Print artikel

Virussen spreder sig

Hany Rasheeds maleri af den tragiske fodboldkamp i Port Said
Hany Rasheed og muren. Foto: Marie Larsen
Kunstveteranen Mohammed Abla foran et af sine egne værker. Foto: Marie Larsen
Reportage
31.10.12
Revolutionen i Egypten har givet landets unge kunstnere ny energi og mod til at råbe op. Og deres revolution er stadig i fuld gang. De kæmper imod galleriernes diktering af kunsten og mod statens manglende støtte til kunstscenen. De tager nu byens mure og internettet i brug og spreder deres budskaber her.

Revolutionen i starten af 2011 markerede en ny begyndelse for den unge kunstner Hany Rashed. Det udtrykte han i sin første udstilling efter revolutionen på en måde, som både overraskede og forargede publikum. Hany er kunstmaler og bor i Kairo. Før revolutionen handlede de projekter, han lavede, om alt muligt andet end Egypten. Han portrætterede Vesten set fra et egyptisk perspektiv, malede religiøse motiver og forskellige serier med natur og dyr. Men det er slut nu.

Revolutionen markerede et skift, og derfor malede han ved sin udstilling i foråret 2011 sine tidligere værker over med sort og udstillede disse.

»Folk der kendte til min kunst var forargede over, at jeg ’ødelagde’ mine egne værker, men for mig markerede revolutionen en ny begyndelse. Jeg var nødt til at gøre det,« forklarer han. 

Hany fortæller, hvordan revolutionen gav ham nyt mod til at udtrykke sig frit og højt og hele tiden. Han mærkede sin tidligere frygt for autoriteterne forsvinde efter 18 dages kamp for revolutionen på Kairos Tahrirplads. En kamp som fik ham til at indse, at han havde ladet censur og sikkerhedspoliti styre sin kreativitet. Frygten for, hvilke konsekvenser det kunne have at udtrykke sin mening om politik og situationen i Egypten, havde afholdt ham fra at gøre det.

Den egyptiske revolution handler om meget andet end at vælte en diktator. Gennem to måneder har jeg talt med en række kunstnere i Kairo, og for dem handler revolutionen om at bryde den etablerede orden i kunstverdenen og få anerkendt deres arbejde. De finder sig ikke længere i at holde mund og lade gallerierne diktere, hvad kunst er og ikke er. Men som de øvrige politiske og sociale kampe, der udkæmpes i Egypten for tiden, er heller ikke kunstens revolution et simpelt projekt. De er oppe imod mange års negligering af kunstscenen fra statens side og fasttømrede mønstre og procedurer, som det tager tid at ændre. Gallerierne i Kairo er fortsat få og svære at nå igennem til, og muligheder for at opnå økonomisk støtte er temmelig begrænsede.

Revolutionen har fået folket i tale

Hany Rashed lever af at udstille og sælge sin kunst. Han er ikke uddannet fra kunstakademiet, men har været i lære hos en af Egyptens store mestre. Han har lavet flere solo- og gruppeudstillinger i Kairo og haft succes, men inden revolutionen var han alligevel ved at give op og lægge kunsten på hylden:

»Jeg lavede en udstilling lige før revolutionen, og jeg havde faktisk besluttet, at det skulle være den sidste. Jeg brød mig ikke om at udstille mit arbejde til publikums dom, og det var en overvindelse hver gang. Men det ændrede sig, da jeg efter revolutionen begyndte at bruge den egyptiske virkelighed som inspiration. Da fik mine udstillinger en helt anden betydning«.

 Ifølge Hany er det bedste, revolutionen har bragt med sig, folks iver efter at diskutere, og det er netop dét, han gerne vil lægge op til med sin kunst. Hans næste udstilling er en serie af oliemalerier, som portrætterer politiske hændelser siden revolutionen.

Et af dem fortæller historien om tragedien ved en fodboldkamp i byen Port Said i februar 2012. Her mistede omkring 80 fodboldfans og tilskuere livet, da der opstod kaos. Stadion er malet i klare røde og grønne farver, og på fodboldbanen ligger fodboldspillere og publikum spredt ud. Ved første øjekast har billedet noget positivt og humoristisk over sig på grund af dets skarpe farver, bløde former, og den måde figurerne ligesom er kastet op på lærredet, men når man kommer tættere på, kan man se man det grusomme i detaljen. Hany prøver meget bevidst at male med umiddelbar humor og lethed for at gøre de tunge temaer mere tilgængelige.

