De levede overhovedet ikke lykkeligt til deres dages ende

Det irriterer hr. Ring, at hans unge kone ikke ser lykkelig ud. Skide være med om hun er lykkelig, bare hun ser lykkelig ud. Hun er en »syg plante, der trods alle anstrengelser ikke trives.« Før de blev gift, var hun – som mange andre slut-1800-talsdamer i litteraturen – en »rosenknop der er fugtig af morgendug.« Og i litteraturen plejer der som regel at ske det, at blomsten (læs: kussen) åbner sig, når solens stråler (læs: pikken) rammer kronbladene.

Det sker desværre ikke rigtigt for hr. og fru Ring. Umiddelbart er det let at se hvorfor. Forretningsmanden Ring, der er 16 år ældre end sin 21-årige hustru, er mildt sagt utiltalende. Kort sagt er han en bøvet, selvforherligende, sludrende drukmås, der har proppet Constance ind i et gyldent bur, og nu går han og smisker for at få hende til at vise ham lidt kærlighed.

Constance er stolt og stædig og kan ikke holde Ring eller hans kærtegn ud. Når han er på kontoret, henslæber hun dagene og aftenerne i de fine stuer, hun har sit håndarbejde og sine bøger og ellers ikke noget særligt at give sig til. Man forstår godt, at hun er ved at gå til af kedsomhed. For at få lidt liv i kludene fornøjer Constance sig med en