Skønheden og sadisten
Tiden har det med at løbe fra mange kultforfattere. Eller formuleret på en anden måde: det, der gør dem kult, varer sjældent ved. Når det så er sagt, er det tankevækkende, at Angelas Carters novellesamling Det blodige kammer nærmest har fuld plade på aktuelle temaer i litteraturen: feministiske fortolkninger af gamle historier, magisk eller fantastisk realisme, et antropocænt natursyn, og man kunne blive ved. Men den store force i Det blodige kammer, der omskriver en række centraleuropæiske eventyr- og motiver, er Carters stil og sprog. I et interview fra 1992 siger hun selv: »Okay, jeg skriver overgjort, lilla, selvoptaget prosa, so fucking what?« Det kræver faktisk ikke megen fantasi at forestille sig, at Carter har besvaret enhver redaktionel anmodning om at skrue ned for charmen ved at gøre det stik modsatte.
Næsten lige meget hvilken vinkel man ser Carter fra, ligner hun en outsider. Da Det blodige kammer udkom i 1979, blev hun stemplet som en fantast, en forfatter, der ikke interesserede sig for hverken socialrealisme eller tidens politiske og feministiske bevægelser, i hvert fald ikke gennem en konsensusvinkel. Året inden havde h