Egyptens nye præsident Mursi er portrætteret på flere af hans billeder. På et af dem sidder han på en vakkelvoren cykel og kører smilende ’samfundets hjul’ i den helt gale retning. Det er svært at forestille sig, at Hany tidigere skulle have haft problemer med at udtrykke sin kritik og utilfredshed. Det ser man i hvert fald ikke længere.

Den egyptiske kunstmafia

Hany Rashed er ved at blive et navn på den egyptiske kunstscene, men økonomisk er det alligevel svært at få det hele til at løbe rundt. »Der er ikke mange som køber kunst i Egypten og slet ikke efter revolutionen, hvor økonomien halter,« forklarer han.

Der er en række af internationale fonde, som støtter udvikling af den egyptiske kunstscene, men ifølge Hany fordeles pengene blandt de samme større gallerier, som har en række kunstnere de favoriserer. Han kalder folkene bag disse gallerier for ”den egyptiske kunstmafia”. Det er dem der bestemmer hvilke kunstnere, som får en chance, og hvem der ikke gør. Det gælder ikke bare i Kairo, men også på tværs af de større byer er det de samme, som styrer scenen, siger han.

»Hvis ikke man er inde i varmen hos de rigtige mennesker, er det nærmest umuligt at komme igennem med noget«.

 

Hany Rasheed og muren. Foto: Marie Larsen

Og når en bestemt række institutioner gentagende gange har modtaget støtte fra internationale fonde, bliver det taget som et kvalitetsstempel, og nye fonde vil automatisk søge disse steder hen og støtte de samme gallerier.

»Der er bestemt gode projekter at komme efter her, men problemet er, at det altid er de samme gallerier og kunstnere, som pengene fordeles imellem,« forklarer han.

Korruption af kunstscenen

Det er ikke kun de unge, der kritiserer vilkårene for kunstnere. Ifølge en af pionererne på Kairos kunstscene, den 60 årige Mohammed Abla, har staten modarbejdet udviklingen af egyptisk kunst gennem de sidste 30 år.

»Den tidligere kulturminister i Mubaraks regering, Farouk Hosny, som endda selv var kunstner, korrumperede og forsømte kunstscenen gennem sine 24 år som minister. Han brugte de midler, som var sat af til kunsten, til at promovere sit eget og sine venners arbejde, og gjorde kunstmiljøet elitært og svært tilgængeligt for nye kunstnere,« siger Abla.

Han har selv arbejdet med kunst, siden han var ganske ung, og lever nu af at sælge sine malerier. Han tror på, at kunsten kan gøre en forskel og hjælpe folk til at se verden med nye øjne. Derfor er det vigtigt at understøtte den nye inspiration, han mærker hos de unge, siger han.

»Det er tydeligt, at de unge har fået mere selvtillid og tør udtrykke deres mening efter revolutionen. Her er en masse talent at komme efter, og det er vi som mere etablerede kunstnere nødt til at støtte, når ikke staten gør det«.

De egyptiske kunstnere finder alternative kanaler

Den inspiration Abla og de andre kunstnere mærker kommer tydeligt til udtryk rundt omkring i Kairo, hvor mure står som store kunstværker. Nok er adgangen til gallerierne svær at opnå, men det får ikke kunstnerne til at sidde med hænderne i skødet. De finder andre metoder til at nå ud.

Især muren langs det Amerikanske Universitet i byens centrum har været rigt udsmykket siden foråret 2011. Her er politiske budskaber, portrætter af revolutionens martyrer og afbildninger af flere af de situationer, egypterne har gennemlevet siden revolutionen. Nyligt rensede myndighederne muren for al dens graffiti, men mindre end et døgn efter var den igen udsmykket med nye store malerier og mere politik. Det understregede, at de unge altså ikke sådan er til at lukke munden på.

Desuden gør internettet det omsonst overhovedet at tænke på at lukke munden på nogen,  mener en anden af Kairos unge kunstnere, Hend Samir. Hun har ligesom Hany Rashed oplevet, at revolutionen har givet hende nyt mod. Hun føler sig mere anerkendt som kvindelig kunstner og tør italesætte problemer, som tidligere har været tabuiseret. For eksempel problematikken om seksuel chikane af kvinder i Kairos gader.

