No matter what

Første mandag i december. Jeg går over Knippelsbro. Det er morgen, trafikken er tæt, men venlig, folk er glade, snart er det jul. Røde kinder, enkelte nissehuer, mest på børn, der sidder i flyverdragter i ergonomiske cykelskalstole bag deres forældres oksende rygge, men også på voksne hist og her. Det er i orden. Engang ville jeg se en nissehue på en voksen som et tegn på tidernes forfald, men der er så meget, der har forandret sig. Jeg ser anderledes på tingene nu. Jeg ser de enorme hvide telte og de skarpe hvide spots lige fremme. Hjelmene og de gule og orange arbejdsdragter, de hårdtarbejdende mænd og kvinder. Jeg elsker dem. Det ligner, at man gør klar til opsendelse af en rumraket. Det ligner noget fra Star Wars. Banneret blafrer i vinden, de kantede blå bogstaver står skarpt mod den glatte hvide plasticflade: »Vi genopbygger Børsen – no matter what«. For første gang siden branden græder jeg ikke. Der er kun en dump smerte i maven, som om en næve lukker sig blidt om organerne. Der er selvfølgelig stadig billederne. De forsvinder ikke sådan bare. De bliver afspillet flere gange om dagen og blæst op på nethindens lærred i lyslevende farver, buldrende orange og rødt og gult, gråt og sort. Det er tortur. Fingrene leger med lighteren i lommen, en desperat jagt på beroligelse og noget andet… trøst? Tilgivelse? Jeg kan mærke, at troen er kommet tilbage til mig. Så forunderligt. Man handler, og man lykkes, og i samme øjeblik indser man, hvor lidt ens handlen i virkeligheden har betydet. Hvor lidt det betyder noget, at man lykkes. Jeg mener, i det store kosmos, det vi kalder universet. Politik: latterligt ligegyldigt. Økonomi: latterligt ligegyldigt. Kultur: latterligt ligegyldigt. Det er til at blive vind og skæv af, som en autonom BZer. Jeg har aldrig følt mig som så stor en fiasko som nu. Så vildfaren. Så lettet. Her midtvejs gennem livets skov. Jeg er trådt om på den anden side, føler jeg. Af hvad? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at det her er min historie.

*

Rødovre 2010. Jeg befandt mig et mørkere sted end nogensinde før. Selv ikke da sagen om min studietur og de der forbaskede oplysningsmidler fra det sydafrikanske apartheidstyre rullede, havde jeg været så langt nede i kulkælderen. Jeg skulle være Erhvervs- og økonomiminister. Lars var kommet til, der var opbrud, kaos, Anders var væk. Anders var ham, der kunne have gjort mig til noget endnu større. Jeg følte, jeg netop havde passeret et af den slags tidspunkter, hvor det enten kan gå stejlt opad eller stejlt ned ad bakke, og det var gået nedad, utvetydigt nedad. Jeg var aldrig rigtig blevet taget alvorligt, der var aldrig rigtig blevet gjort et nummer ud af, at jeg var den første af den slags jeg var, med en baggrund som min, der var blevet landets kulturminister. Bryan Mikkelsen, kulturminister. Folk var ligeglade. Og så, netop som det lysnede, og jeg kunne være trådt op på en højere skammel, så folk ville blive tvunget til at forholde sig til mig, faldt det hele fra hinanden. Jeg var taget til ishockeykamp, stod og frøs i min dunjakke med pelskrave. Billy stod ved siden af. Som om han kunne aflæse i mit ansigt præcis hvad der rasede i mit indre, sagde han: »Bryan, du har gjort det godt. Du kan godt være glad. Sluk for internettet, luk aviserne, tænd op med dem, og kys din kone. Du er rig. Er din kone ikke skiderig?« Og jo, det var hun jo. Det måtte jeg give ham ret i. To ishockeyspillere smaskede sammen i et rabalder af plastic og kulfiber og mandebrøl. »Ishockey er også kultur,« sagde Billy. Det lo vi lidt ad. Det var det, Billy kunne. Løfte et menneske. Det var det, han havde gjort for Poul Nyrup, det havde jeg en eller anden intuitiv fornemmelse af. At han gik til folk, som om de var ishockeyspillere, der skulle motiveres i et vægtlokale. Det var afstumpet, men det virkede. I hvert fald lige der.

