Stilheden som våben

Det er den 20. maj: Israel har tropper på jorden i Gaza. Røde Kors skriver, at omkring 14.000 spædbørn i Gaza lider af »svær akut fejlernæring,« og jeg er taget til International Forfatterscene med den palæstinensiske forfatter Adania Shibli, som her til aften, lidt overraskende, vælger at lægge ud med en joke: 

»Så der er den her stammende mand, der stiger på bussen og vil købe en billet:
- Ka-ka-ka-kan jeg kø-kø-købe en bi-bi-bi-billet, spørger han, hvortil buschaufføren svarer:
- Se-se-se-se-selvfølgelig. De-de-det bliver ty-ty-ty-tyve kroner.
Manden køber billetten og sætter sig ind i bussen. Stoppet efter stiger en anden mand på:
- En billet, tak.
- Naturligvis. Tyve kroner, svarer buschaufføren.
Da denne mand har sat sig, rejser den stammende mand sig fra sit sæde og konfronterer buschaufføren: 
- Hva-hva-hvad bilder du-du-du dig ind?! Du-du-du gjorde g-g-g-grin me-me-med mig!
- N-n-n-n-ej, svarer buschaufføren. Je-je-jeg gjorde g-g-g-grin med ham!«

Det er ad omveje, som med så meget andet i denne samtale og i forfatterskabet generelt, at Shibli ender med at fortælle joken. Lene Johansen, aftenens interviewer, har spurgt