»Under revolutionen stod vi skulder ved skulder, kvinder og mænd, og krævede vores rettigheder, og det udviskede skellet mellem kønnene for en stund. Det var stærkt at opleve, og det gav mig en tro på, at det kan være anderledes,« siger hun.

Hend har arbejdet med forskellige typer af kunst og er nu i gang med en serie af malerier med stærke kvinder i centrum. Hun ser ikke noget der tyder på, at fremtiden som kunstner skal blive nemmere med det Muslimske Broderskab i regeringen, men det er ikke noget, der gør hende synderligt nervøs;

»Hvis jeg en dag ikke længere kan få lov at udstille på gallerierne, så bruger jeg internettet som udstillingsforum. Her får jeg direkte feed back fra dem, der ser min kunst, og jeg kan starte diskussioner om kunst, og de temaer jeg arbejder med«.

Gadekunstens vej til galleriet

Der er vilje og styrke blandt kunstnerne til at fortsætte deres kamp for retten til at udtrykke sig og blive set og hørt. Og ligeså langsomt begynder man at kunne se en forandring ske. For nylig åbnede en ustilling under navnet ’Virussen spreder sig’ på et af Kairos ældste og vigtigste gallerier. Denne udstilling er anderledes, end det galleriet normalt præsenterer.

 

Kunstveteranen Mohammed Abla foran et af sine egne værker. Foto: Marie Larsen

De forsøger at sætte fokus, på den måde gadens politiske kunst breder sig og nu finder deres vej til gallerierne.  Til det bruger de maler og graffiti kunstner Ganzeers arbejde. Ganzeer er en ung multikunstner, hvis arbejde spænder fra grafisk design over film og skrivekunst til gadekunst. Han var en anerkendt kunstner allerede inden revolutionen, men han blev særlig kendt for sin revolutions-relaterede graffiti i 2011. Han står bag nogle af Kairos store vægmalerier og ved at flytte denne type kunst fra gaden og ind i galleriets faste rammer, viser han, hvordan grænserne for kunst flyder og udvider sig. Ganzeer har inviteret andre af gadens kunstnere til at bidrage med deres arbejde for på den måde at frembringe den alsidige kunstneriske oplevelse, man får på gaden.

Det første man ser, når man træder ind i galleriet, er billedet af en kat med plastre og bandager, og nedenfor står ordene: »Én dag sparker de mig, så laver de mig til Hawawshi (egyptisk pizza). Det ser ud til, at de har glemt min betydning, men jeg vil gøre det rigtige. Jeg vil ikke lade dem slå mig ihjel. Jeg vil holde mig i live. Ikke for min skyld men for deres«.

Katten er en central figur i udstillingen og er et billede på de egyptiske revolutionære. Det er nu snart to år siden, der var revolution i Egypten, og siden har der været adskillige episoder, hvor militær og politi har slået hårdt ned imod demonstranter.  Fortsat er der jævnligt demonstrationer, og de revolutionæres kamp for indflydelse og forandring er ikke forbi. 

På en anden væg har Ganzeer malet koranen ved siden af et ansigt med langt skæg under hagen, som er typisk for de radikale muslimer, salafisterne. Imellem de to motiver er der et lighedstegn med en streg over. Her minder han tilskueren om at skelne mellem islam som religion og den politiske brug af islam.

Udstillingen er spækket med politiske symboler og tillader kritiske kommentarer omkring den nuværende politiske situation, men et af Ganzeers motiver blev for meget for galleriejeren. Det forestillede en kvindelig overkrop klædt i burka med ben iført netstrømper og højhælede sko. Den nederste del af billedet refererede til den kvindelige unge blogger, Aliaa Al-Mahdy, som lagde et nøgenbillede af sig selv på sin blog og skabte stor politisk furore i November 2011. Ved udstillingens åbning var kun kvindens overkrop tilbage. Resten var Ganzeer blev bedt om at male over.

På trods af censur er både Hany Rashed og Hend Samir alligevel begejstrede for udstillingen. Den viser, at revolutionen begynder at sive ind hos gallerierne. Ved at lade gadens kunst komme ind i galleriet har de udvist en accept af, at kunsten forandrer sig, og at kunstnerne ikke vil lade sig diktere, men udtrykker deres mening.

»Det er en god start. Nu mangler vi bare, at de andre gallerier også forstår det«, smiler Hend.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.