*

Jeg slentrer over Højbro Plads, drejer ind på Strøget og fornøjes over, at der er gang i detailhandlen. Fornøjes professionelt, skal jeg skynde mig at sige, fornøjes som resultat af et kort glimt af indlevelse i andre menneskers måde at være i verden på. Der sker noget her. Det ser sgu godt ud. Der hænger kæder og lyser varmt over mig. Himlen lysner, i butiksruderne står nissemænd og juletræer med lametta og kugler på. Som en fugl føniks rejser erhvervslivet sig. Det ved man. Corona? Intet problem. Jeg griber mig selv i at smile. Den menneskelige komedie er en forunderlig størrelse, fra tid til anden lykkes det faktisk at omdanne det ydre til det indre. Desværre kun i få sekunder ad gangen. Jeg standser i den liflige duft ved Helligåndskirken og køber en pose brændte mandler. »Have a very nice day,« siger jeg til manden bag de kogende gryder. Han smiler og nikker, svarer: »Tak i lige måde.«

*

2018. En mere uskyldig tid i verdenshistorien. VLAK-regeringen sejlede, men der var plads til at sejle dengang i dansk politik. Egentlig havde vi slet ikke tid, eller Rasmus havde ikke, nu skulle han jo ind i ministeriet og løse sager. Jeg kendte antallet af sager og notaternes kedsommelige, drøvtyggeragtige sprog. Men Rasmus insisterede, han har altid været en god og ordentlig mand. Solid og moralsk. Han ville på Gitte Kik. Søren tog med. Og Naser. De mente, jeg skulle have en afskedssalut, ikke bare luske ud ad bagdøren, som om der lå en skandale bag min afgang. Det gjorde der ikke. Slet ikke. Men. Jeg havde jo set skriften på væggen. Hvis ikke jeg skulle ende som uværdig backbencher, skulle jeg videre. Det var tid til et nyt kapitel. Jeg husker den frokost, som var det i går. En højtbelagt med ribbenssteg og rødkål lå og tronede som et halvt nedsunket bunkersanlæg ved vestkysten overgroet med lilla lyngbuske. Naser skar en bid ud, førte gaflen ind i munden, en stump rødkål blev hængende i hans mundvig. Søren sagde: »Det er jo vældig hyggeligt, det her.« Sådan noget sagde han altid. Gydede olie på vandene, også når der ikke var brug for det, han var så god af sig. »Vi kommer vel stadig til at se en del til hinanden?« spurgte Rasmus. Naser mumlede noget med munden fuld af mad, ingen forstod det. Måske bare: »Uhm.« Jeg nikkede til Rasmus. »Mere end før,« sagde jeg. Det lo vi ad. Vi kunne jo nærmest stille os op i vinduet i hvert vores nye kontor og vinke til hinanden, nåede vi frem til. Række tunge. Eller det, der var værre. Naser skar ansigt. Gav sig selv nogle tryk med hånden i området mellem nakke og skulder. »Jeg har brug for massage,« sagde han.

*

Hun bliver lidt lang i ansigtet, den unge betjent, da hun fjerner øjnene fra skærmen og møder mit blik, ser hvem der står foran hende. Jeg stikker hånden ned i lommen til mandlerne, trækker en op og putter den i munden og tygger, mens jeg lader hende komme til sig selv. Føler mig pludselig som en gammel mand. Føler mig pludselig uendeligt træt. Har bare lyst til at ligge hjemme under tæppet og læse Det lykkelige Arabien. Eller Et juleeventyr. Er lige ved at droppe det hele, det nemmeste, også for politiet, ville være at droppe det hele. Etaten og mig. Nu i en helt ny, akavet situation. »Og hvad siger du?« spørger kvinden bag skranken. »Jeg vil gerne melde mig selv,« siger jeg. »Jeg skal bede om dit navn,« siger hun. »Bryan Mikkelsen,« siger jeg, og hun beder mig gentage det, langsommere, mens hun skriver. Det føjer kun spot til skade, at jeg, gamle mand, åbenbart slet ikke blev genkendt. Der står en skål med pebernødder på skranken, jeg kan dufte krydderierne: kardemomme og kanel. Bag kvinden hænger et flettet julehjerte, sat fast på væggen med englehud.

