En stemme til de stemmeløse

Det må kandidere til at være årets mest brutale romanåbning:

»Abena, min mor, blev voldtaget af en engelsk sømand på Christ the Kings dæk, en dag i 16** mens skibet sejlede mod Barbados. Det er dette overfald jeg er et resultat af. Den handling fuld af had og foragt.«

Åbningen finder man i Jeg, Tituba, Salems sorte heks, skrevet af den guadeloupianske forfatter Maryse Condé, og lige så brutal åbningen er, lige så brutal er resten af romanen også. Fra første side slås flere af de tunge temaer an, som Condé i løbet af romanen igen og igen vender tilbage til: vold og udbytning, race og køn, slaveri og kolonialisme.

I centrum for det hele står Tituba, datter af førnævnte Abena, der som slave fra Afrika blev fragtet til øgruppen Barbados for at knokle på en plantage. Titubas opvækst på plantagen er nådesløs, brutal og voldsom, og fra en tidlig alder bliver hun vidne til slavesystemets uhyrligheder med afstrafning, tortur og død.

Abena hænges senere for at have forsvaret sig mod et voldtægtsforsøg, og Tituba fordrives fra plantagen og ender i armene på en spåkonelignende karakter, Man Yana, der lærer hende op i naturens helende kræfter. Derfra