Barbara er ikke utro, hun er fri

Jeg er ikke idehistoriker og skal ikke kunne sige, præcis hvornår det gik op for mænd, at kvinder har en seksualitet. Men noget – herunder den såkaldte sædelighedsfejde – kunne tyde på, at det var i anden halvdel af 1800-tallet. Pludselig udkom en lind strøm af romaner, der har det til fælles, at de handler om kvinders utilfredsstillende ægteskaber og utroskab, har taget navn efter deres hovedperson og i dag er klassikere. Nogle nedslag i kronologisk rækkefølge: Madame Bovary, Anna Karenina, Fru Marie Grubbe, Effi Briest, Fru Marta Oulie, Jenny og den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsens eneste roman, Barbara.

Med sidstnævnte er vi helt fremme i 1939, og debatten er også fremskreden nok til, at det føles helt forkert at kalde det, Barbara gør, for utroskab – hun er snarere fri.

Handlingen finder sted i 1700-tallet. Den nye Vågø-præst Poul Aggersøe er lige ankommet til Færøerne fra København, og han forelsker sig straks i den unge enke, Barbara. Det gør alle. Og hun gengælder forelskelserne. »Hun gør akkurat, hvad hun har lyst til,« siges det om hende, og fra begyndelsen er det klart, at hun vil komme