*

Hvad er depression? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som deprimeret, som et menneske, der kunne blive det. Men det var jo det, jeg var. Dagene var flade som trøstesløse ørkenlandskaber, men uden løfter om eventyr ved næste oase, der rejste sig som bå flimmerskygger i horisonten, i næste by, på næste bazar, Dansk Erhverv var mit ulykkelige Arabien. Hvis Thorkild Hansen skulle have skildret mine seks år på Børsen, ville han ikke være blevet færdig, han ville være kreperet af sorg undervejs – eller ville have opgivet det hele, være blevet vred på stoffet, af gode grunde. Carsten Niebuhr havde i det mindste modstandskraft. Jeg havde bare meningsløshed, der bid for bid åd mit indre op. Forsmåethed. Over manglende anerkendelse? Helt sikkert. Over mangel på det dér udefinérbare mere, der altid mangler, når et menneske har opnået ting her i tilværelsen? Ja, no doubt about it. Kontrasten mellem, hvordan jeg var udadtil, og hvordan jeg følte det i mit indre, blev uudholdelig. Den havde altid været der, men nu udvidede den sig som Atlanterhavsryggen i opskruet tempo, stort og sort og tungt og buldrende, med ond mørkerød lava i. Udadtil kørte det for mig, jeg var i fuld vigør, en ukuelig optimist. Det var løgn. Mit sind var sort. Jeg traf beslutninger gennem en tåge af opgivelse. Det besynderlige var, at det gik godt. Dansk Erhverv blomstrede under mit lederskab. Jeg gik ind i renoveringsprojektet med brask og bram, men var ligeglad. Komplet ligeglad. Jeg ved det nu: Depression er, når nihilismen breder sig som kræft i en menneskekrop.

*

Jeg bliver ført hen ad en gang og ind i et rum med hvide vægge og et lille højtplaceret vindue. Ingen julestemning her. Jeg får en kop vand, får at vide, jeg kan sætte mig. En tør halslyd undslipper mig, jeg skal til at spørge den unge betjent, om hun godt ved, hvem jeg er, men jeg tager mig i det. Det er irrelevant. Jeg må møde min skæbne som en ren sjæl. En tabula rasa. Ikke ødelægge det nu, Bryan. Du er ikke færdig. Du har måske stadig det sværeste foran dig. Et svagt ekko af Last Christmas siver ind til mig, må komme nede fra et af kontorerne. Nogen griner dybt.

*

Hvis jeg åbnede vinduet på mit kontor øverst oppe i Børsbygningen, kunne jeg kravle ud på stilladsets øverste fag. Det gjorde jeg ofte, når arbejdsdagen var slut, og håndværkerne gået hjem. Så sad jeg og kiggede ud over byen. Over på Christiansborg. Betragtede de små riflede bølger i det sorte vand i kanalerne rundt om Slotsholmen. Så ned i hovederne på turisterne, der gled forbi i de brede kanalrundfartsbåde. Den her morgen, var jeg mødt tidligt ind, havde ikke mødt et øje på min vej op på kontoret. Klokken var seks. Håndværkerne ville først begynde om en time. Jeg stod foran mit skrivebord, bladrede distræt gennem nogle chatekker, der var kommet op nede fra analyseafdelingen. Fint og hæderligt arbejde, men jeg fik kvalme ved tanken om at skulle læse det igennem. Jeg gik hen til vinduet og åbnede det. Den kølige morgenluft blæste ind på mig. Himlen var spæd og blå som min skjorte. Byens ubestemmelige summen trængte op til mig, nu vågnede dagen til live. Jeg fik en indskydelse og gik hen til mahogniskabet bagerst i rummet, trak den tredje skuffe ud, tog den halve pakke gul Camel, der lå der, trak fjerde skuffe ud og tog en pakke tændstikker, gik tilbage til vinduet og kravlede ud på stilladset, satte mig på en af sålbænkene. Puffede en enkelt ud af pakken, tændte. Det plejede jeg ikke at gøre, sådan noget, jeg røg måske ti gange i løbet af et år, men denne morgen føltes det som en nødvendighed. Bilernes forlygter sejlede forbi under mig, jeg var en smule nikotinskæv. Jeg så en bunke pap til venstre for mig. En stabel klemt ind under tagskægget. Tør og blafrende i morgenvinden. Jeg tog et sidste sug, rejste mig og gik hen og stak den halvt røgede, endnu glødende Camel ind i papbunken. Ja. Det var sgu mig, der satte ild til Børsen. Bryan Mikkelsen. Jeg blev en helt i folkets øjne. Men jeg er ikke en helt. Jeg er en skurk.