i et nyt rum, leder jeg ivrigt efter den næste figur for at (gen)opdage historien.

Frederiksborg har en lang tradition for at lade myterne og kunsten tale sammen. Omdannet fra herregård til slot i 1560 af Frederik 2., udbygget af Christian 4. og udsat for en voldsom brand i 1859. Genopbygningen blev muliggjort af bryggeren J.C. Jacobsen, der ikke blot ønskede at genskabe slottet, men også at give det en ny funktion: et museum for Danmarks historie. Da Jacobsen i 1878 grundlagde Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, inviterede han samtidens kunstnere til at skabe værker, der skulle afspejle dansk identitet. Inspirationen blev fundet i Saxos danmarkshistorie, nordisk mytologi og folkesagn. 

Derfor bærer slottets rammer allerede på mange sagn og myter, som Rasmus Myrup fortolker, og han formår at forlænge de historiske figurer ind i vores tid. Frederiksborg skriver selv, at de har inviteret kunstneren til at »gå i dialog med de historiske værker« – som minder om J.C. Jacobsens ønske om at fastholde og formidle nationale fortællinger gennem kunst. 

De 16 skulpturer spejler på sin vis os moderne mennesker, og de er på én gang del af slottets historie og i kontrast til den.

Men med Myrups værker kan besøgende gå rundt om, tæt på og næsten tale med dem. Det er tydeligt, at han dyrker det animistiske, hvor naturen ikke er fremmedgjort fra os, men besjælet og levende, når han giver misteltenen personlighed eller bruger marehalm til at skabe maren. Han giver skabningerne unikke outfits, der gør dem umiddelbart relaterbare. For eksempel bærer Svantevit sort turtleneck, jeans og enorme cowboystøvler – perfekt til de fire arme, fire ben og fire venstrefødder. 

Det er ikke helt tilfældigt, hvor skulpturerne er placeret: Gefion slapper af i samme rum som det overvældende loftsmaleri af Lorenz Frølich (1882), hvor hun er illustreret halvnøgen og i gang med at pløje, omringet af alfer eller engle, væsner fra hav og skov og selvfølgelig de fire okser i front. Nu har Myrup givet hende tøj på fra top til tå. 

I et andet rum på første sal dominerer Den Grundlovgivende Rigsforsamling malet af Constantin Hansen (1860-64), der skildrer nationens store mænd. Men lige der foran den historiske alvor sidder og står Fenja og Menja rimelig nonchalant. De er egentlig jættesøstre, men her ligner de mere nogle af storbyens spidser, der lige vender verdenssituationen over en kop kaffe på Værnedamsvej, den ene i vegansk læderjakke, den anden i hjemmesyede klæder. 

Rasmus Myrup har givet Fenja og Menja sjæl i form af salt, for der var jo noget med, at de kværnede guld for en konge, som de senere malede en hær mod, fordi kongen udnyttede dem, men efterfølgende vendte hæren sig mod dem, og de to søstre blev beordret til at male salt på et skib til evig tid. Skibet sank, og derfor er havene så salte. Derfor er Fenja og Menja modelleret i henholdsvis »bordsalt« og »Fleur De Sel De Guérande«. Fenja synes måske, at søsterens smarte flagesalt er lidt i overkanten. 

Man kan blive stående længe og opdage nye detaljer på Myrups skulpturer: en ring, en nøgle, fire venstresko eller en bestemt måde at stå på, som afslører noget af karakterens historie. Misteltenen har måske farven gul på, fordi han er lidt lumsk og altid vil nasse lighter og smøger. 

Rasmus Myrup har udstillet sine mytiske figurer i lande som Tyskland, Holland og Frankrig og kalder selv denne udstilling for Frederiksborg-versionen. »De skal give følelsen af en udvidet vennegruppe, nogle stamgæster på en bar, nogen, der kommer og går, flytter til udlandet, og så har man ikke set dem i et år,« fortæller han.  

Man får lyst til at møde resten af vennegruppen – dem, der ikke er her på Frederiksborg, men som findes et sted i Myrup-universet. De 16 skulpturer spejler på sin vis os moderne mennesker, og de er på én gang del af slottets historie og i kontrast til den. Udstillingen Rasmus Myrup føles forfriskende til de gamle sale, hvor kunstneren med humor og meget kreative øjne nytænker de gamle fortællinger.