Den syges tale

»Men kanske Hieronimus virkelig troede, hun var gal. Han havde jo omtrent slet ikke talt med hende, så han kunne jo ikke vide det.«

Sådan reflekterer Amalie Skrams hovedperson, Else Kant, mens hun er indespærret i en celle på Kommunehospitalets sjette afdeling i slutningen af 1800-tallet. Hun har frivilligt ladet sig indlægge i den tro, at den berømte psykiater, pro­fessor Hieronimus, gennem samtaler kan hjælpe hende ud af den krise, hun befinder sig i. En krise, der først og frem­mest er foranlediget af den krise, hun oplever som kunstner. Men han taler ikke med hende.

Og de få gange han endelig gør, positionerer han hende som gal, sindssyg og utilregnelig. Et væsen blottet for for­nuft og rimelighed. Han ikke bare spærrer hende inde i en simpel celle og nægter hende besøg. Han nægter også at lytte til hende, at lære hende at kende. Og helt centralt nægter han at indse, at det er hans egen positionering af hende, hans attitude mod og behandling af hende, der fremkalder hendes vredesreaktioner over for ham. Og ikke hendes påståede sindssyge. Hun er et dyr, der observeres. Berøvet sin stemme og sin menneskelighed.

»Nej, herregud, det er jo personer, som