Mørk og sumpagtig drift

Hvordan opfører man Anna Karenina, en roman på godt og vel 800 sider, som teater, og hvorfor netop gøre det i dag? Jeg forestiller mig, at disse to spørgsmål må have haft en vedværende nærværelse hos instruktør Amanda Linnea Ginman før og under øvelserne til stykket, der er baseret på Tone Schunnessons omskrivning af Tolstojs klassiker fra 1873, og som spiller på Teater Republique oktober ud.

For at starte med det praktiske hvordan-spørgsmål og det kompositionelle arbejde med at koge romanen ned til et to timers drama, så lykkes det Ginman og hendes hold af fem skuespillere at afvikle plottet i et hæsblæsende tempo, uden det derfor føles forhastet. Eller sagt på en anden måde: sidder man som teatergænger forpustet tilbage efter første akt, er der snarere tale om en kropslig spejling af den intensitet hvormed de to hovedpersoner hovedkulds forelsker sig i hinanden.

Især den første halve time, hvor familierelationer, Annas (spillet af Stephanie Nguyen) og Vronskijs (spillet af Christoffer Hvidberg Rønje) første møde, kærlighedens opblussen ved ballet og Annes åbenlyse bedrageri af manden Karenin (spillet af Mathias Rahbæk) alt sammen afvikles ganske f